”Der ligger hele tiden en skygge og spørgsmålet: hvad sker der med mit land?”

Den 24. februar var det ikke alarmklokken, der vækkede Alina Korobeinyk. Det var eksplosioner. Den første, der fandt sted ved 5-tiden, sov hun igennem. Men den anden var så kraftig, at den satte gang i bilalarmerne nede på gaden. Og Alina slog øjnene op til en forandret verden.

”Fra det øjeblik eksisterede mit normale liv ikke mere. Det var forsvundet. Du kan sikkert huske, hvordan det var, da verden lukkede ned for covid-pandemien. Men det var ingen ting ved siden af det her”, fortæller hun.

De første timer gik med at finde ud af, hvad der overhovedet foregik. Fra sine venner i forskellige chatrum fandt hun ud af, at Antonov-lufthavnen nord for Kyiv var blevet bombet, og at det måske var de brag, hun havde hørt. At Rusland havde gjort alvor af truslen om en invasion var på en måde ikke overraskende, men alligevel et chok, da det skete.

”Vi har jo været i krig i otte år. Men ingen forventede en så omfattende invasion og en katastrofe af det omfang. Vi var blevet truet med invasion mange gange fra Kreml. Senest med at det ville ske den 16. februar, men der skete ingenting. Så der var egentlig ikke nogen akut trussel i luften den dag”.

Hverdag med simple formål

Kyiv blev aldrig taget af russerne. Men i krigens første dage var truslen overhængende. Allerede efter et døgn var der russiske tropper de nordlige forstæder. Fly- og missilangrebene kom med jævne mellemrum, og luftalarmen blev hurtig en del af del af hverdagens lydbillede.

I knap en måned levede Alina Korobeinyk i den krigsramte by. Men i dag kan hun fortælle sin historie under fredelige forhold, uden et bagtæppe af eksplosioner og luftsirener. Den 21. marts kom hun til Aarhus som første deltager i et særligt program, Aarhus Institute of Advances Studies (AIAS) i al hast satte i gang med støtte fra AU’s forskningsfond, hvor 10-15 ukrainske forskere tildeles fellowships på 6-12 måneder.

Hun er kemisk fysiker og ansat som forsker ved Chuiko Institute of Surface Chemistry, som hører under National Academy of Sciences of Ukraine. Hun tog sin ph.d.-grad ved University of Brighton i materialekemi, og i dag forsker hun blandt andet inden for nanoteknologi.

Men da angrebet på Kyiv begyndte, lukkede universiteterne med det samme. Forskningen, som ellers har fyldt det meste af Alinas liv, blev på et øjeblik meget sekundært. Dagens gøremål blev reduceret til nogle basale behov: sørg for mad og drikke, sørg for at din familie er ok, og dernæst: prøv om du kan gøre noget nyttigt for byens forsvar.

”Som kvinde ville jeg ikke blive hvervet til forsvaret, kun i helt særlige situationer. Havde man særlige kompetencer, kunne melde sig som frivillig, men der var mange, der meldte sig, så de fleste kom på ventelisten. Vi havde bloddoner-centre som arbejdede i døgndrift. Jeg var selv på ventelisten for at give blod”.

Overlevelsens grundregler

Under interviewet, som foregår på AIAS i Universitetsparken, stopper Alina pludselig og kigger sig rundt i de lyse rum, hvor der er åbent til kip, og kontorerne er adskilt af en lang glasvæg.

”Skal jeg fortælle dig, hvad krigen har gjort ved mig? Når jeg kommer ind i et rum, vurderer jeg helt instinktivt, hvor sikkert det er i forhold til et bombeangreb. Det her rum er ekstremt usikkert. Vi sidder direkte ved ydermuren, der kan kollapse ned over os. En anden ting er, at der er meget glas i rummet. Hvis bygningen bliver ramt, vil glasset splintres, og glasskårene vil gennembore alt blødt materiale. Den mest almindelige dødsårsag i krig er forblødning”, fortæller hun.

At overleve krigen var med et blevet det primære fokus for Kyievs indbyggere, og myndighederne igangsatte straks en informationskampagne på diverse kanaler med råd og vejledning om, hvordan man håndterer krigens konsekvenser.

”Folk var meget opsatte på at få den viden. Når først du forstår, at dit tidligere liv ikke længere eksisterer, så bliver det hele på en måde meget simpelt: du fokuserer på at redde dit liv, og du søger al information, der kan hjælpe dig med det”.

For tæt på kampene

Nogle af de første billeder, man fik fra Kyiv, viste lange køer af biler på vej ud af byen. For Alina var det ikke et tema at tage af sted. Dels var det ikke ufarligt at forlade Kyiv, dels ville hendes familie ikke af sted – hendes forældre samt en søster med mand. Særligt forældrene følte hun en forpligtelse til at blive og tage sig af.

Men samtidig var den evige angst for sin egen sikkerhed en belastning. Alinas lejlighed lå i et område nord for Kyiv centrum, ikke så lang fra Irpin, som var genstand for voldsomme kampe. Og på et tidspunkt blev det simpelthen for meget.

