Havde politikerne lyttet til humanister, havde de ikke gjort os afhængige af Putins gas

Igen i septembernummeret var Forskerforum præget af rapporterne om humanioras udsatte stilling på danske universiteter. I lederen anfører Brian Arly Jacobsen, at problemet til dels er humanisternes egen skyld, idet vi ynder at fremstille os som et ganske særligt fagområde, især udmærket ved en principiel kritisk holdning til samfundsspørgsmål. Uden eksplicit at nævne det har Brian Arly Jacobsen nok bl.a. interessen for identitetspolitik på de humanistiske fakulteter i tankerne.

Men selvom visse humanister ynder at fremstille deres fagområde som adskilt fra andre videnskaber, gælder det ikke for størstedelen af dem. Faktisk ligner humanvidenskaberne de andre videnskaber på de fleste punkter. Her er et af de vigtigste: Alle videnskaber udvikler viden, som, anvendt med omtanke, er nyttig for samfundet. Når politikerne ikke anerkender dette for humanioras vedkommende, skyldes det dog næppe deres ubehag ved den nylige identitetspolitik. Underudnyttelsen af humanistisk viden går meget længere tilbage.

Den negative holdning til humanistisk viden er et bevidst element ved dansk politik, ikke en aktuel politisk kontrovers.

Corydon og økonomerne

Dette dokumenteres af en artikel af en af de mest indflydelsesrige figurer i nyere dansk politik, Bjarne Corydon, som var en yderst magtfuld finansminister i årene 2011-2014. I en artikel i Samfundsøkonomen 2/2020 skriver han om politikernes brug af videnskabelig ekspertise, at indspil fra “sociologer, filosoffer og humanister … kun sjældent kan bruges i praksis”.

Økonomernes bidrag er der­imod højst anvendelige, og Corydon begrunder ironisk nok dette med et humanistisk argument hentet fra videnskabsfilosofien: Økonomernes bidrag har en mere “normalvidenskabelig” karakter, i Kuhns forstand, end humanvidenskabernes. Nu mente Kuhn faktisk, at heller ikke samfundsvidenskaberne havde “normalvidenskab”, og Corydon kommer da også uforvarende til at afsløre en mere reel, politisk-praktisk forklaring på forskellen.

Han beskriver, hvordan effektive videnskabelige rådgivere og eksperter skal være i besiddelse af “proceskundskaber”, hvormed de kan integrere deres faglige viden med forståelsen af den politiske virkelighed og det forvaltningsmæssige mulighedsrum. Økonomerne har ifølge Corydon mere end andre ekspertgrupper opdyrket “kontekstkompetencer”, dvs. evnen til at anvende økonomisk forskning og tilfredsstille efterspørgslen efter økonomiske styringsredskaber. Der består ifølge Corydon en “vidtrækkende dialektik” mellem økonomisk ekspertise og politik. Her bruger Corydon igen et fint filosofisk begreb til at fortælle, at økonomisk tankegang ikke blot er et redskab for politikken, men har gennemsyret den og også definerer dens mål såsom stadig økonomisk vækst.

Kort sagt, humanisternes manglende nytteværdi i politikernes optik er simpelthen et udtryk for, at politikerne i forvejen har lagt sig fast på, at drivkræfterne i det danske samfund og den internationale politik er rent økonomiske. Forestillingen om humanioras manglende nytte er således resultatet af en cirkelslutning.

Advarede mod Putin

En nylig begivenhed har imidlertid vist værdien af humanvidenskabelig viden. Det er Ruslands invasion af Ukraine: utvivlsomt den mest skelsættende enkeltbegivenhed i Europa siden afslutningen på 2. verdenskrig.

