Spring menu over
Dansk Magisterforening

Formidlingspris til kvindelig KU-datalog

Foto af Pernille Bjørn

© Foto: Emilie Thejll-Madsen

Del artikel:

Pernille Bjørn har modtaget SCIENCE Formidlingspris og 25.000 kroner for sit store arbejde med at formidle sin forskning om bl.a. kvinder i datalogi og for at sætte fokus på kønsdiversiteten i datalogifaget. Hun blev i 2015 som den første kvinde udnævnt til professor på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet, og siden har hun arbejdet på at forstå, hvorfor de mange kvinder, som engang var en del af computerverdenen, med tiden er blevet til en minoritet.

Datalogien begyndte som et kvindefag, og helt op til 1980’erne var der i lande som USA og Danmark flere kvinder i techbranchen og dobbelt så mange kvinder på de datalogiske uddannelser sammenlignet med i dag.

“For mig er det vigtigt at undersøge køns­ubalancen i datalogi som en forskningsagenda – ikke som et rekrutteringsprojekt. For at skabe forandring og større kønsbalance må vi forstå problemstillingen. Jeg vil ikke ændre kvinderne, så de “passer ind” på datalogi. Jeg vil gerne tilpasse datalogifaget, så forskellige mennesker kan genkende sig selv og opleve, at de kan blive succesfulde i faget”, siger Pernille Bjørn.

Gennem hendes forskning har bl.a. projektet “Atari Women” set dagens lys. Det fortæller historien om 13 kvinder, som var en del af 1970’ernes og 1980’ernes spiludvikling i USA og bl.a. udviklede de ikoniske spil Warlords og Centipede. Under et forskningsophold ved Washington University opsporede Pernille Bjørn kvinderne, så hun kunne fortælle deres historie til omverdenen.