Spring menu over
Dansk Magisterforening

Årets undervisere er fra SDU og RUC 

© Foto: Søren Kjeldgaard

Del artikel:

Syv inspirerende undervisere fra landets videregående uddannelser er blevet hædret med Uddannelses- og Forskningsministeriets Undervisningspris 2024.

To priser går til undervisere på universiteterne. Priserne blev overrakt af H.M. Dronningen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund den 23. september.

Årets prismodtagere har udmærket sig ved deres innovative undervisningsmetoder, der blandt andet inddrager rollespil, cases og praksiserfaringer fra erhvervslivet, for at forberede de studerende på arbejdsmarkedet. 

Lektor Jaume Castan Pinos fra Syddansk Universitet modtager prisen for sin brug af simulationer og rollespil i undervisningen i international politik. Hans undervisning aktiverer de studerende og giver dem en hands on-forståelse af komplekse geopolitiske spørgsmål.  

Lektor Sofie Pedersen fra Roskilde Universitet bliver hædret for sin undervisning i socialpsykologi, hvor hun bruger virkelighedsnære cases og konstruktiv provokation til at udfordre de studerendes forståelse og udvikle deres analytiske evner. 

Med prisen følger 500.000 kroner, hvoraf 300.000 kroner går til udviklingsaktiviteter, der styrker undervisningsmiljøet på uddannelsesinstitutionerne, mens 200.000 kroner er en personlig hæderspris.  

Undervisningsprisen uddeles for at fremhæve og anerkende den store betydning, som engagerede undervisere har for både de studerende og undervisningsmiljøet.