Carlsbergfondets Forskningspriser uddelt til AU- og KU-forsker
Carlsbergfondet uddeler hvert år to store forskningspriser til henholdsvis en naturvidenskabelig og en humanistisk eller samfundsvidenskabelig forsker, som har bidraget med afgørende grundvidenskabelige forskningsresultater.
Årets priser blev overrakt til modtagerne den 5. september af H.K.H. Kronprinsessen, uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen, præsident i Videnskabernes Selskab Marie Louise Nosch og formand for Carlsbergfondet Flemming Besenbacher på Ny Carlsberg Glyptotek.
Forskningsprisen blev indstiftet i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag. Hver pris er på 1 million kroner. Heraf er 250.000 kr. en personlig hædersgave og 750.000 kr. støtte til et forskningsprojekt.
I år går priserne til professor på Aarhus Universitet Dorthe Berntsen, som modtager prisen for sin enestående forskning i menneskets evne til at erindre oplevelser i den personlige fortid og forestille sig mulige begivenheder i den personlige fremtid.
Professor på Københavns Universitet og University of Cambridge Eske Willerslev modtager prisen for sin årelange, banebrydende forskning i fortidens planter, dyr, mikroorganismer og mennesker samt deres evolution og interaktion i tid og sted.
Carlsbergfondets Forskningspris har som formål at yde støtte til to aktive forskere i ind- eller udland, der har bidraget afgørende til grundforskningen, og som nyder stor videnskabelig anerkendelse. Priserne skal opmuntre til yderligere forskning og kan bruges efter behov til udlandsophold, feltarbejde, indkøb af udstyr eller løn til videnskabelig assistance.