Spring menu over
Dansk Magisterforening

AU udnævner Danmarks første professor i museologi

Ane Hejlskov Larsen

© Foto: Privat

Del artikel:

Ane Hejlskov Larsen er tiltrådt som professor i museologi ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Professoratet er det første af sin art i Danmark, mens lande som fx Finland, Norge, Sverige og Island længe har haft professorer i museologi, primært knyttet til fagdiscipliner som antropologi, arkæologi, historie og kunsthistorie. Mens fagområdet hedder museologi i de nordiske lande, benytter USA og Storbritannien det sammensatte ord “museumsstudier”.

Museologien dækker over et bredt tværdisciplinært og tværvidenskabeligt felt, hvor metodiske og teoretiske spørgsmål om kultur, natur og kunst og deres betydningsdannelse – herunder menneskets og samfundets indflydelse på denne proces – rejses og udforskes. Kombinationen af museologisk erfaring og en teoretisk og videnskabelig baggrund er i den nordiske forståelse forudsætningen for at kunne påberåbe sig et museologisk forskningsmiljø.

Ane Hejlskov Larsen har været ansat som lektor i museologi på Kunsthistorie på Aarhus Universitet siden 1998 og har været formand for Dansk Center for Museumsforskning 2020-2022. Hun er nuværende leder af Museologisk forskningsprogram og har været leder af Center for Museologi i perioden 2001-2017.

Det nye professorat giver styrkede muligheder for at indgå i forpligtende samarbejder med partnere på universiteter og forskellige typer af kulturorganisationer i Norden og resten af Europa.