DTU udnævner direktør for nyt institut
Malene Kirstine Holst er udnævnt til direktør for DTU Engineering Technology, Institut for Ingeniørteknologi og -didaktik, som blev oprettet pr. 1. januar 2021.
DTU Engineering Technology er skabt på basis af det tidligere center for diplomingeniøruddannelse, DTU Diplom, og vil fortsat spille en stor rolle i uddannelsen af diplomingeniører på DTU. Desuden vil det have fokus på teknologimplementering i praksis inden for et bredt spektrum af ingeniørfagligheder.
Malene Kirstine Holst har siden 2015 været en del af ledelsen på DTU Diplom, først som afdelingschef for innovationsafdelingen og derefter som laboratoriechef. Hun er uddannet civilingeniør i arkitektur fra Aalborg Universitet og har taget en erhvervs-ph.d. samme sted i samarbejde med den rådgivende ingeniørvirksomhed Alectia (nu fusioneret med Niras).
“Malene har et godt kendskab til DTU og det nye institut og har været en særdeles aktiv medspiller i arbejdet med at formulere strategien. Jeg er sikker på, at hun har den faglige kompetence og samtidig den nødvendige forståelse for medarbejderne til at lede udviklingen fra uddannelsescenter til forskningsinstitut”, siger rektor Anders Bjarklev.