Fond bevilger 100 mio. kr. til vilde eksperimenter
© Foto: Villum Fonden
Villum Fonden giver nu 51 forskere ved de danske universiteter mulighed for at afprøve deres modige og mærkelige tekniske og naturvidenskabelige forskningsidéer.
Deres eksperimenter spænder bredt – fra mindre metanproducerende malkekøer til Mars’ mystiske metangas. Bevillingen i Villum Experiment-programmet er på 1-2 mio. kr. og løber i op til to år.
“Ved Villum Experiment gælder: Hvo intet vover, intet vinder. Formålet med programmet er at finde og støtte helt særlige tekniske og naturvidenskabelige forskningsprojekter, der udfordrer normen og har potentiale til at ændre verden og vores viden om verden. Programmet er et eksperiment i sig selv og er tænkt helt anderledes end typiske forskningsbevillinger. Under behandlingsprocessen er ansøgerne anonymiseret for bedømmelsespanelet, der således kun vurderer dem ud fra, om deres forskningsidéer er banebrydende, og ikke kan skele til cv og akademiske meritter”, siger Villum Fondens forskningsdirektør, Thomas Bjørnholm.
Succesraten for ansøgere til årets eksperiment er lidt over 10 %. Ansøgningerne er blevet vurderet af et bedømmelsespanel bestående af 20 internationale sagkyndige eksperter inddelt i fire underpaneler: “Earth & Space”, “Life Science”, “Physical Science & Math” og It & Engineering“.
Siden programmets start i 2017 har i alt 195 forskere fået en Experiment-bevilling.