AU-institutleder tager yderligere tre år
© Foto: AU
Ole Bækgaard Nielsen har takket ja til at fortsætte yderligere tre år som institutleder på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Han har allerede siddet seks år på posten.
Han er oprindeligt uddannet biolog og var viceinstitutleder på Institut for Biomedicin fra 2014 til 2016.
Hans videnskabelige arbejde har særligt omhandlet ilttransport i kroppen og neuromuskulær funktion i relation til fysisk aktivitet og sygdom. Han har publiceret 64 originalartikler, reviews og patenter inden for fysiolog, er blevet kåret som årets underviser på medicin fire gange, senest i 2016, og er medstifter og medejer af virksomheden NMD Pharma Aps, der på nuværende tidspunkt har mere end 25 ansatte.
Spørger man ham, hvad han er mest stolt af at have opnået, er det nogle af de faktorer, der har med arbejdsmiljø og jobtilfredshed at gøre, han fremhæver. Han peger på, at det er lykkedes internt at fastholde plads til store faglige forskelligheder med hensyn til metoder og undervisnings- og forskningsområder. De forskellige fagmiljøer på instituttet omgås hinanden med faglig respekt på trods af de store forskelle, og organisationen er modnet i forhold til at være en strategisk ledet arbejdsplads.
Til gengæld er der også opgaver, som de mangler at nå i mål med, hvilket har motiveret ham til at tage endnu en tørn på posten. Blandt andet har de ikke formået at øge hjemtaget af eksterne midler tilstrækkeligt på tværs af instituttets fagmiljøer. Det bekymrer ham også, at undervisningsopgaven stadig medfører et højt stressniveau for flere af instituttets medarbejdere. Det er en stor udfordring, som de skal finde løsninger på i fællesskab, så der er overskud til alle deres øvrige arbejdsopgaver, udtaler han.