Data fra tegninger, legetøj og ler

Forskningsresultater er vigtige, men man skal heller ikke kimse ad de faglige sidegevinster, der kan falde af undervejs. For eksempel afprøvning og udvikling af metodiske værktøjer, der potentielt kan være med til at rykke ens forskningsfelt som helhed.

Den oplevelse har Ene Ernst Hoppe, ph.d.-studerende ved Institut for Naturfagenes Didaktik på KU, haft i arbejdet med sit projekt, der handler om folkeskoleelevers deltagelse i naturfagsundervisningen i overgangen fra mellemtrin til udskolingen. Her har hun suppleret sin indsamling af interview og etnografisk feltarbejde med såkaldt “kreative data” – data indsamlet ved hjælp af kreative metoder, som kan hjælpe til at få adgang til følelser, forventninger og holdninger, der ikke lige sådan kommer frem gennem sproget. For eksempel gennem kropslige eller kunstneriske udtryk.

“Et interview er drevet af verbale udvekslinger, og med etnografiske tilgange vil det være det sete og hørte, som noteres af forskerne, der optager plads. De kreative metoder kan sætte det sproglige i baggrunden. Du kan ikke nødvendigvis undvære det sproglige, men du kan arbejde på, at det ikke alene får lov til at sætte dagsordenen for de empiriske data”, fortæller Ene Ernst Hoppe.

Piger løser opgaver, drenge leger

Hendes projekt er en bevilling fra Ph.d.-rådet for Uddannelsesforskning, og det har fokus på overgangen fra 6. til 7. klasse, hvor eleverne går fra at have to ugentlige timer med natur/teknologi til tre fagspecifikke naturfag: fysik/kemi, biologi og geografi. Ved at observere og interviewe de samme elever i både 6. og 7. klasse gennem en længere periode forsøger hun at stille skarpt på, hvad der gør, at nogle elever deltager og trives i naturfagstimerne, mens andre ser ud til at vente på, at klokken ringer ud.

En af de problemstillinger, hun har fokus på, er, at fagene mere eller mindre appellerer til nogle særlige deltagelsesformer og dermed ekskluderer andre.
STEM-fagene har generelt behov for flere unge på uddannelserne, men det er især pigerne, det kniber med at gøre interesserede. I sin undersøgelse kan Ene Ernst Hoppe også konstatere, at kønnet er et element i det komplicerede samspil mellem fagets udvikling og elevernes udvikling.

“Et fokusområde fra forskningen, som jeg kan genkende i mine egne data, er den ide med, at eleverne helst skal gå lidt ud over undervisningsformen – udfordre den. Og her viser dele af mine data, at nogle drenge er mere legende med stoffet. De skal lige prøve nogle andre ting af eller hen for at se, hvad deres klassekammerater laver. Og så er der en større gruppe af pigerne, som går meget op i at gøre, præcis hvad de bliver bedt om, og er meget disciplinerede i deres tilgang. Spørgsmålet er, hvad det betyder for elevernes tilgang til faget, og hvad faget kan tilbyde dem”, siger hun.

Genstande kan mediere andre fortællinger

Ord fortæller meget, men de fortæller ikke alt. Særligt ikke når det er børn og unge, man arbejder med. Ene Ernst Hoppe blev introduceret til arbejdet med kreative tilgange, da hun ved siden af sit eget projekt blev involveret i et større forskningsprojekt, der blandt andet undersøger elever i 0. klasse og deres forståelser af science. Det fik Ene Ernst Hoppe til at inddrage de kreative metoder i sin egen dataindsamling for at se nærmere på, hvordan man som forsker møder børn og unge, der ikke nødvendigvis har et sprog for det, de gerne vil tale med dem om.

“Jeg blev sat til at kigge på, hvad der er af muligheder, og det åbnede for et felt, hvor kreative, visuelle og performative metoder anvendes til at møde projektdeltagerne på andre måder end gennem det talte. Det er et ret stort felt, som optræder på forskellig vis, alt efter om vi kigger mod antropologien, psykologien eller pædagogikken”.

Et af de centrale metodiske greb er brugen af artefakter – genstande. Det kan være alt fra legetøj til tegninger eller fotos. Formålet er at flytte fokus, og at artefaktet bliver en slags katalysator for informationer, der ikke ville komme frem i en almindelig spørgsmål-svar-situation. Hun nævner bl.a., hvordan fotografier, bamser eller musik kan være et medie til at tale igennem.

“På den måde flyttes fokus fra barnet over på noget andet, og det gøres lidt mere fiktivt. Det kan være en hjælp, hvis det er emner, der er sårbare, eller som bare er svære at få sat ord på”, siger Ene Ernst Hoppe.

Oplevelser udtrykt i ler

I den kuriøse ende har hun selv undervist på et ph.d.-kursus, hvor hun bad deltagerne udtrykke oplevelsen af livet som ph.d.-studerende i form af lerfigurer, de skulle forme.

“For eksempel var der en, der formede en lille krop med et enormt stort hoved for at illustrere følelsen af, at man skal vide enormt mange ting og udvikle en masse viden”.

Men at man har mange ting inde i sit hoved kan jo nemt formuleres sprogligt. Hvorfor skal man bruge en halv time på at forme det i ler?

“Det handler om nogle gange at få tingene væk fra dig selv og prøve at se det udefra. Der er noget kraftfuldt ved, at det ligger der som en visualisering. Men spørgsmålet er ikke kun, om det giver noget nyt. Det handler også om at skabe en triangulering af den viden, der allerede findes. Og i mine egne data kan jeg se, at det i hvert fald har udfordret, hvad jeg ellers har set igennem interview og mit etnografiske feltarbejde”, siger Ene Ernst Hoppe

Hun har netop fået udgivet en artikel med sin ph.d.-vejleder Henriette Holmegaard, hvor hun beskriver brugen og potentialet ved kreative metoder. Og så bruger hun dem som nævnt også i sit eget ph.d.-projekt.

Tegning viste det modsatte af det sagte

“Jeg har afholdt de her kreative workshops med eleverne, hvor der har været nogle aktiviteter, som de selv får lov til at fortolke. Og noget af det har været sindssygt interessant. For eksempel er der en af eleverne, som i interviewet har forståelse for natur og teknologi, som finder dele af faget spændende, og som også forsøger at deltage i undervisningen. Men da han så skal tegne sig selv i faget, tegner han en sovende person. Det fortæller mig noget om, at der er en indre, følelsesmæssig oplevelse af faget, som er modsat det, jeg ellers ser og hører. På den måde får jeg en anden indgang til den her elevs verden”, fortæller hun.

De kreative workshops, som bestod af forskellige aktiviteter som tegninger, digte og breve, har givet mulighed for at arbejde med begrebet “defamiliarization”, der udfordrer det, der tages for givet – som eksempelvis elevernes forståelse af natur og teknologi.

“Jeg anvender de kreative metoder mere og mere, fordi jeg kan se nogle styrker i dem. Jeg går endnu ikke ind og fortolker på de kreative data, for det kan være rigtig svært. Men jeg synes helt klart, at de kreative metoder kan hjælpe til at få nogle komplekse sammenhænge frem i lyset, fordi de giver mulighed for at udtrykke mere subtile følelser, tanker og forestillinger, som kan bringe nye perspektiver til at forstå nogle af de udfordringer, vi ser inden for STEM-feltet”.