AAU-forsker skal stå i spidsen for demensprojekt
© Foto: AAU
Professor i musikterapi Hanne Mette Ochsner Ridder fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet skal stå i spidsen for et nyt projekt støttet af Velux Fonden.
Målet er at forbedre demensomsorgen på plejecentre i hele landet ved at højne fagligheden i den daglige pleje, så trivslen stiger, og forbruget af antipsykotisk medicin kan sænkes.
Projektet løber frem til 2027 og vil involvere forskere fra Aalborg Universitet, musikterapeuter, medarbejdere og demensramte fra en række plejecentre i følgende kommuner: Kolding, Odense, Odsherred, Vejen og Vejle.
I projektet vil musikterapeuter stå for undervisning af personalet på plejecentrene med afsæt i PAMI-metoden. Metoden kan give medarbejderne på plejecentrene et kompetenceløft og fornyet indsigt i den nære omsorg. Det sker i tæt samarbejde mellem ledelse, musikterapeuter og plejepersonale for at undersøge, hvordan PAMI kan kvalitetssikre omsorgspraksis.
Målet er at undervise og motivere medarbejdere til at bruge sang og musik i den daglige omsorg for personer med demens som et alternativ til tvang og medicinsk behandling. Det drejer sig om en særlig metode kaldet personafstemt musikalsk interaktion (PAMI), som er udviklet i samarbejde med musikterapeuter. Det er et værktøj, som tager udgangspunkt i den daglige demensomsorg og ligeledes har til hensigt at styrke medarbejderes trivsel og faglighed.