Dansk Magisterforening

AU tildeler formidlingspris til coronaforsker

© Foto: Lars Kruse

Del artikel:

Michal Bang Petersen, professor ved Institut for Statskundskab på AU, er blevet tildelt Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Forskningsformidlingspris 2022.

Michael Bang Petersens forskning ligger i et krydsfelt mellem statskundskab, psykologi og biologi og bidrager med nye tværdisciplinære indsigter i blandt andet, hvad der driver polariseringen i demokratiske samfund og spredningen af politisk had på sociale medier. Og hvordan vi reagerer, når for eksempel Putin angriber Ukraine, eller en virus angriber hele verden.

Han blev for alvor kendt i offentligheden i forbindelse med coronapandemien, hvor han stod i spidsen for forskningsprojektet HOPE (How Democracies Cope with COVID19). Projektet har løbende genereret data om, hvordan borgeres adfærd og holdninger udviklede sig i en række vestlige lande, mens smittekurver gik op og ned, og restriktioner blev indført og afskaffet.

Uge efter uge har han og kollegerne i HOPE-projektet leveret data i realtid og sendt rapporter til den danske regering og de danske sundhedsmyndigheder. Michael Bang Petersen er medlem af regeringens faglige referencegruppe angående Covid-19, han er ad hoc-rådgiver for WHO Europe, han har været medlem af Sundhedsstyrelsens Covid-19 Advisory Board og også leveret oplæg i regi af EU-Kommissionen og Nordisk Råd.

I danske medier optrådte han sidste år i gennemsnit otte gange dagligt. Desuden har han formidlet sin viden internationalt i medier som CNN, BBC, Fox News, The Washington Post, The New York Times, Nature og Science.

En central del af formidlingen har ligget i Michael Bang Petersens indsats på Twitter, hvor flere end 33.000 mennesker og organisationer følger hans profil. Herigennem har han ikke alene formidlet sin viden, men også bidraget til den direkte samtale om videnskab borger og borger imellem.

“Forskningsformidlingen har været baseret på data, der afspejlede situationen her og nu. Samtidig har disse data ført til videnskabelige publikationer i nogle af de bedste generelle og samfundsvidenskabelige tidsskrifter såsom Proceedings of the National Academy of Sciences og Psychological Science.

Dermed har ikke blot forskningsaktualiteten, men også forskningshøjden været i absolut top”, står der i indstillingen til Forskningsformidlingsprisen 2022.