Spring menu over
Dansk Magisterforening

EliteForsk-priser til fem yngre forskere

Foto af vinderne af EliteForsk-prisen
Del artikel:

Fem af Danmarks dygtigste yngre forskere har modtaget årets EliteForsk-priser. Med hæderen følger 1,2 millioner kroner til hver som en anerkendelse af deres store indsats i dansk forskning. De 200.000 kroner er en personlig hæderspris, mens 1.000.000 kroner er øremærket til deres forskningsaktiviteter. På grund af situationen med Covid-19 finder prisoverrækkelsen først sted den 10. august, hvor forskerne bliver hyldet ved et festligt arrangement.

“I Danmark bedriver vi forskning på et meget højt niveau. Forskning, som er med til at gøre en forskel. Det skal vi hylde og anerkende. EliteForsk-prisen går til tre kvinder og to mænd. De står bag fem meget forskellige forskningsfelter og imponerende resultater. På hver deres måde kan de være med til at løse nogle af Danmarks og verdens store samfundsudfordringer. Det er både imponerende og inspirerende”, udtaler uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Modtagerne af EliteForsk-priserne 2021 er:

  • Professor Eva Boxenbaum, Institut for Organisation, Copenhagen Business School
  • Professor Anders Engberg-Pedersen, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet
  • Overlæge Emil Loldrup Fosbøl, Hjertecentret på Rigshospitalet
  • Professor Gemma Clare Solomon Larsen, Nano-Science Center og Kemisk Institut, Københavns Universitet
  • Professor Signe Normand, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

Derudover modtager 20 ph.d.-studerende årets EliteForsk-rejsestipendier på hver 200.000 kroner. Stipendierne bidrager til, at de studerende kan rejse ud i verden til nogle af de bedste forskningsmiljøer i udlandet og derved blive endnu dygtigere.