Spring menu over
Dansk Magisterforening

International pris til KU-forsker

Foto af Jens Juul Holst

© Foto: Privat

Del artikel:

Professor Jens Juul Holst opdagede i 1986, hvad der i dag er en af grundstenene i moderne diabetesbehandling. Her identificerede han tarmhormonet GLP-1 (Glucagon-Like Peptide-1), der er essentielt i lægemidler til behandling af diabetes og nu også overvægt. Gennem hele sin karriere har han arbejdet tæt på den kliniske praksis for at udvikle medicin.

Derfor modtog han i april sammen med to forskerkolleger The Canada Gairdner International Award, der er en af videnskabens højeste anerkendelser. Med prisen følger 100.000 canadiske dollar, og prisen anses traditionelt for at være adgangsbilletten til at komme i betragtning til Nobelprisen i medicin, da omkring hver tredje modtager efterfølgende har vundet netop Nobelprisen.

“Det er vidunderligt at vinde den. Det er meget fint selskab at komme i, og i år skal jeg dele prisen med to fremragende forskningskolleger. Vores forskning understøtter hinandens, selvom vi ikke har arbejdet sammen”, siger Jens Juul Holst, der til daglig forsker ved Biomedicinsk Institut og Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet.

De to andre prismodtagere er Dr. Joel F. Habener fra Harvard Medical School, USA, og Dr. Daniel J. Drucker fra Mount Sinai Hospital i Toronto, Canada. De tre forskere modtog også i 2017 en fælles pris, den prestigefyldte Harrington Prize for Innovation in Medicine.

Jens Juul Holst begyndte sin karriere som kirurg på Bispebjerg Hospital i efteråret 1971 med speciale i mave-tarm-kanalen, og sideløbende med fortsat arbejde på skadestuen på Bispebjerg blev han lektor ved Københavns Universitet i 1978. Hans fokus på tarmene førte til opdagelsen af tarmhormonet GLP-1, der blev startskuddet til en imponerende karriere, der i dag tæller cirka 1.900 publikationer og 75.000 citationer i videnskabelige tidsskrifter.

Sidste år fyldte Jens Juul Holst 75 år, men han har ingen planer om at gå på pension, da han lever og ånder for sit felt.