Dansk forskning får nyt oceangående forskningsskib
Alle danske havforskere får adgang til et nyt topmoderne oceangående forskningsskib, der også kan sejle i Arktis. Det står klart, efter at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 50 mio. kr. til skibsprojektet.
Donationen supplerer statens investering på 170 mio. kr. og DTU’s investering på 100 mio. kr. Den statslige finansiering faldt på plads i efteråret 2020 som følge af en bred politisk opbakning til at bruge en del af forskningsreserven til formålet.
Med A.P. Møller Fondens bevilling følger en ambition om, at forskningsskibet skal kunne drives af grøn fremdriftsteknologi. En ambition, som blandt andet flugter med fondens tidligere donation til Mærsk Mc-Kinney Møller Center for Zero Carbon Shipping.
DTU skal stå for driften af skibet, men alle danske forskningsmiljøer får adgang til fartøjet via Dansk Center for Havforskning, der er et samarbejde mellem alle danske havforskningsinstitutioner.
Det nye skib skal erstatte det nuværende forskningsskib, Dana IV, der efter 40 år på havet skal på pension. Med et nyt multidisciplinært forskningsskib får danske havforskningsmiljøer en moderne forskningsinfrastruktur i verdensklasse med en global og arktisk aktionsradius, som kan understøtte forskning i oceanografi, maringeologi, fiskeri og klima og give en øget forståelse af havets kredsløb.
“Med det nye skib er Danmark i stand til at fortsætte sin mere end 100 år lange tradition for havforskning. Det er forskning, som bl.a. sikrer en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer, og som bidrager til forståelsen af klimaet og konsekvenserne af klimaforandringerne”, siger DTU-rektor Anders Bjarklev.
Det nye forskningsskib skal bygges i en høj isklasse. Det betyder, at skroget forstærkes, så fartøjet kan sejle i farvande med isdannelse på op til 1 meter.