Spring menu over
Dansk Magisterforening

DIIS-forsker vinder forskningskommunikationspris

Flemming Splidsboel

© Foto: DIIS

Del artikel:

Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er årets vinder af Forskningskommunikationsprisen 2023 og de 200.000 kr., der følger med.

Prisen gives hvert år til en forsker, der har gjort en særlig indsats for at kommunikere sin forskning til den brede offentlighed. Prisen skal skabe større opmærksomhed om og anerkendelse af forskeres populærvidenskabelige formidling.

Juryen, der består af bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond og et ekspertpanel fra Videnskab.dk, fremhæver, at Flemming Splidsboel formår at kommunikere sin forskning på en sådan måde, at alle bliver klogere. Siden krigen i Ukraine brød ud, har han givet mere end 1.000 interview til medier landet over, hvor han har sat emner som misinformation, propaganda og forholdet mellem Rusland og Vesten i perspektiv.

Hans forskning er tværdisciplinær, han navigerer i udenrigspolitik og diplomati, og han fokuserer især på forholdene i det postsovjetiske rum. Helt aktuelt stiller han skarpt på brugen af misinformation, og hvordan ny teknologi kan bruges til at bekæmpe det.

“Det er gift for den demokratiske samtale, når usaglige påstande præger dagsordenen. Viden er magt, og i krig bliver usandheden også et våben. Det har Flemming Splidsboel i særlig grad formået at formidle til os alle. Det er en vanskelig opgave at formidle kompleks forskning. Flemming Splidsboel har dedikeret sin tid og forskning til et utroligt vigtigt emne – og selvom man ikke kan gøre det menneskeligt ubegribelige begribeligt, så bidrager hans stærke formidlingsevner til, at vi hver især har indblik i krigens omstændigheder”, udtalte uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, da hun overrakte prisen.