Social netværksanalyse – nu med soul
Ph.d.-studerende Lasse Mohr er med nummeret ’Social Forces: How Networks Affect Our Lives’ klar til at forsvare de danske farver i den internationale konkurrence ’Dance your Ph.D.’.
Efter lang tids stilhed er der endelig nyt fra musikfronten på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Lasse Mohr, der er ph.d.-studerende ved DTU Compute, har udgivet nummeret ’Social Forces: How Networks Affect Our Lives’ med tilhørende musikvideo, som nok skal komme til at hærge dansegulvene ved diverse fredagsbarer på DTU og i andre datavidenskabelige miljøer.
Temaet er Lasse Mohrs eget forskningsprojekt: analyse af sociale netværk med brug af big data. Genren er god, klassisk soulfunk, som The Meters og James Brown lavede den for længe siden, og som senest har fået en revival med superduoen Bruno Mars og Anderson .Paak – også kendt som Silk Sonic.
Med videoen satser Lasse Mohr på at vinde konkurrencen ’Dance your Ph.D.’ – en musikvideokonkurrence for ph.d.-studerende i hele verden arrangeret af magasinet Science.
“Jeg blev opmærksom på ’Dance your Ph.D.’ helt tilbage i 2019 og blev ret inspireret af videoen, der vandt. I starten handlede konkurrencen meget om dans, men efterhånden er musikken kommet til at spille en større og større rolle,” fortæller han.
Målsætningen for videoen har været at vinde konkurrencen, og det er det stadig. Men undervejs i produktionen blev Lasse Mohr også bare generelt opsat på at lave et sjovt og anderledes stykke forskningsformidling. I selve videoen giver han den som animeret underviser med sokkedukker som elever, mens kolleger fra hans forskningsgruppe agerer levende netværk, bundet sammen af rødt satinbånd og filmet fra en drone.
“Jeg har været ret opsat på, at det skulle være sjovt. For jeg synes, at meget af den formidling, der bliver lavet, er dybt kedelig, og det tror jeg også, den er for den brede befolkning – i hvert fald den, der kommer direkte fra forskere,” siger Lasse Mohr, der også tidligere har deltaget i konkurrencen ’Copenhagen Science Slam’, hvor han nåede finalen.
Løber man en risiko for ikke at blive taget seriøst som forsker, når man laver sjov formidling?
“Alle, jeg har vist det til – professorer, kolleger – synes, det er super fedt. Så jeg har fået meget positiv respons. Nu må vi se … det kan være, det viser sig, at så forventer folk bare sjov og ballade fra mig. Men jeg tror det ikke.”
Unge nu om dage vil jo have gangsta rap og den slags, men du kører med klassisk soulfunk. Er det i virkeligheden professorerne, du gerne vil imponere?
“Det må jo så blive genren for den næste produktion. Men valget af musik er mest bare udtryk for, at det er den musik, jeg selv lytter til, og den, vi har lyst til at skrive.”
Et album?
“Ha ha … Jeg tror ikke, jeg er færdig med at lave de her formidlingsprojekter, hvor fokus er at holde det skarpt og sjovt. Om det skal være musikvideoer eller noget andet, ved jeg ikke. Men nu skal jeg lige have lavet noget mere forskning først. Det må være den rigtige rækkefølge.”