”En dag var særlig hård. Den 10. marts, hvor der var en voldsom artillerikamp, fordi den ukrainske hær forsøgte at rydde Irpin. Man ved ikke, hvem der skyder, selv om du nogle gange kan høre på lyden, at hvis der kommer to brag, så er det antiluftskyts – først affyring, og så når målet rammes. Men min lejlighed lå så tæt på kampene, at jeg ikke længere følte mig sikker, når jeg var hjemme. Derfor besluttede jeg mig for at forlade den og flytte ind et sted, der lå tættere på centrum”.

Opslaget fra AIAS fik hun tilsendt af venner, der var blevet opmærksomme på det. Hendes forældre opfordrede hende til at komme væk, hvis hun kunne, og det samme gjorde hendes leder på instituttet.

”Han sagde åbent, at hvis jeg fik en chance for at komme et sted hen, hvor jeg kunne forske, skulle jeg tage af sted. Det ville være umuligt for mig at arbejde videre i Kyiv. I princippet kunne jeg måske have færdiggjort nogle artikler, som var i proces. Men i den situation er det bare ikke noget, du prioriterer”.

Hjælp overalt

Ansøgningsprocessen til fellowshippet på AIAS var formentlig den hurtigste videnskabelige ansættelse på et dansk universitet i nyere tid. Alina sendte ansøgningen den 12. marts, og tre dage efter fik hun positivt svar. Det eneste, hun ville være sikker på, var at hun reelt fik mulighed for at forske, og da AIAS på telefonen lovede, at hun ville få faciliteter og blive tilknyttet en forskningsgruppe, sagde hun ja med det samme.

Vejen ud af Ukraine og til Danmark blev en lang og udmarvende rejse, der dog gik relativt smertefrit. Hun valgte at tage et af de daglige evakueringstog, der kørte fra Kyiv til Lviv. På det tidspunkt var flygtningestrømmen aftaget meget, så toget var ikke overfyldt. Det var byen Lviv til gengæld, så hun valgte at tage videre med det samme med en bus til Warszawa. Herfra kunne hun tage tog til Tyskland og igen videre til Aarhus. Rejsen tog i alt 80 timer og var som sådan en hård omgang. Men samtidig var hun rørt over den opbakning og hjælpsomhed, hun stødte på i løbet af rejsen.

”Overalt både i Ukraine og udenfor var der frivillige hjælpere. Der var mange i Polen og ret mange i Tyskland på de jernbanestationer, der er knudepunkter. De havde gule veste på og skilte, hvor der stod: vi hjælper ukrainere, både på ukrainsk, russisk, engelsk. Så fik man varm mad, måske en sandwich til at tage med, hjælp med oversættelse og dokumenter – alt muligt”.

En smule normalitet

Også ankomsten i Aarhus blev en god oplevelse. Aline havde på rejsen været i kontakt med en koordinator på AIAS, som hentede hende på banegården. De første nætter boede hun hos privat hos en kollega på AIAS, der er fra Polen. Det var en god måde at lande på.

”Det var meget rart at være hos en familie. Og ukrainere og polakker har mange ting til fælles. Vi deler kulturhistorie og madtraditioner, og vi forstår også hinandens sprog”.

Da Forskerforum møder Alina, har hun været i landet en god uges tid. Hun bor i en lejlighed, AIAS råder over, som ligger et kvarters gang fra kontorerne. Hun har fået en kontorplads, har haft de første forskergruppemøder og ser frem til, at hun får laboratorietid, så hun for alvor kan genoptage sit forskningsarbejde.

”Der er nogle ting i dit liv, som giver dig en følelse af normalitet. Og for mig er arbejdet sådan en ting. Men for folk, der er flygtet fra Ukraine, bliver det aldrig normalt. Min dag begynder og slutter med at tjekke, om min forældre er ok og til dels mine venner. Folk omkring mig er meget rare og prøver at vise medfølelse. Og jeg smiler også til folk. Men der ligger hele tiden en skygge og spørgsmålet: hvad sker der med mit land”, siger hun.

”Det er russernes krig”

I skrivende stund har mere end fire millioner mennesker forladt Ukraine, og i det lys er Alinas historie ikke specielt spektakulær. Alligevel er det gribende at høre om og forestille sig, at ens tilværelse – det normale liv – på den måde kan styrte sammen fra den ene dag til den anden.

Hun virker meget rolig og fattet, og hun forklarer lidt undskyldende, at hun altså ikke er psykotisk, men at hun som videnskabsperson har en rationel, målrettet tilgang, som hun bevidst har brugt til at håndtere hele situationen. Samtidig lægger hun ikke skjul på, at hun lidt ser det som en mission for sit hjemland at fortælle om krigen ude i verden.

”Når jeg har snakket med folk her i Aarhus om krigen, siger flere: det er jo Putins krig. Men nej, det er ikke Putins krig, det er russernes krig. 80 procenter af russerne støtter invasionen i Ukraine. Min etik ville aldrig tillade mig at gøre de ting, som de gør”.

Men selv om krigen selvsagt fylder meget, så er det først og fremmest forskningen, det handler om, så længer hun er i Aarhus.

”Folk her har taget mig ind – forhåbentlig på grund af mine meritter – og det er ikke for, at jeg kan sidde og beklage mig over situationen i Ukraine. Jeg er her for at arbejde. Det bliver min måde at få tankerne væk fra krigen. At være produktiv sammen med andre mennesker er den bedste terapi”.