I kamp mod metanprutter

Negative resultater er også resultater. Dette forskningsmæssige mundheld må Mirka Mølgaard Thorsteinsson af og til minde sig selv om. For hendes forsøg, der skal vise, om tang vil kunne nedsætte metanudledningen fra køer, viser ikke just lovende resultater.

“I forhold til den tang, man kan høste på den nordlige halvkugle, så viser mit forsøg ikke, at det hæmmer udledningen af metan. Så kan man stadig teste andre tangarter, og det giver også mening at undersøge, om man kan bruge tang som fodermiddel generelt. Men jeg må konstatere, at jeg ikke har fundet noget banebrydende endnu – desværre”, siger hun.

Kvægdrift betragtes som en af de absolut mest klimabelastende former for fødevareproduktion, ikke mindst på grund af det metan, køerne udleder, når de prutter. Derfor forskes der ihærdigt i muligheden for at nedbringe metanproduktionen i køernes fordøjelsesproces gennem tilsætningsstoffer i foderet. Og her har der været store forhåbninger til tang, der har den fordel, at den i modsætning til mange kunstige tilsætningsstoffer kan bruges i økologisk mælkeproduktion.

“Vi har talt om det i mange år. Og så er det jo godt at slå fast, at det er i hvert fald ikke det her tang, der gør det. Det er jo ikke, fordi man tænker: Wow, hvor spændende. Men der er også behov for at få afkræftet ideer”.

Det hemmelige stof

Så er der til gengæld mere optimisme at hente i forhold til to andre fodertilsætningsstoffer, som Mirka Mølgaard Thorsteinsson også undersøger. På grund af en patentsøgningsproces, der ikke er afsluttet, kan de kun omtales som “Stof X” og “Stof X2”.

“Det virker i hvert fald på metan. Og i modsætning til tang, der skal udgøre 2-4 procent af foderet, er det her bare et lillebitte drys, der skal til. Men det er stadig rimelig nyt. Der er kun gennemført ét forsøg med Stof X – som jeg har gennemført – mens et andet stof, som også er meget lovende, der hedder 3-NOP, er blevet testet i 40-50 forsøg”, fortæller hun.

Stof X og X2 er dog ikke anvendelige i økologisk produktion.

Forsøgene, som hun foretager omkring tilsætningsstoffer, kan groft sagt deles op i to typer. Først udvælger hun de mest lovende tangarter i en opsætning, hvor hun simulerer køernes mave.

Det sker ved at tilsætte foder og tang til noget vomvæske hentet ud af maven fra en ko. Det placeres i en varm beholder, hvor kan man måle udviklingen af metan.
Næste skridt er forsøgene med rigtige dyr. Her testes, hvordan stoffet påvirker både metanudledningen og fordøjelsen. Først tages tarmprøver ud af koen gennem nogle rør, den har fået indopereret. Herefter testes udledningen i et respirationskammer – en stor plastikkasse, som koen står i, hvor man kan måle koncentrationen af metan, ilt, CO2 og brint.

Bor i stalden

Forsøgsperioden med de levende dyr varer 12 uger, og det indebærer temmelig skæve arbejdstider.

“Prøverne fra køerne skal tages hver niende time. Det tager 3 timer at tage prøverne, og så har vi 6 timers pause, og det står så på i 3-4 døgn, hvor vi nærmest bor i stalden nat og dag. Og det skal gentages hver tredje uge. Det er hårdt, og efter opsamlingsperioden har man det lidt, som om man er kommet hjem fra Roskilde Festivalen. Men det er også sjovt, og køer er dejlige dyr at arbejde med, selv når man står klokken 3 om natten og skal indsamle prøver. Så står man og taler lidt med koen og nusser den lidt og venter på, at den pisser i ens kop”.

Når man studerer husdyrvidenskab, er man ifølge Mirka Mølgaard Thorsteinsson ikke ligeglad med, hvilke dyr man har med at gøre.

“Sådan har vi det vist alle sammen, os, der arbejder med husdyr. Enten kan man lide drøvtyggere – køer, får og geder – eller enmavede dyr som grise og fjerkræ. Jeg har altid godt kunnet lide dyr. Så startede jeg på agrobiologi på AU, og der blev det rimelig hurtigt klart, at det er køerne, som jeg synes er mest spændende. Det er dejlige dyr at arbejde med med deres store, brune øjne. Grise har en anden personlighed. Dem kan man lege med og lære tricks, men de er næsten for kloge”.

Landmænd viser enorm interesse

Mirka Mølgaard Thorsteinsson havde en lidt tøvende indgang til forskningsarbejdet for lige at mærke efter, om det var den vej, hun havde lyst til at gå. Det var det.

“Jeg startede bare som videnskabelig assistent, hvor jeg skulle gennemføre nogle forsøg og skrive en artikel om det. Det var bare 9 måneder, så man forpligtede sig ikke til så meget. Men efter det tænkte jeg, at forskning faktisk var det eneste i hele verden, jeg ville lave. Det er spændende at finde ud af ting, man ikke vidste før. Og så er det rart, at man er uafhængig, og der ikke står et firma og presser på for at få et produkt godkendt. Hvis det ikke virker, kan jeg skrive: Det virker ikke”.

Det betyder dog ikke, at der ikke er mange spændte øjne rettet mod Mirka Mølgaard Thorsteinsson og den forskningsgruppe, hun er en del af. Efterhånden som klima- og miljøindsatsen bliver mere og mere presserende, øges presset på landbrugssektoren og ikke mindst kvægdriften. Et eksempel på mulige konsekvenser kan ses i Holland, hvor regeringen i begyndelsen af året fremlagde en plan, der skal reducere bestanden af landbrugsdyr med 30 procent inden for de næste ti år.

“De går da vildt meget op i det her, landmændene. Når vi har seminarer og konferencer, kommer der mange landmænd, og de er enormt interesserede i at finde løsninger, og udfordringen i øjeblikket med de metanhæmmende foderadditiver, der findes, er, at de hæmmer dyrenes foderoptag. Og hvis dyrene æder mindre, producerer de mindre mælk. Men kan vi finde noget, der kan gøre deres produktion mere bæredygtig, uden at det mindsker mælkeproduktionen, er de mere end villige til at bruge det”.

Gråhårede agronomer

Det er ikke bare køerne, der er dejlige at arbejde med. Ifølge Mirka Mølgaard Thorsteinsson nyder hun og hendes ph.d.-kolleger godt af en arbejdsplads, hvor man bliver værdsat og har en høj grad af selvbestemmelse – og har det sjovt.

“Vi er rimelig mange ph.d.-studerende, så vi er der meget for hinanden og har det oprigtigt sjovt, mens vi arbejder. Ham, jeg deler kontor med, laver lidt det samme – forsker i foder­additiver til at hæmme metan, bare på nogle andre projekter. Så vi kan diskutere vores resultater og supplere hinandens forskning”.

Efter ni måneder som forsknings­assistent var hun sikker på, at hun ikke havde lyst til at lave andet end at forske, og sådan har hun det stadig. Hun er allerede i gang med at søge midler til en 3½-årig postdocstilling, som hun, om alt går vel, kan fortsætte i, efter at ph.d.-afhandlingen er indleveret til april næste år.

Og jobudsigterne er heldigvis fornuftige. Det kan hun konstatere ved at se på alle de gråhårede forskere, hun arbejder sammen med.

“Der er rigtig mange agronomer omkring 60 år, og det er vist det samme på andre universiteter ude i verden. Så jeg tror, jeg er født på det rigtige tidspunkt, i forhold til at de begynder at gå på pension”.

Mirka Mølgaard Thorsteinsson