Spring menu over
Dansk Magisterforening

AU-institut udnævner fem nye professorer

Fem professorer paa AU

© Foto: Privat

Del artikel:

Nina Javette Koefoed, Niels Brimnes, Karen Gram-Skjoldager, Bertel Nygaard og Wulf Kansteiner er blevet udnævnt til professorer i historie på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. De tiltræder per 1. januar 2024.

Nina Javette Koefoed er afdelingsleder og lektor i historie samt medinitiativtager og -stifter af LUMEN, Center for the Study of Lutheran Theology and Confessional Societies. I regi af LUMEN har hun desuden haft en række forskningsbevillinger, senest i forbindelse med projektet ’Voices of the people’, der løber fra 2023 til 2025 og er finansieret af Carlsbergfondet.

I det kommende professorat vil hun fortsætte sit arbejde i det interdisciplinære felt mellem teologi og historie og herunder videreføre et igangværende digitaliserings- og forskningsinfrastrukturprojekt. Hendes forskning vil koncentrere sig om 1700- og 1800-tallets Danmark inden for felterne hushold, social velfærd samt medborgerskab og demokratiseringsprocesser. Hun har især fokus på udviklingen fra et tidligt moderne samfund med en religiøs omverdensforståelse til et moderne og demokratisk samfund med mere skjulte religiøse normer og værdier.

Niels Brimnes er lektor i historie og har desuden været leder for Aarhus Universitets forskningsprogram ’Transnational Modernities’. I det kommende professorat er han ansat til at fremme områderne globalhistorie, kolonihistorie samt global sygdoms- og sundhedshistorie.

Karen Gram-Skjoldager er lektor i historie ved Institut for Kultur og Samfund samt leder af flere større forskningsprojekter om international politik og diplomati. Senest har hun ledet det FKK-finansierede projekt ’Denmark in Exile. Practices of Displaced Politics, 1940-1945’.

Hun forsker i det 19. og 20. århundredes europæiske politiske historie med særligt fokus på internationale organisationer, diplomatisk kultur og folkeret samt Skandinaviens rolle i Europa. I det kommende professorat er hun ansat til at fremme netop dette område.

Bertel Nygaard er lektor i moderne historie ved Institut for Kultur og Samfund. I det kommende professorat er han blandt andet ansat til at fremme moderne europæisk og vestlig kulturhistorie fra omkring 1750 og frem. Det sker særligt med henblik på samspillet mellem populærmusik, sprog og samfundsstrukturer.

Wulf Kansteiner er uddannet ved Ruhr-Universität Bochum og University of California at Los Angeles (UCLA), hvor han har taget sin ph.d. i 1997. Han har været ansat som adjunkt og lektor i historie ved University of Tennessee, Kent State University og Binghamton University (SUNY). I 2014 blev Wulf Kansteiner ansat som lektor ved Afdeling for Historie og Klassiske Studier på AU, og i 2015 blev han udnævnt til professor MSO med særligt fokus på forskning i migration og hukommelse.

Wulf Kansteiner er kulturhistoriker, historisk teoretiker og ekspert i hukommelsesstudier. Hans forskning har særligt koncentreret sig om kollektive erindringer fra nazismen og Holocaust i film og på tv, historieskrivningens narrative struktur og traumeteoriens intellektuelle historie.