Postdocforening på AU har sat spot på de løstansattes vilkår

At engagere sig organisatorisk og kæmpe for lige rettigheder står oftest ikke øverst på dagsordenen hos de efterhånden mange postdocer på de danske universiteter. En stor del af dem kommer fra andre lande, og som tidsbegrænset ansatte er mange kun få år i Danmark og har fuldt fokus på deres forskningsprojekter.

“For mange handler det mest af alt om at overleve i det akademiske system, så de har ikke overskud til andet, og det er en skam,” siger Luisa Cassiano, der er forperson for Junior Researcher Association (JRA) på Aarhus Universitet (AU).

På AU ser det dog ud til, at postdocforeningen har knækket koden for at få flere tidsbegrænset ansatte til at engagere sig i det faglige arbejde og på den måde tale med en stærkere stemme. JRA blev grundlagt i 2017 og har siden arbejdet for at forbedre vilkårene for yngre forskere, men under covid-pandemien lå den lidt i dvale, og det er først i de seneste år, at den for alvor er blevet aktiv igen.

Få plads i akademisk råd

Postdocer og adjunkter oplever at være underrepræsenteret i universitetets beslutningsorganer, men i år har JRA fået universitetsledelsens lovning på, at midlertidigt ansatte postdocer og adjunkter fra 2027 får valgte pladser i de akademiske råd.

“Det er en sejr, der har været længe undervejs og har været diskuteret længe før jeg blev en del af bestyrelsen for to år siden og forperson for snart et år siden,” siger JRA's forperson, brasilianske Luisa Cassiano, der er adjunkt ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed.

Foreningen har blandt andet også stået bag arrangementet Postdoc Appreciation Week, hvor over 100 både danske og internationale forskere i slutningen af september deltog i events og workshops om emner som netværk, karriereudvikling og arbejdstagerrettigheder.

Postdoc Appreciation Week er en verdensomspændende begivenhed, hvor universiteter sætter fokus på postdocernes arbejdsvilkår, men i Danmark er ugen kun blevet afholdt på AU.

“Særligt for de internationale er det vigtigt at få viden om det danske system og muligheden for at blive medlem af en faglig organisation – noget en del ikke har kendskab til og som ofte mangler i onboarding-processen,” siger Luisa Cassiano.

De fleste postdocs er udlændinge

Postdocer udgør efterhånden en stor del af det videnskabelige personale både på AU og de øvrige danske universiteter. Ifølge universitetets egne tal var 960 ud af i alt 4.677 videnskabeligt ansatte postdocer i 2024. I 2023 viste en uvidenskabelig undersøgelse lavet af Forskerforum, at 64 procent af alle postdocer på AU havde et andet statsborgerskab end dansk, mens tallet var 69 procent på landsplan.

Luisa Cassiano oplever, at de danske arbejdsvilkår for postdocer generelt er gode sammenlignet med mange andre lande, men usikkerhed om fremtiden er et grundlæggende problem, som mange kæmper med, fordi der mangler faste stillinger og klare karriereveje.

Hun peger på, at der ofte mangler klare og ærlige samtaler om fremtiden – både fra institutionens og den ansattes side:

“Det er uklart, hvilke muligheder der reelt er for fastansættelse, og det er en usikkerhed, som går igen, når vi snakker med mange postdocer,” siger hun.

Hun understreger, at usikkerheden om fremtiden afspejles i APV-undersøgelser, hvor postdocer og yngre forskere scorer lavest på spørgsmålet om tilfredshed med fremtidsudsigterne.

Svær overgang

Luisa Cassiano forklarer, at en del starter som ph.d.-studerende og efterfølgende får en tidsbegrænset kontrakt som postdoc på et til fire år. Overgangen fra forskeruddannelsen til livet som postdoc er svær for mange, fordi ph.d.-forløbet er langt mere struktureret end postdoc- og adjunktstillinger.

“Ph.d.-forløbet er mere struktureret, blandt andet fordi der findes ph.d.-skoler og faste krav til kurser og vejledning. Som postdoc mister man denne struktur og det referencepunkt, som ph.d.-skolen udgør. Det betyder, at det er mere uklart, hvem man kan henvende sig til, hvis man har brug for hjælp eller støtte, og hvem der sikrer ens rettigheder. Det varierer også meget fra fakultet til fakultet,” forklarer Cassiano.

Der er også forskel på, hvilke forventninger der stilles til undervisning og forskning. Som ph.d.-studerende er der klare rammer for, hvor meget man må undervise, mens det på postdoc- og adjunktniveau er mere løst.

“I teorien skal man fordele tiden mellem forskning og undervisning, men i praksis er det svært at sikre ensartede vilkår,” siger hun.

Lang periode med usikkerhed

Luisa Cassiano anerkender, at der på AU og de andre danske universiteter er indført tenure track-adjunkturer, der sigter mod fastansættelse som lektor efter en seksårig periode.

Men selvom det giver større sikkerhed i form af en længere kontrakt og klare krav og mål, er der ifølge Luisa Cassiano ikke den samme garanti for fastansættelse, som man ser i mange andre lande.

I Danmark skal man nemlig konkurrere med ansøgere fra hele verden, når man søger et lektorat, da stillinger skal slås åbent op.

“Det kan virke paradoksalt, at man ikke automatisk er den oplagte kandidat til en stilling inden for ens felt, når man har været her i samlet ni år som ph.d., postdoc og adjunkt. Det skaber yderligere usikkerhed og understreger behovet for mere åbenhed om karriereveje og muligheder,” siger hun.

Luisa Cassiano fortæller, at der ikke er lavet en egentlig undersøgelse af, hvor mange postdocer der ønsker at blive i Danmark, men hendes indtryk er, at mange gerne vil fortsætte deres karriere her – især hvis de har taget familien med eller har mødt en partner, mens de har været her. Samtidig er der også nogle, der bevidst vælger at tage erfaringen med hjem eller søger videre til industrien.

Hun tilføjer, at Junior Researcher Association håber, at Postdoc Appreciation Week bliver en årlig tilbagevendende begivenhed på AU, der kan samle og styrke gruppen af postdocer og yngre forskere på tværs af fakulteter og skabe bedre muligheder for karriereudvikling og klare karriereveje.