Brian Due er ny professor i kommunikation
Foto: Suste Bonnén
Brian Due tiltrådte 1. december 2024 som professor i kommunikation ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. Den 28. marts holder han sin tiltrædelsesforelæsning, hvor han vil præsentere sin forskning og dens centrale spørgsmål: Hvordan sker det, der sker?
Brians forskning beskæftiger sig med, hvordan sociale situationer opstår og udvikler sig i samspillet mellem mennesker, sprog, sanser, teknologier og omgivelser. Han undersøger en bred vifte af situationer – fra møder i organisationer og interaktioner i butikker til børns fodboldspil og blinde og svagsynedes brug af guidehunde og AI-teknologier. På tværs af disse forskellige kontekster søger han at afdække, hvordan specifikke handlinger og omgivelser former og skaber unikke øjeblikke i tid og rum.
Forelæsningen vil tage afsæt i en videoetnografisk tilgang og stille spørgsmål ved, hvordan sociale situationer kan analyseres uden at forfalde til sprogcentriske forklaringsmodeller. Brian vil diskutere, hvordan en mere helhedsorienteret forståelse af kommunikation kan bidrage til at kortlægge de mekanismer, der gør, at en situation udfolder sig, som den gør.
Brian Due er cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi fra Roskilde Universitet og ph.d. fra Københavns Universitet. Han har tidligere været adjunkt og lektor samme sted, og hans forskning har vundet flere priser, herunder KU’s innovationspris og Vanførefondens forskningspris.