Helt tæt på vreden

03. februar 2022

Af Lasse Højsgaard

Betül Özkaya skal i sit ph.d.-projekt undersøge vredesnormer blandt unge. Først ville hun egentlig bare undervise, men så blev hun grebet af feltarbejdet. “Der er noget fedt ved, at der er et punkt, hvor man ikke kan læse sig til mere, men det handler om, hvordan man er i mødet med mennesker”.

Selv om vreden er en af de mest almindelige følelser, er de fleste af os opdraget til at undertrykke den. Vi lærer fra barnsben, at vrede er skidt. Men vreden kan faktisk også have et vigtigt potentiale. Det er en reaktion, der kan skabe forandring.

Det siger Betül Özkaya, der i sit ph.d.-projekt arbejder med normer for vredesudtryk blandt unge.

Den konstruktive kraft i vreden lærte hun allerede at kende i forbindelse med sit speciale om mennesker på tværs af etniciteter, kulturer og religioner, der har brudt med negativ social kontrol.

“Følelsesoplevelserne på tværs af forskellige miljøer var de samme: skyld, skam, frygt, angst og ensomhed. Og særligt vreden viste sig at være interessant, da informanterne fortalte, at de tog skridtet til at gøre op med den negative sociale kontrol, fordi de blev vrede nok”, fortæller Betül Özkaya.

Hendes ph.d.-projekt er en del af et større forskningsprojekt om vrede på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, AAU. Som en del af projektet skal hendes ph.d.-vejleder, Morten Kyed, undersøge normer for vredesudtryk i den såkaldte boomergeneration (født 1945-65) og hun selv undersøge vreden hos generation Z (1996-2012 – dog med fokus på 16-19-årige).

“Selvom alle kender til følelsen af vrede, er det, vi får ud af vreden, forskelligt. Din position i samfundet får betydning for, hvordan din vrede bliver opfattet, og om den bliver anerkendt. Vredens potentiale er med andre ord ikke ligeligt fordelt i samfundet. Derfor undersøger jeg vreden på tværs af sociale kategorier som klasse, køn og etnicitet.”

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Betül Özkaya, cand.scient.soc.

Hvad: De vrede unge – en kvalitativ undersøgelse af vredesnormer og udtryksformer blandt generation I på tværs af køn, klasse og etnicitet.

Hvor: AAU, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde.

Hvorfor: Vrede er ikke kun destruktivt, da den har potentialet til at kunne skabe forandringer. Men det kræver først, at den bliver anerkendt. Projektet undersøger, hvilke normer der regulerer og retfærdiggør vredesudtryk blandt unge, og om vredens legitimitet afhænger af forskellige sociale positioner i samfundet.

Unge skal føre “følelsesdagbog”

Betül Özkaya har planlagt det, hun kalder en firetrinsraket i forhold til at hverve sine informanter og samle empiri. For at nå bredt omkring i forhold til de sociale klasser vil hun udvælge nogle STX-klasser i ressourcestærke områder og EUD-klasser i udsatte områder. Her vil hun indlede med at holde oplæg og afholde workshops samt gennemføre fokusgruppeinterview – alt sammen det, hun kalder en “relationsopbyggende rekrutteringsfase”. Herfra vil hun rekruttere nogle informanter, som skal føre en såkaldt “følelsesdagbog”, hvor de skriver eller indtaler, når de støder på vreden i deres hverdagsliv. Og på baggrund af empirien af disse dagbøger vil hun gennemføre interview med de unge.

“Selvrapportering af følelser i følelsesdagbogen er ret vigtigt, fordi det foregår i realtid i modsætning til interview, der sker retrospektivt”, fortæller Betül Özkaya.
Ved siden af har hun et særligt spor, der handler om vrede på internettet. Her foregår dataindsamlingen på de sociale medier, hvor det – desværre – ikke er så svært at finde og studere eskalerende vredesreaktioner.

Ville helst bare undervise

På en måde kan man sige, at Betül Özkaya kom “omvendt” ind i forskningen.
For mange forskere har udgangspunktet været en glødende interesse for et særligt emne. For Betül Özkaya handlede det om, at hun gerne ville undervise.

“Jeg blev ansat som studenterunderviser i slutningen af min bachelor i 2017, og jeg syntes bare, det var helt vildt fedt at undervise og interagere med de studerende. Så jeg undersøgte, hvordan jeg kunne blive underviser på universitetet, og så fandt jeg ud af, at man skulle have en ph.d. og forske”, fortæller hun.

