DTU har fundet ny bestyrelsesformand
© Foto: DTU
Det bliver den erfarne universitetsleder Karin Markides, som bliver formand for Danmarks Tekniske Universitet fra den 1. januar 2021.
Svenske Karin Markides er tidligere rektor for det tekniske universitet Chalmers i Gøteborg og nuværende rektor for American University of Armenia, der er baseret på en fond i tilknytning til University of California.
Hun er kemiker af uddannelse og har, ud over undervisning og forskning i en international kontekst, tillige haft fokus på innovation og virksomhedssamarbejde. Hun er ophavskvinde til flere patenter, har været vicedirektør for den svenske innovationsmyndighed Vinnova, har erfaring fra bestyrelsesarbejde i startups og har stået i spidsen for et teknisk universitet med meget betydelige erhvervssamarbejder.
Hun har desuden stået i spidsen for udvikling og implementering af flere strategier, bl.a. i relation til finansiering og nyttiggørelse af universitetsaktiviteter, international forskningsinfrastruktur og bæredygtighed.
“Med Karin Markides får DTU en bestyrelsesformand, der har et globalt udsyn og er uhyre velbevandret på den internationale scene”, udtaler formanden for DTU’s udpegningskomité, Helle Vang Andersen.