AAU har ansat ny direktør
© Foto: AAU
Aalborg Universitet har fundet sin kommende direktør i form af 51-årige Søren Lind Christiansen, der bringer et indgående kendskab til både professions- og universitetssektoren med sig til sit nye job som administrativ chef for AAU.
De seneste fire år har Søren Lind Christiansen været professionshøjskoledirektør for UC Absalon med hovedkvarter i Sorø og har tidligere i syv år været sekretariatschef på Syddansk Universitet (SDU). Undervejs har han taget en MBA i ledelse på Henley Business School, der handlede om motivation og kvaliteten af medarbejdernes indsats. Dertil et forløb hos INSEAD i Frankrig om ledelse af digitalisering.
Søren Lind Christiansen tiltræder den 1. november, og han ser frem til at starte på Aalborg Universitet, hvor universitetsdirektørens arbejdsfelt bliver meget bredt.
Søren Lind Christiansen blev fundet ved en omfattende proces under medvirken af rekrutteringsfirmaet Heidrick & Struggles og samtaler med et repræsentativt ansættelsesudvalg. Han afløser Antonino Castrone, der efter seks år som direktør ønsker at stoppe.