112 - tidsmangel

Hvilke billeder dukker op på din nethinde, når du forestiller dig ambulancepersonales arbejde?

Blod, hylende blå blink og en person, der løber hurtigt for at redde liv?

Sådan ser det ud nogle gange. Men andre gange – og oftere – handler arbejdet om mindre adrenalinfyldte situationer.
Det kan være at fragte en patient med to brækkede ben til sygehuset, fordi personen ikke selv kan køre.

Måske forestiller du dig også, at det er meget traumatisk for ambulancepersonale, når de skal redde nogen, der er faldet om med hjertestop? Det kan det være, men overraskende nok er det andre ting, der oftere virker belastende på dem.

Det fortæller Mads Lillethorup Persson, som skriver sit ph.d.-projekt om ambulancepersonales arbejdsmiljø.

Mennesker, der arbejder som ambulancepersonale, bliver udsat for samme mængde potentielle traumer i løbet af et år, som andre mennesker bliver i løbet af et liv, fortæller Mads Lillethorup Persson.

“Ambulancepersonalet er i et højrisikoerhverv, hvor traumer er en del af jobbeskrivelsen,” siger han.

Projektet skal ende med et e-læringsprogram, som forhåbentlig kan forbedre trivslen og forebygge psykiske udfordringer hos ambulancepersonale.

Men inden da skal Mads Lillethorup Persson lære, hvad der presser ambulancepersonalet, og hvor deres ressourcer kommer til kort. Og for at finde ud af det har han fire gange i løbet af det seneste år sat sig ind i en ambulance og kørt med på personalets 12-timersvagter.

Uddannet til hjertestop

Når 26-årige Mads Lillethorup Persson, som er uddannet psykolog, har kørt med ambulancerne fra Præhospitalet i Aarhus, har han siddet bagi og observeret ambulancepersonalet. Særligt har han haft fokus på, hvad der belaster dem, hvilke ressourcer de har, og hvad der fungerer godt og mindre godt i arbejdet.

En af hans vigtigste opgaver på bagsædet har været at pakke psykologteorierne væk, forklarer han. For da Mads Lillethorup Persson startede på sin ph.d. i februar, gik han ind i projektet med ‘psykologbriller’ på, fortæller han.

Undervejs blev han klogere.

“Jeg forestillede mig, at det mest traumatiserende ved jobbet måtte være noget med hjertestop. Det var vildt at opdage, at mere dagligdags ting som mangel på tid og patienter, man ikke kan hjælpe, er meget mere belastende,” siger han.

Det skyldes ifølge Mads Lillethorup Persson, at personalet er uddannet til de potentielt traumatiserende situationer. Det kan endda være en spændende arbejdsopgave for ambulancepersonalet at hjælpe en person med voldsomme skader.

“Det kan faktisk – uden at det skal lyde kynisk – være en fed oplevelse at få de her patienter med hjertestop. Det kan være givende, hvis personalet får lov til at bruge hele deres værktøjskasse og alle deres evner. De her mennesker er jo i faget, fordi de gerne vil hjælpe folk,” forklarer han.

Når Mads Lillethorup Persson har kørt med i ambulancerne, har han bemærket, hvordan personalet “skinner af professionalisme” – også i voldsomme eller akutte situationer.

“De bliver mere pressede i situationer, hvor deres træning og ressourcer er utilstrækkelige,” siger Mads Lillethorup Persson.

Belastende ikke at kunne hjælpe

Det er vigtigt at lave forebyggende arbejde, så ambulancepersonalet ikke bliver psykisk pressede af deres arbejde, mener Mads Lillethorup Persson.

“Selvom de er i et højrisikoerhverv, er de samtidig virkelig gode til at håndtere det. Det, som andre ville opleve som meget traumatisk, har de træning i og erfaring med at håndtere. Når de ikke har mulighed for at hjælpe, er det til gengæld virkelig belastende for dem.”

Mads Lillethorup Persson fortæller om en af de kørsler, han var med på, hvor en patient havde det rigtig dårligt med forskellige fysiske symptomer.

Men det viste sig, at personen havde et meget slemt angstanfald og var uden for livsfare.

Ambulancepersonalet måtte erkende, at de ikke havde mulighed for at give den rette hjælp. En tung erkendelse, husker Mads Lillethorup Persson. 

“Der er nogle ting i systemet, der kan være svære. Hvis man føler, at man burde gøre mere. Men der var ikke mere, de kunne gøre,” fortæller Mads Lillethorup Persson.

En anden episode, hvor personalet ikke kunne hjælpe, var hos en patient med sukkersyge, som havde lavt blodsukker.

“Det er relativt nemt for dem at fikse, når de først ved, hvad det er,” forklarer Mads Lillethorup Persson.

Men da personalet ankom til stedet, opdagede de, at noget af udstyret var i stykker, og pludselig kunne de ikke hjælpe alligevel. De endte med at ringe til en anden ambulance.

“Det var rigtig frustrerende for dem,” siger Mads Lillethorup Persson, der kunne se, at ambulancepersonalet syntes, at det var hårdt at føle, at de ikke havde løst deres opgave tilstrækkeligt. 

E-læringsprogram som supplement

Præcis hvilke situationer e-læringsprogrammet skal være en hjælp til, kan Mads Lillethorup Persson endnu ikke løfte sløret for. Han er nemlig ikke nået til programmeringsstadiet endnu.

Men han regner med, at e-læringsprogrammet bliver tekstbaseret. Og det skal være et supplement til eksisterende tiltag.

“Håbet er, at det kan være et værktøj til at håndtere situationer, før et muligt traume opstår,” fortæller han.

Han forestiller sig, at e-læringen skal bestå af relativt korte delelementer, som ambulancepersonalet kan køre igennem i ro og mag. 

Enten på basen eller under en kørsel uden udrykning, men ikke efter en hændelse.

“Jeg ville selv synes, at det var provokerende, hvis jeg havde været ude for noget helt vildt voldsomt, og min nærmeste leder sagde: Her har du det her e-læring, du lige kan køre, og så får du det godt igen,” siger han■