Spring menu over
Dansk Magisterforening

AU-baseret biotekfirma henter 450 mio. kr. fra internationale fonde

Foto af Muna Therapeutics

© Foto: Muna Therapeutics

Del artikel:

Biotekfirmaet Muna Therapeutics, som udspringer af forskning på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, har hentet 60 mio. euro svarende til 450 mio. kr. fra en række internationale fonde. Investeringen skal gå til at udvikle firmaets lægemidler mod sygdomme som Alzheimers, Parkinsons og frontotemporal demens.

Muna Therapeutics blev etableret i 2020 af lektor Simon Glerup og hans team fra Aarhus Universitet med Novo Holdings som investor. Muna er siden fusioneret med belgiske K5 Therapeutics, som er stiftet af den belgiske professor Bart De Strooper.

Ejerkredsen består af blandt andre de fem stiftere fra Aarhus Universitet lektor Simon Glerup, adjunkt Camilla Gustafsen, postdoc Joachim Vilstrup, lektor Peder Madsen og lektor Sune Skeldal. Den tæller også virksomhedens COO Anders Hindby og flere investeringsfonde, hvoraf de største er Novo Holdings, Sofinnova Partners og LSP Dementia.

Muna Therapeutics udvikler små molekyler, som kan reparere dysfunktion i hjernens nerveceller og på den måde bremse forskellige former for demens. Aarhus-laboratoriet bidrager især med forskning i proteinet progranulin, da en defekt i netop det protein giver høj risiko for at udvikle frontotemporal demens - den mest udbredte form for demens hos folk under 64 år.

Forskerholdet drømmer om at udvikle lægemidler på et marked, hvor der ikke er kommet afgørende ny medicin i mange år, selv om laboratorier verden over arbejder på det.

Forskerne bag virksomheden er stadig engageret på Aarhus Universitet, men skal også lægge arbejdstid i Muna Therapeutics.