Spring menu over
Dansk Magisterforening

CBS ansætter prorektor i nyoprettet stilling

Inger Askehave

© Foto: Privat

Del artikel:

CBS ansætter prorektor i nyoprettet stilling
CBS har ansat Inger Askehave, der er professor inden for virksomhedskommunikation og erhvervssprog, i en nyoprettet stilling som prorektor. Hun kommer fra en tilsvarende stilling på Aalborg Universitet, hvor hun har været prorektor siden 2010.
Ansættelsesudvalget og bestyrelsen på CBS har lagt vægt på hendes brede og omfattende erfaring med universitetsledelse. Inger Askehave har 10 års erfaring med universitetsledelse på direktionsniveau og har været både institutleder og studieleder.
Som prorektor på CBS bliver hun en del af CBS’ direktion og får dermed medansvar for både den daglige og den strategiske ledelse. Inger Askehave får derudover det direkte ledelsesansvar for CBS’ institutledere og institutter, der organiserer knap 1.500 fastansatte og deltidsansatte videnskabelige medarbejdere. Hun får også en nøglerolle i forhold til at styrke integrationen af forskning og undervisning og skal i den forbindelse medvirke til at sikre samspillet mellem den strategiske udvikling og driften af CBS’ kerneaktiviteter – uddannelse og forskning – i tæt samspil med den øvrige direktion. Inger Askehave bliver ligeledes stedfortræder for rektor.
“Jeg har søgt denne stilling, fordi jeg er motiveret af CBS’ nye ambitiøse strategi og de muligheder, den giver for at sætte en tydelig, strategisk retning for CBS. Målsætningen om, at vi skal påvirke og skabe samfundsmæssige transformationer, er en spændende ambition”, udtaler Inger Askehave. Hun tiltræder stillingen 1. februar 2021.