AAU-prodekan udpeget til national rådgiver
© Foto: AAU
Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har udpeget professor Torben Larsen fra Aalborg Universitet til at være styrelsens nationale rådgiver vedrørende EuroHPC, det fælleseuropæiske samarbejde om supercomputing. Han er til daglig prodekan for digitalisering på Det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU.
EU-landene har en fælles ambition om at skabe en supercomputerinfrastruktur i verdensklasse og et konkurrencedygtigt innovationsøkosystem inden for supercomputerteknologier, -applikationer og -færdigheder i Europa. Derfor er man gået sammen om at etablere EuroHPC, hvor deltagerlandene kan koordinere deres indsats og dele relevante ressourcer.
Som national rådgiver bliver det således Torben Larsens rolle at rådgive styrelsen omkring uddannelses- og forskningsmæssige anliggender af national interesse, som har betydning for den danske deltagelse i EuroHPC. Udpegningen gælder for en periode på tre år med mulighed for forlængelse i yderligere tre år.