Inden hun nåede så langt, fik hun dog også øjnene op for forskningens glæder. Nemlig da hun på sit 8. semester kom i praktik hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

“Det er helt klart et vendepunkt. Det er dér, jeg for alvor fik øjnene op for, hvordan man arbejder som forsker. Jeg kom under vingerne af en seniorforsker, Anika Liversage, som jeg stadig arbejder tæt sammen med i dag. Vi udførte en del kvalitativ forskning sammen ude i felten, og jeg fandt ud af, at det faktisk tiltaler mig meget at arbejde på den måde. Der er noget fedt ved, at der er et punkt, hvor man ikke kan læse sig til mere, men hvor det handler om personlighed – hvordan man er i mødet med mennesker”.

Mentor er “guld værd”

Anika Liversage har siden været en slags mentor for Betül Özkaya.

“Jeg tror, det er ret vigtigt, særligt når man har en baggrund som mig, der kommer fra en ikkeakademisk og ikkevestlig familie, at møde nogle nøglepersoner, der kan føre én ind i forskningsmiljøet. Da jeg skrev min ph.d.-ansøgning, var det guld at have Anika til at læse den igennem, for jeg anede ikke engang, hvordan sådan en projektbeskrivelse skulle opbygges”.

I dag kan Betül Özkaya ikke klage over manglende netværk. På Institut for Sociologi og Socialt Arbejde er der i øjeblikket en hel stime af ph.d.-studerende.

“Det har en kæmpe betydning, at vi har hinanden. Jeg har været tovholder på at oprette nogle grupper, hvor vi kan dele frustrationer og erfaringer. Så jeg føler mig ekstremt heldig at have de her kolleger, som jeg kan dele hele processen med”.
Og så tager hun med, at mange af hendes ph.d.-kolleger en dag kan stå som konkurrenter til de samme forskerstillinger.

“Det er klart, sådan er det. Men for mig er det at tage en ph.d. ikke ensbetydende med at blive på universitetet for altid. Og der kunne jeg måske godt savne et lidt bredere perspektiv i universitetets tilgang omkring karriereveje. Det er jo et faktum, at ikke alle kommer til at blive”.

Frygten for de politiske vogne

Som forsker er det en del af jobbet at formidle sin viden og stille den til rådighed for offentligheden. Men det kan være et dilemma, hvis man frygter, at den viden og formidling vil blive brugt på en måde, man ikke bryder sig om.

Betül Özkaya har allerede stiftet bekendtskab med problemet. I forbindelse med et formidlingskursus skulle deltagerne skrive en kronik. Her valgte hun at skrive om et aspekt af hendes speciale om negativ social kontrol, der aldrig kom tydeligt frem i det projekt, hun lavede sammen med forskere på VIVE: religionens centrale rolle.

“Næsten alle vores informanter, der havde brudt med den negative sociale kontrol, fortalte, at de tidligere havde haft en religiøs overbevisning, men nu var blevet ateister. Da religioner er adfærdsregulerende, kan et opgør med den sociale kontrol for mange betyde et nødvendigt opgør med religionen. Men der er desværre en berøringsangst i forhold til at tale om religiøse problematikker i forbindelse med negativ social kontrol”, fortæller hun.

På kurset var der en redaktør fra Jyllands-Posten, der var meget interesseret i at bringe kronikken. Men efterfølgende kom Betül Özkaya i tvivl om, hvad hun kan risikere.

“Religion er et betændt felt. Så som forsker føler man næsten kun, at man kan gøre noget galt. Man kan blive spændt for en anti-islamisk vogn, eller det kan gå den anden vej, som det eksempelvis skete for RUC-forskerne med “Magt og (m)ulighed”-rapporten”.
Samtidig har hun selv en særlig stemme i sådan en diskussion, fordi hun er muslimsk kvinde med en anden etnisk baggrund. Det tror hun har både fordele og ulemper.

“Jeg har erfaring fra muslimsk miljø og tyrkisk kultur og bedre adgang til felten. Omvendt kan det være en ulempe, hvis nogle tror, at jeg ikke kan se ud over mine egne erfaringer og holdninger. Andre kan stemple mig som en forræder, der vælger danskernes side ved at udstille min egen baggrund. På den måde risikerer jeg at miste adgang til felten”.

Når hun spørger kolleger, er rådene både for og imod. Nogle bliver meget ængstelige, andre mener, hun bare skal kaste sig ud i det.