Fond kickstarter seks videnskabskvinders karrierer
© Foto: VILLUM FONDEN
Villum Fonden har bevilget i alt 14 mio. kr. til seks forskere under det nye program Villum International Postdoc.
Programmet støtter talentfulde kvindelige forskere inden for teknisk og naturvidenskabelig forskning på det tidspunkt i forskerkarriereforløbet, hvor der er et stort frafald af kvinder på de danske universiteter.
Bevillingsmodtagerne er blevet udpeget af universiteterne som særlige talenter og herefter fagligt vurderet af Villum Fondens komité for teknisk og naturvidenskabelig forskning, der har indstillet dem til bevilling hos fondens bestyrelse. Alle Villum International Postdocs skal som led i programmet på et længere forskningsophold i udlandet for at sikre internationalt udsyn og netværk.
De seks er:
Freja Nygaard Rasmussen, BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet (2,21 mio. kr.): "Building-LCA of SCALES"
Udarbejdelse af en ny tilgang til og brug af de miljømæssige livscyklusvurderinger, LCA, der udarbejdes på byggeri for at fastslå klimabelastningen.
Jiawei Wang, DTU Elektro, DTU (2,22 mio. kr.): "Data-driven Approaches for enhancing resilience of Multi-Energy systems (DAME)"
Undersøgelse af bæredygtige energisystemer; hvordan man skaber driftssikre og pålidelige systemer, som kan operere fleksibelt og robust.
Drude Fritzbøger Christensen, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet (2,42 mio. kr.): "Coastal erosion hotspots – where and why?"
Undersøgelse af udviklingen af kystlinjer og årsager til erosionshotspots.
Kim Birnie-Gauvin, DTU AQUA, DTU (2,49 mio. kr.): "Salmonids in hot water: are physiological constraints causing salmonids to die?"
Undersøgelse af fiskearters tilpasningsevner til de stigende vandtemperaturer, som klimaændringerne medfører.
Nanna Inie, Institut for Computer Science, IT-Universitetet (2,16 mio. kr.): "ATTiKA – Adaptive Tools for Technical Knowledge Acquisition"
Udvikling af metoder og digitale værktøjer til læringsstøtte til erhvervelse af programmeringsfærdigheder.
Line Meldgaard Madsen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet (2,34 mio. kr.): "Fusion of hydrology and geophysics for a description of surface- and groundwater dynamics in a changing climate"
Udvikling af bedre forståelse af klimaændringernes virkninger på vandsystemer med fokus på overflade- og grundvandsdynamik.