H.C. Ørsted Forskerpris går til kendt KU-forsker
© Foto: KU
Professor i astronomi og astrofysik på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet Anja C. Andersen er udpeget som dette års vinder af den prestigefyldte H.C. Ørsted Forskerpris på 50.000 kr.
I begrundelsen for valget af Anja C. Andersen står der bl.a., at “hun modtager prisen for sin internationalt anerkendte forskning inden for astrofysik kombineret med hendes arbejde med at udbrede kendskabet til naturvidenskaberne og deres anvendelse gennem eminent formidling i den brede offentlighed. Anja C. Andersen har i sin forskning blandt andet arbejdet med forståelsen af, hvor det kosmiske støv, der spiller en rolle i dannelsen af planeter, kommer fra. Anja C. Andersen yder endvidere et engageret bidrag i den offentlige debat omkring forskningspolitik, og hun gør en forbilledlig indsats for at få flere, herunder flere kvinder, til at interessere sig for naturvidenskab. Anja C. Andersen er derfor en yderst kvalificeret modtager af dette års H.C. Ørsted Forskerpris”.
Prisen uddeles af H.C. Ørsted Selskabet i samarbejde med Langeland Kommune med støtte fra energiselskabet Ørsted.
Formålet med forskerprisen er at hylde videnskabsmanden H.C. Ørsteds indflydelse på kultur, kunst, tænkere og videnskabsfolk i hele verden ved at udvælge prismodtagere, hvis arbejde kan knyttes til H.C. Ørsteds navn og livsværk, herunder også i relation til formidlingen af genren.
Med prisen følger et specialfremstillet kunstværk udført af kunstneren Sabine Majus Hansen.