28 kvindelige forskere modtager 78 mio. kroner i forskningsstøtte
© Foto: DFF
28 lovende kvindelige forskere har modtaget en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond under Inge Lehmann-programmet, der med en samlet pulje på 78 mio. kr. har til formål at fremme mere ligestilling i forskningsmiljøer i Danmark. Det oplyser Danmarks Frie Forskningsfond i en pressemeddelelse.
Programmet er opkaldt efter den danske geofysiker Inge Lehmann, der i 1936 argumenterede for, at Jorden har en fast kerne. På trods af, at hun havde ret, gik der flere år, før hendes opdagelse blev anerkendt. Med programmet vil politikerne fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.
"Jeg er glad for, at 28 dygtige forskere nu har fået mulighed for at sætte gang i deres forskningsprojekter. Vi ønsker at styrke excellent, dansk forskning og har med Inge Lehmann-programmet fokus på at fremme talentmassen i dansk forskning og styrke karrieremulighederne for nogle af de allerdygtigste forskere på de tidlige karrieretrin. Jeg glæder mig til at se forskerne udvikle sig og til at se forskningsprojekter, der har potentiale til nybrud, blomstre", siger Maja Horst, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond.
Inge Lehmann -programmet er en del af en politisk aftale fra 2019, som skal få flere kvinder i forskning og på den måde fremme en mere ligelig kønsbalance af forskningsmiljøerne i Danmark med fokus på de karrieretrin, hvor uligheden sætter ind.
Både mænd og kvinder kan ansøge om midler, men Danmarks Frie Forskningsfond skal som udgangspunkt ”vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således, at der foretages en objektiv vurdering under hensyntagen til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn”.
I 2020 blev der afsat 20 mio. kr., mens der på aftalen om forskningsreserven for 2021 var afsat 110 mio. kr. På aftalen for forskningsreserven 2022 var der afsat 80 mio. kr. til programmet.