Græsk professor vinder AU’s talentpris
© Foto: Anne Kring/AUFF
Alexandros Iosifidis, der er professor ved Institut for Elektro- og Computerteknologi på Aarhus Universitet, har modtaget Victor Albeck-prisen ved en ceremoni den 29. maj.
Prisen på 100.000 kroner uddeles til et yngre forskertalent af Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) og er opkaldt efter en af AU’s grundlæggere, overlæge Victor Albeck.
Alexandros Iosifidis er uddannet i sit hjemland, Grækenland, men har været ansat på AU siden 2017 – først som adjunkt, og i 2021 blev han udnævnt til professor.
Han leder i dag forskningsgruppen Machine Learning and Computational Intelligence ved Institut for Elektro- og Computerteknologi. Han leder desuden forskningsområdet for Machine Intelligence ved AU’s Center for Digitalisering, Big Data og Data Analyse, DIGIT.
Alexandros Iosifidis forsker i optimering af kunstig intelligens, så teknologierne kan understøtte og forbedre menneskers dagligdag.
Målet er en større automation inden for en bred palet af anvendelsesområder, og han skubber hele tiden til grænserne for, hvad der er muligt. Han har arbejdet med at understøtte ældre menneskers uafhængige liv i deres hjem ved hjælp af robotteknologi, han har udviklet algoritmer til finanssektoren, som kan forhindre børssvindel, og han har forbedret droners evne til at analysere visuel information fra luften.
Alexandros Iosifidis er involveret i flere projekter, blandt andet det europæiske projekt PANDORA. Her samarbejder han med en lang række partnere om at skabe AI-løsninger, der for eksempel kan gøre bygninger mere intelligente. Målet er at gøre indeklimaet mere komfortabelt for brugeren for eksempel i forhold til temperaturskift.
Han har modtaget flere priser for sin forskning, blandt andre H.C. Ørsted Forskerspirer-prisen 2018, den prestigefyldte EURASIP Early Career Award 2021 og JP Morgan Chase Faculty Research Award 2022. Han har siden 2022 været medlem af IEEE Signal Processing Societys Publishing Ethics Committee, og hans publikationer er indtil videre blevet citeret over 6.300 gange