Havforsker fra AU modtager stor svensk pris
© Foto: AU
Jacob Carstensen, professor i Marine System Management ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, er blevet tildelt Björn Carlsons Östersjöpris 2023 for at spille en afgørende rolle i forskning inden for eutrofiering, vandkvalitet, iltsvind og underliggende biogeokemiske processer i Østersøen.
Björn Carlsons Östersjöpris, der er på tre millioner svenske kroner, blev etableret i 2021 af Björn Carlsons Östersjöstiftelse for at inspirere til yderligere arbejde for en sundere Østersø. Jacob Carstensen modtager prisen sammen med Daniel Conley, professor i biogeokemi, ved Geologisk Institut, Lunds Universitet, Sverige.
Professorerne Carstensen og Conley har i deres forskning på banebrydende vis kombineret ekspertise fra forskellige områder såsom miljøstatistik, biogeokemi, økologi og marinbiologi. Dette innovative samarbejde har gjort det muligt at forstå de komplekse interaktioner mellem de forskellige faktorer, der påvirker eutrofiering og iltmangel i Østersøen.
Jacob Carstensen håber, at prisen vil sætte mere fokus på eutrofieringsproblemet i Østersøen. Carstensen og Conleys arbejde identificerer imidlertid ikke kun problemerne forårsaget af eutrofiering og hypoxi, men giver også løsninger. Løsninger, der kommunikeres bredt til interessenter og politiske beslutningstagere. På denne måde har de haft en direkte indvirkning på miljøet i Østersøen og gennemførelsen af handlingsplaner for forbedring af havmiljøet i Østersøen.
H.K.H. Kronprinsesse Victoria af Sverige overrakte prisen den 26. september på Grand Hotel i Stockholm.