AU-lektor vinder international pris
© Foto: Privat
Nicholas Haas, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, er blevet anerkendt med den prestigefyldte Roberta Sigel Early Career Scholar Paper Award fra International Society of Political Psychology (ISPP), som han fik overrakt ved årets ISPP-konference i Montreal den 13. juli.
Nicholas Haas deler æren med sin medforfatter Emmy Lindstam for deres fælles paper “My History or Our History? Historical Revisionism and Entitlement to Lead”. Det er ikke første gang, at dette paper modtager anerkendelse. I 2022 blev det hædret med APSA Experimental Research Section’s Best Paper Award.
Artiklen kaster lys over vigtigheden af inkluderende historiske fortællinger. Haas og Lindstam viser i deres forskning, at når minoritetssamfunds positive bidrag til nationen understreges, stiger minoriteternes vilje til at påtage sig lederskabsroller.
Dette er ikke første gang, at forskere fra Aarhus Universitets Institut for Statskundskab bliver tildelt en Roberta Sigel Early Career Scholar Paper Award. Tidligere modtagere inkluderer Michael Bang Petersen og Lasse Laustsen i 2013 samt Rune Slothuus i 2012.