Spring menu over
Dansk Magisterforening

Fond giver 41 mio. kr. til otte forskningsprojekter

Foto af Henrik Tronier

© Foto: Velux Fonden

Del artikel:

Hvordan påvirker kedsomhed menneskers velvære i hverdagen? Hvordan smitter kunstig intelligens (KI) af på kommunikatørers faglige skøn og etiske vurderinger? Og hvordan forandrer forestillinger om kønshormoner forståelser af køn, alder, sundhed og seksualitet? Disse spørgsmål er omdrejningspunkter i tre af de i alt otte forskningsprojekter på Københavns Universitet, Syddansk Universitet, RUC og Aarhus Universitet, der nu modtager bevillinger fra Velux Fondens kernegruppeprogram.

“Årets otte udvalgte projekter repræsenterer i al deres forskellighed netop kernen i programmet: Fri, original og nysgerrighedsdreven human- og samfundsvidenskabelig grundforskning på højeste faglige niveau, der udvikler nye erkendelser, teorier og tilgange. Fri forskning er grundstenen for at kunne udvikle vores demokratiske samfund på et oplyst, inkluderende og bæredygtigt grundlag”, udtaler Henrik Tronier, programchef for det humanvidenskabelige uddelingsområde i Velux Fonden.

En kernegruppe er en tæt samarbejdende forskergruppe med typisk en eller to fastansatte seniorforskere som projektledere, evt. et antal seniorforskere og 2-3 postdocs og/eller ph.d.-studerende.

Gruppen kan bestå af forskere fra samme institut eller forskere på tværs af institutter og universiteter.

Velux Fonden inviterer hvert år human- og samfundsvidenskabelige institutter til at indsende interessetilkendegivelser med projektforslag til kernegruppeprogrammet. Forskningsprojekterne skal fungere som “trædesten” for karriereudvikling og etablering af forskningsmiljøer og styrke institutternes forskningsstrategiske udvikling og undervisning. Alle projekter, der modtager bevillinger, har været gennem to uafhængige, internationale fagfællebedømmelser i konkurrence med mange andre ansøgninger fra hele paletten af humanvidenskabelige fagområder og emner.

De otte projekter modtager bevillinger på mellem 2,5 og 5,9 millioner kr. over en fireårig periode.

Modtagerne er:

  • Lektor Stefan Pfattheicher, Psykologisk Institut, AU
    Bevilling: 5,6 millioner kroner
    Projekt: Kedsomhedens oplevelse og konsekvenser
  • Lektor Ib T. Gulbrandsen, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC
    Bevilling: 5,8 millioner kroner
    Projekt: Strategizing communication and artificial intelligence (SCAI)
  • Lektor Tine Reeh, Det Teologiske Fakultet, KU
    Bevilling: 5,7 millioner kroner
    Projekt: Melancholia – det dynamiske samspil mellem teologi og medicin i 1700-tallets Danmark-Norge
  • Professor Christian Bueger, Institut for Statskundskab, KU, og professor Kimberly Peters, University of Oldenburg
    Bevilling: 5,9 millioner kroner
    Projekt: Havinfrastrukturer: Hvordan verdenshavene styres i dag
  • Lektor Louise Nyholm Kallestrup, Institut for Historie, SDU (samfinansiering med DFF)
    Bevilling: 2,5 millioner kroner
    Projekt: Den gudfrygtige stat og trolddom i de danske riger (1559-1660)
  • Professor Charlotte Kroløkke og professor Karen Hvidtfeldt, Institut for Kulturvidenskaber, SDU
    Bevilling: 5,9 millioner kroner
    Projekt: Endocrine economies: The cultural politics of sex hormones
  • Lektor Davide Secchi og lektor Rasmus Gahrn-Andersen, Institut for Sprog og
    Kommunikation, SDU
    Bevilling: 3,6 millioner kroner
    Projekt: Resiliensfaktorer i organisatoriske netværk (DRONE)
  • Professor Rebecca Adler-Nissen, Institut for Statskundskab, KU
    Bevilling: 5,9 millioner kroner
    Projekt: Digital suverænitet: Europæiske visioner om selvbestemmelse i en digital tidsalder.