Akademipris til AU-forsker
© Foto: privat
Danmarks Naturvidenskabelige Akademi har tildelt akademiets industripris for 2022 til Martin Vesterby, direktør, INNO X Health, Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin.
Allerede som medicinstuderende solgte Martin Vesterby sin første it-løsning. Konceptet var udviklet i en baggård i Aarhus sammen med et team af folk med vidt forskellig erhvervsbaggrund.
Efterfølgende blev løsningen implementeret på mange hospitaler. Han skabte, med sin ph.d., en helt ny tilgang til patientkommunikation, der accelererede behandlingsforløbet inden for ortopædkirurgien. Interventionen blev udviklet sammen med en international sundheds-it-virksomhed og et teleselskab. Efterfølgende har løsningen fra Martin Vesterby skabt grundlaget for succesfulde virksomheder inden for animationsbaseret kommunikation for patienter og sundhedspersonale. Virksomheder, som har vundet Gazelle-priser samt både danske og tyske designpriser.
Som leder af INNO X Health har han været en af drivkræfterne bag etableringen af BioMedical Design – Novo Nordisk Foundation Fellowship Programme ved Aarhus og Københavns Universitet og har senest været IKM’s repræsentant og medudvikler af open science-platformen Odin.
Martin Vesterby rådgiver og uddanner ledere fra både offentlige og private virksomheder i innovation og entreprenørskab. Han har et specielt fokus på udvikling af evner til interdisciplinært samarbejde og opbygning af disse kompetencer.
Danmarks Naturvidenskabelige Akademi har samtidig tildelt Jacob Hastrup, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet, akademiets ph.d.-pris for 2022. I begrundelsen lyder det, at han har leveret videnskabeligt arbejde på højt internationalt niveau og udvist stor forskningsmæssig modenhed. Hans arbejde har resulteret i ti publikationer, heraf otte som førsteforfatter i velrenommerede internationale tidsskrifter, for eksempel Physical Review Letters, og han er desuden medopfinder på en patentansøgning.
Jacob Hastrup forsvarede sin afhandling ved DTU i november 2021. Han er nu ansat som postdoc ved Center for Quantum Devices, Niels Bohr Institutet, hvor han omsætter sin teoretiske viden inden for kvanteinformation til eksperimenter baseret på superledende kvantekomponenter.