Der var klare tegn på denne krig, hvis man kendte russisk historie og satte sig ind i, hvordan Putin har markedsført denne historie i den seneste tid. Putin ser sig selv i linjen fra russiske zarer som Peter den Store, der udvidede Ruslands territorium på bekostning af små nabonationer, og disse storrussiske ambitioner blev videreført af Stalin, der bl.a. indlemmede de baltiske lande.
Putin har meget sigende betegnet opløsningen af Sovjetunionen som “den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede” og prøver energisk at gøre skaden god igen. Han underbygger dette med sære metafysiske ideer om Rusland som bærer af en særlig værdifuld kultur og verdenshistorisk mission.

Dette er velkendt stof for danske og internationale humanistiske forskere, og det kommer nu frem i bagklogskabens klare lys. Men det blev ignoreret af politikerne, indtil Putin foretog sit overfald.

Holdningen hos dem, i Danmark såvel som internationalt, er, at humanistiske analyser af denne art er overfladiske og irrelevante, fordi de ikke forholder sig til de økonomiske kræfter, der reelt styrer storpolitikken. Den politiske tænkning i Europa var, at Rusland kunne fredeliggøres ved at inkludere landet i et europæisk økonomisk fællesskab. Men for Putin var det økonomiske samarbejde tværtimod et middel til at realisere de imperiale drømme, idet et økonomisk afhængigt Europa ikke ville modsætte sig en genoplivet russisk ekspansionspolitik. Putin og den russiske magtelite tænker i nationalistiske baner, som vi mente at have lagt bag os i resten af Europa, herunder Danmark, og de er en væsentlig drivkraft i russisk politik.

Økonomisk historiefortolkning dominerer

Det er interessant at iagttage, hvordan kommentatorer har svært ved at slippe den økonomiske fortolkning af Putins politik. Man har kunnet læse, at formålet med krigen alene er at sikre kontrollen med vigtige råstofressourcer i Donbas-regionen, eller, endnu sim­plere, at det for Putin bare drejer sig om at sikre yderligere rigdomme for sig selv og sine oligarkvenner. At Putin virkelig skulle tro på sin gammelnationalistiske fortælling, er umuligt at tage alvorligt, når man har lagt sig fast på en økonomisk historieforståelse. Men fortællingen har i det mindste været god nok til at skabe en betydelig opslutning bag krigen i den russiske befolkning.

Hvis Europas politikere havde trukket på humanisters viden om Ruslands historie og Putins nylige bestræbelser på at genoplive den, kunne vi måske have undgået den ulykkelige krig i Ukraine.

Vi ville så ikke have givet Putin den monopolstilling som leverandør af energi til Europa, uden hvilken han næppe ville have kastet sig ud i denne farlige operation. Hermed være ikke sagt, at historikere og andre humanister kunne have forudsagt denne udvikling med nogen sikkerhed. Men deres viden og synspunkter kunne og burde have spillet en større rolle for den politiske beslutningsproces, i Danmark såvel som i andre lande.

Humanistisk forskningsberedskab

Konklusionen på ovenstående analyse er, at dimensioneringen af universitetets fag og fagområder må ske ud fra en bred vurdering af deres samfundsværdi, som ikke lader sig aflæse alene ud fra aktuelle tal for hastigheden af kandidaternes afsætning på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt for et lille land som Danmark at have sit eget minimale forråd af viden om verden og et forskningsberedskab til at holde forrådet ajour.

Ellers vil begivenheder som den i Ukraine altid komme bag på os, og vi vil ikke have redskaber til at analysere dem. Det er i den forbindelse fx nødvendigt at have et beredskab af små slaviske sprogfag.

Ellers kommer vi i den situation, at vi efterhånden kun kender til det, der foregår i vores østeuropæiske nabolande, via engelsksprogede kilder, især amerikanske, som typisk ser på verden igennem deres egne briller.

Vi skal klogeligt afholde os fra at komme med konkrete anbefalinger vedr. de humanistiske fags dimensionering her. Vores ærinde har alene været at påpege den samfundsmæssige værdi af den viden, der udvikles af disse discipliner, og at advare imod en forskningspolitik, som alene tager udgangspunkt i fagenes afsætning af kandidater på det private arbejdsmarked.