Dansk Magisterforening

Hvad er humanioras særegenhed?

© Foto: Privat

Brian Arly Jacobsen
Del artikel:

I en prognose udarbejdet af DM og beskrevet i nærværende udgave af Forskerforum fremskrives humaniora-optaget til i værste fald at være halveret inden for de næste 13-14 år sammenlignet med årets optag. Uden at gå ned i nogen skyttegrav og indlede en krig med meningsmodstandere, når det gælder humanioras fremtid, kan det også være gavnligt at vende sig indad og understrege, hvad der behøver at blive gjort inden for egne rækker, det vil sige de humanistiske fakulteter.

Et første skridt kunne være at opgive tanken om humanistisk forskning som noget anderledes og specielt. Ganske vist er studieobjektet mennesker og vores kultur, men dette er jo ikke noget, som humaniora som forskningsfelt har monopol på. Læger, sociologer, politologer, jurister, geografer, økonomer, psykologer, kriminologer og statistikere har jo også mennesket som studieobjekt. I stedet for at hævde en særegenhed, som faktisk ikke findes, er det både nødvendigt og mere effektivt at pege på det, som forener humanistisk forskning med alle andre videnskabsfelter.

Samtidig med det første skridt, at nedtone humanioras særegenhed, er det også nødvendigt at understrege, at humanister besidder visse kompetencer og færdigheder, som ikke nødvendigvis findes inden for andre videnskabsfelter. En mulig færdighed er betoningen af, hvad det indebærer at være menneske. Selv om sådanne spørgsmål med fordel også kan (og skal) diskuteres og udforskes inden for andre områder, kan dette siges at være en af tyngdepunkterne inden for den humanistiske videnskab.

Vi bør med andre ord stræbe efter at tage udgangspunkt i teoretiske modeller, som forsøger at beskrive og forklare, hvordan verden er, snarere end moralske modeller, som har som mål og ambition at beskrive, hvordan verden bør være.

Et andet skridt er at betone, at forskning skal bedrives på basis af videnskabelige metoder snarere end personlige opfattelser af, hvordan verden burde se ud (det er ikke kun humaniora, der har det problem – denne tilgang kan man finde hos forskere inden for mange discipliner).

Vi bør med andre ord stræbe efter at tage udgangspunkt i teoretiske modeller, som forsøger at beskrive og forklare, hvordan verden er, snarere end moralske modeller, som har som mål og ambition at beskrive, hvordan verden bør være. Med dette in mente er forskning, som drives af personlige overbevisninger om, hvordan verden burde se ud, en del af problemet. For hvem skal afgøre, hvilken forskning og hvilke resultater der skal bringes frem?

At hævde, at humanioras samfundsnytte bygger på en vilje til at “forandre det bestående samfund”, som vi lever i, bliver i bedste fald vagt og utydeligt. I værste fald bliver det forskning, som kun bekræfter forskerens egne ønsker, forhåbninger og visioner om samfundet. For hvem skal afgøre, hvordan og for hvem samfundet skal forandres? I stedet bør vi som forskere stræbe efter at levere robuste forklaringer og teorier om verdens beskaffenhed uden at behøve at bekymre os om noget andet end de krav, som videnskaben stiller for god forskning.

Et tredje skridt er at øge samarbejdet mellem videnskaberne. For stadig flere mennesker bliver det åbenlyst, at fremtidens samfundsmæssige udfordringer, eksempelvis klimaforandringer, kunstig intelligens, big data, terrorisme og sikkerhed, en aldrende befolkning og integration (bare for at nævne nogle akutte udfordringer), ikke tilhører eller ejes af ét videnskabsområde eller ét specifikt land i verden.

Humanister må blive bedre til at fremhæve deres resultater og gøre sig mere relevante for den samfundsmæssige debat, noget, som ikke automatisk indebærer, at alle humanister skal studere vores samtid – snarere tværtimod.

Jeg ser, at fremtidens humaniora frem for alt må søges i mellemrummet mellem de traditionelle emner og fakultetsgrænserne. I stedet for at hævde en særegenart, som knap eksisterer, og som ikke tjener humanioras emner, er det gennem uventede kombinationer af teorier, metoder og spørgsmål, at nye forskningsfund kan udvindes. Det er præcis i mellemrummet mellem forskellige emner og discipliner, at de seneste årtiers mest interessante teorier og analyser har udviklet sig.

Tænk eksempelvis på den sproglige vending, betoningen af rum og materialitet eller kroppens betydning i dagens forskning. Samtidig med at fremtidens forskning må fortsætte med at være grænseoverskridende, synes de gamle inddelinger i fakulteter og emner ikke at favorisere denne udvikling. Universiteternes interne organisering – er det min påstand – fremmer ikke ligefrem aktuelle forskningstemaer.

Forskere bør stræbe efter at leve op til de forventninger, som skattebetalerne har grund til at forvente sig af god videnskab, et faktum, som gælder for alle videnskaber og ikke kun humaniora.

}