Spring menu over
Dansk Magisterforening

EU-bevilling til tre DTU-forskere

© Foto: DTU

Af Claus Baggersgaard
Del artikel:

Tre topforskere fra Danmarks Tekniske Universitet har netop modtaget en ekstra pose penge fra Det Europæiske Forskningsråd til at bringe deres forskning tættere på markedet. 

Professor Susan Stipp, professor Stephan Sylvest Keller og professor Georgios Kontogeorgis modtager alle en ekstra bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) på cirka 1,1 million kroner fra puljen Proof of Concept (PoC).

Bevillingen dækker en projektperiode på 18 måneder og kan kun søges af forskere med en ERC-bevilling (for eksempel Advanced Grant).

De tre forskere har alle fokus på, at deres forskningsresultater skal bane vejen for udvikling af nye miljøvenlige løsninger, og med bevillingen kan de nu undersøge potentialet for innovation og/eller kommercialisering af deres opdagelser. 

Susan Stipp, professor i fysik, vil undersøge mulighederne for at producere nyt materiale ud fra bygningsaffald ved at konvertere CO2 til fast stof. Hendes vision er at etablere en startup, der kan bidrage til bæredygtighed ved at løse udfordringerne med CO2-udledning og lagring af affaldsmaterialer. 


Stephan Sylvest Keller

Stephan Sylvest Keller, professor i mikro- og nanoteknologi, vil sammen med sin forskergruppe undersøge kommercialiseringen af elektrokemiske kondensatorer fremstillet med mere bæredygtige materialer end de nuværende energilagringsenheder. De vil bruge deres patenterede teknologi til at udvikle en prototype og afprøve den i samarbejde med virksomheder inden for Internet of Things (IoT). Drømmen er at starte en virksomhed, som producerer og sælger mikrosuperkondensatorer fremstillet ved brug af biomasse.


Georgios Kontogeorgis

Georgios Kontogeorgis, professor ved Institut for Kemiteknik, vil videreudvikle en termodynamisk model for elektrolytter, der kan bruges af for eksempel ikkeeksperter i industrien. Blandinger med elektrolytter anvendes blandt andet til CO2-opsamling og -lagring.

Georgios Kontogeorgis vil sammen med sit forskerhold integrere den nye model i et brugervenligt værktøj. Feedback fra brugerne skal bruges til at udvikle et robust værktøj, der er relevant for industrien og den akademiske verden.