Tysk forsker roser det danske system, selvom det ikke er ’rigtig’ tenure

Dansk tenure track har været udsat for en heftig kritik, bl.a. fordi der ikke følger den samme jobsikkerhed med som i mange andre lande. Det har fået professorerne Niels Kærgård og Peder Andersen til at skrive i en kronik, at det svarer til at sælge hestekød under betegnelsen “beef”, når danske universiteter lancerer stillinger som “tenured” og “tenure track” internationalt.

Tyske Manuel Menke, der er Tenure track adjunkt på Institut for Kommunikation på KU, siger, at det tog tid for ham at finde ud af, at der ikke er rigtig tenure i Danmark. Han fik dog rådgivning via sit faglige netværk, inden han søgte stillingen, så han vidste det godt, at det forholder sig sådan, inden han takkede ja og flyttede sin tilværelse og fremtid fra München til København.

”I Danmark kaldes det en fast stilling, men du kan fyres, så det er forskelligt fra, hvad andre lande forstår ved tenure. I Tyskland er professorer eksempelvis ansat som tjenestemænd, som ikke kan afskediges. Tenure er vigtigt for forskningsfriheden og for muligheden for at forholde sig kritisk som forsker, men i Tyskland blokerer nogle uambitiøse professorer også for, at unge forskere med ny friske ideer kan komme til ”, siger Manuel Menke.

Han tilføjer, at han er overrasket over, hvor stor en stor indflydelse politikerne har på universiteterne i Danmark, og hvor meget de faktisk blander sig.

”Det bidrager til, at der er usikkerhed om økonomien og om ens ansættelsessikkerhed, men det er til at leve med, fordi systemet i Danmark på mange andre områder er meget bedre end i Tyskland”, siger han.

Risiko for magtmisbrug

En af forskellene er ifølge Manuel Menke, at systemet i Tyskland er meget hierarkisk opbygget og at professorerne bestemmer stort set alt.

Professorerne har hver deres faste bevilling fra staten, som de selv disponerer over, så de kan ansætte 4-6 ph.d.er, postdocs og administrative medarbejdere, og mange får også eksterne midler, så de kan opbygge meget store forskningsgrupper.  

”Systemet giver risiko for magtmisbrug, fordi hver enkelt professor er en ø med sine egne ansatte.  Som ph.d. er du stærkt afhængig af din professor, fordi vedkommende har ansat dig, han er din vejleder, og han giver dig karakterer. Hvis du har en god vejleder, kan du have en vidunderlig ph.d.-tid, og hvis du har en dårlig en forfærdelig tid”, siger han. 

Efter 12 år er det slut

En anden grund til, at Manuel Menke valgte at søge væk fra Tyskland, er en lov fra 2007 med den mundrette navn "Wissenschaftszeitvertragsgesetz", eller WissZeitVG) i daglig tale, der foreskriver, at videnskabeligt og kunstnerisk personale højst må arbejde samlet i 12 år på tidsbegrænsede kontrakter på universiteter i Tyskland.

Formålet er at beskytte forskerne mod usikkerheden ved at blive ansat på den ene tidsbegrænsede kontrakt efter den anden uden nogensinde at have udsigt til at få en fast stilling, men i realiteten har loven gjort det endnu mere usikkert og stressende at være forsker i Tyskland, mener Manuel Menke.

Det tager seks år at blive ph.d. i Tyskland, og derefter har forskerne altså yderligere seks år til at kvalificere sig til at blive i den akademiske verden.
Den eneste mulighed er at få et professorat, men der mangler stillinger i forhold til antallet af kvalificerede ansøgere, så det er et fåtal, som slipper igennem nåleøjet.

Ifølge det føderale statistikkontor i Tyskland, arbejdede lidt over 400.000 personer som "videnskabeligt og kunstnerisk personale" på tyske universiteter i 2019. Omkring 180.000 af dem var ph.d.-kandidater og i alt 87 % af de akademiske medarbejdere var ansat på tidsbegrænsede kontrakter. Til sammenligning havde 50 % af forskere i Storbritannien faste stillinger i 2018/19.

”WissZeitVG betyder, at mange bliver smidt ud af universitetet, selvom de er fremragende forskere, fordi der er for få professorater og ingen alternativer. Konkurrencen er helt ekstrem hård i Tyskland, fordi målet er at presse folk til at opnå deres fulde potentiale, men det har store konsekvenser for folks mentale helbred og gør det umuligt at planlægge et normalt familieliv”, siger Manuel Menke.

Han forklarer, at en anden regel foreskriver, at forskere skal ansøge på et andet universitet på hvert akademiske niveau for at undgå nepotisme, så alle må rykke deres familie op med rode og flytte mindst to gange i deres karriere.

Ifølge Manuel Menke opleves det som et kæmpe nederlag ikke at få et professorat, selvom det måske kun er nogle få procent, der klarer den, så mange forlader universitetet i stilhed.

”Når du er midt i 40’erne og har været ansat på universitet i 12 år, er du måske ikke så attraktiv for arbejdsgiverne, og så kan det være svært at skabe en ny karriere, men der er muligheder”, siger han.

Som at vinde i lotteriet

Manuel Menke stod selv i 2020 efter ti års ansættelse på tyske universiteter overfor et valg: Ville han satse på at blive en af de få udvalgte, der opnår drømmen om et professorat, eller ville han søge til udlandet i jagten på en fast stilling?

”Jeg skulle beslutte, om jeg ville satse på at være en af lottovinderne, eller om jeg ville satse internationalt. Hvis du klarer den og bliver professor, er du sikret for livet med en fast stilling, du ikke kan fyres fra, god løn, frihed til at forske og din egen forskningsgruppe, men ellers ryger du ud”, siger han.

I stedet for at gamble søgte og fik han et tenure track adjunktur på Københavns Universitet, og det har han ikke fortrudt. For første gang i sit akademiske liv, føler han, at han kan planlægge flere år frem og opbygge et familieliv.

”Systemet i Danmark indeholder også de samme elementer som i Tyskland, der skaber stress og usikkerhed, fordi mange er ansat tidsbegrænset, og der er for få faste stillinger, men jeg har en oplevelse af, at folk samarbejder mere og konkurrerer mindre intenst. Systemet i Danmark bringer folk sammen i øjenhøjde, og her bliver jeg ikke set anderledes på end en professor”, siger Manuel Menke.

En ting, han dog lige skulle vænne sig til, er, at de studerende i Danmark er meget mere åbne, ligefremme og kritiske end i Tyskland, hvor de studerende sjældent taler med deres undervisere.

”De studerende i Danmark er meget ærlige og påpeger dine fejl og mangler, og hvis der er noget, de ikke kan lide ved undervisningen, men det er godt, da du må kende dine fejl, hvis du vil forbedre dig”, siger han.