AAU-professor udpeget til indflydelsesrig EU-komité
© Foto: AAU
Kirsten Gram-Hanssen, professor ved Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet (AAU), er en af seks europæiske topforskere, der er blevet en del af den udvælgelseskomité, der finder kandidater til ERC’s Videnskabelige Råd. Det er EU’s kommissær for forskning og innovation, Mariya Gabriel, der har inviteret forskerne med i den indflydelsesrige komité.
ERC’s Videnskabelige Råd er Det Europæiske Forskningsråds styrende organ. Det består af 22 medlemmer, der alle er fremtrædende europæiske videnskabsfolk, og som repræsenterer det videnskabelige samfund i Europa bredt.
Medlemmer af ERC’s Videnskabelige Råd sidder for en periode på op til fire år og kan blive udpeget for i alt to perioder. Der er for øjeblikket to danske medlemmer af rådet; Harvard-professor Lene Vestergaard Hau og professor ved University College London Jesper Svejstrup.