AU-museum vinder international museumspris
© Foto: AU
Udstillingen “Videnskab er lidenskab” på Steno Museet, Aarhus Universitet, har vundet den fornemme museumspris UMAC-AWARD 2021 i tæt kapløb med museer fra Tel Aviv og Harvard.
Udstillingen handler om livet som forsker; om succeser og fejl, om at undre sig og at blive ved med at prøve, også selvom det ikke lykkes første eller anden eller 20. gang.
“Vi er meget stolte over at modtage UMAC-AWARD 2021”, siger museumsdirektør Bent Lorenzen, Science Museerne, Aarhus Universitet. “Det er en pris, der både anerkender selve udstillingen “Videnskab er lidenskab” og sætter kronen på værket i forhold til den udvikling, vi har været i gang med på Steno Museet. Sidst, men ikke mindst, taler prisen direkte ind i vores dna som en del af Aarhus Universitet”.
Udstillingens overordnede fokus er, hvad det er, der driver en forsker. Hvorfor bruger man sit liv på at finde ud af, hvordan celler fungerer, eller på at forstå bestemte dyrs hjertefunktion?
Mennesket har altid undret sig. Over stjernerne på himlen til hvorfor mennesket trækker vejret. Fra det mindste til det største. Denne undren er med til at forandre verden. Gennem tiden har utallige mænd og kvinder dedikeret deres liv til at forsøge at finde svar på livets gåder og har derigennem skabt grundlaget for at redde menneskeliv, forbedre livskvalitet, skabe samfundsmæssig udvikling og forstå verden og universet.
Udstillingen er støttet af Lundbeckfonden og Povl Assens Fond og er designet af JAC Studios.