EliteForsk-priser til fem universitetsforskere
Fra venstre ses Irene Tamborra, Thomas Gammeltoft-Hansen, Mads Albertsen, Amelia-Elena Rotaru og Peter Dalsgaard. © Foto: Uddannelses- og Forskningsministeriet
H. M. Dronning Mary og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har den 26. februar overrakt EliteForsk-priser til fem yngre forskere ved et arrangement i Den Sorte Diamant i København.
Det er i år 18. gang, at priserne uddeles for at sætte fokus på dansk topforskning og skabe opmærksomhed om værdien af dansk forskning.
Denne gang går priserne til en forsker fra Syddansk Universitet, to fra Københavns Universitet, en fra Aalborg Universitet og en fra Aarhus Universitet.
Prismodtagerne modtager hver især 1,2 millioner kroner som anerkendelse for deres store arbejde og den betydning, som deres forskning har for samfundet. 1 million kroner går til prismodtagernes forskningsaktiviteter, mens de resterende 200.000 kroner er en personlig hæderspris.
Amelia-Elena Rotaru, professor i miljø-mikrobiologi ved Syddansk Universitet, får prisen for sit arbejde med at udforske en særlig gruppe mikroorganismer, som kan producere klimagassen metan.
Mikroorganismerne, kaldet arkæa, spiller en betydningsfuld rolle i livet på jorden – og har formentlig gjort det i milliarder af år.
Amelia-Elena Rotaru og hendes gruppe har skabt helt nye indsigter i mikroberne og deres samspil med bakterier samt deres potentiale til at bidrage til den bæredygtige omstilling. Mikroorganismerne kan lagre grøn strøm og kan bruges i biogas-produktion til at omdanne CO2 til metan, som efterfølgende kan bruges til CO2-neutrale brændstoffer.
Irene Tamborra, professor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, hædres for at stå i spidsen for et helt nyt område inden for astrofysikken, den såkaldte ’multi messenger-astrofysik’. Hun er en af pionererne i feltet og har, siden hun kom til Niels Bohr Institutet i 2016, placeret det som et verdensførende center på området.
I sin forskning inddrager Irene Tamborra både gravitationsbølger, neutrinoer og kosmisk stråling for at finde svar på sine grundlæggende spørgsmål om stjernerne. Hun har særligt fokus på neutrinoer, der er universets mindste og meget talrige partikler.
Mads Albertsen, professor i bioteknologi på Aalborg Universitet, hædres for sin grundforskning i bakteriers DNA, der giver ham forståelse for bakteriers helt essentielle rolle i stort alle processer i vores kroppe og i verden omkring os.
Han leder en verdensførende forskningsgruppe, der udvikler nye metoder til kortlægning af DNA gennem sekventering, altså bestemmelse af rækkefølgen af de byggesten, der udgør DNA-strengen. Denne viden om DNA's opbygning kan give vigtige informationer om egenskaber hos mennesker, bakterier og andre organismer.
Peter Dalsgaard, professor i Human-Computer Interaction ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, får sin EliteForsk-pris for sin innovative og tværdisciplinære forskning, hvor han undersøger, hvad der sker, når mennesker og it mødes. Han er optaget af at finde svar på, hvordan nye teknologier påvirker vores måder at tænke og arbejde kreativt på.
Hans tværvidenskabelige tilgange kombinerer datalogiske og humanistiske perspektiver, som udfordrer og udvider vores forståelser af teknologiers rolle og potentiale i samfundet. Især hans formulering af den analytiske tilgang ’instruments of inquiry’ har sat fokus på den vigtige rolle, som værktøjer og teknologier har i kreative processer.
Thomas Gammeltoft-Hansen, professor i mobilitetsret ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, hædres for at skabe markante nye forståelser for, hvordan juridiske infrastrukturer påvirker menneskers muligheder for at bevæge sig.
Han er leder af det nye grundforskningscenter Center for Global Mobility Law, hvor han og kollegaer fra forskellige fagfelter skal arbejde bagom de nuværende debatter om migranter på Middelhavet og ukrainske flygtninge med langt mere fri bevægelighed end tidligere flygtningestrømme.