Louise udforsker vejen til billigere medicin

Sundhedsvæsenet bruger hvert år enorme summer på medicin, der skal udvikles og testes gennem kostbare processer. Derfor er der mange penge at spare for samfundet, når de medicinske patenter udløber, og det bliver muligt for konkurrerende producenter at fremstille kopimedicin på baggrund af de originale produkter.

En særlig gren på medicintræet er de biologiske lægemidler, der er fremstillet af et biologisk materiale eller ved hjælp af genteknologiske metoder. Også denne type medicin kan, når patenterne udløber, erstattes med billigere produkter – såkaldte biosimilære lægemidler.

Indførelsen af biosimilære lægemidler er dog stadig et forholdsvis nyt fænomen. Derfor er Louise C. Druedahl i sit ph.d.-projekt ved Institut for Farmaci ved KU i gang med at kaste lys over processen fra udvikling af denne medicin, til den tages i brug.

“Brugen af biologiske lægemidler er steget meget, og de er ret dyre. Så biosimilære lægemidler har et stort potentiale for at kunne aflaste vores sundhedsøkonomi”, fortæller hun.

200 millioner sparet på et produkt

Et eksempel på et biologisk lægemiddel, der er blevet udskiftet med et biosimilært, er Infliximab, der bruges mod blandt andet leddegigt og psoriasis. Det blev lanceret i præparatet Remicade. Men da patentet i 2015 udløb, kom det billigere præparat Remsima på banen. Det betød ifølge en forskningsartikel, at sundhedsvæsenets udgifter til den type medicin faldt med omkring 200 millioner kroner på et år. Men overordnet set kunne de samfundsmæssige besparelser faktisk være endnu større, vurderer Louise C. Druedahl.

“Problemet er, at biologiske lægemidler er sværere at fremstille. Det betyder, at teknikkerne koster meget mere, og færre har kompetencen, så det er sværere at få en konkurrence, som giver de lave priser, vi kunne ønske os i samfundet. Det virker, som om der er et potentiale, der ikke er helt udnyttet”, fortæller hun.

Et af de spørgsmål, hun beskæftiger sig med i sit projekt, er grunden til, at biosimilære lægemidler er relativt dyre.

“Ved at snakke med lægemiddelmyndigheder og forskellige medicinalvirksomheder har jeg undersøgt de udfordringer, der er med at udvikle den her type medicin, for eksempel om det er teknisk-videnskabelige eller juridiske ting, der spiller ind”, siger hun.

Farmaci og samfundsvidenskab

Selv om vi som samfund gerne ser så lave medicinpriser som overhovedet muligt, er vi samtidig ikke tjent med, at det bliver urentabelt at producere medicinen.

“Hvis vi fik mere konkurrence, hvor priserne faldt meget, ville det virke godt i en kort periode. Men det vigtige er, at hvis firmaer ikke tjener nok til at vedligeholde produktion, kunne vi ende i en situation, hvor det ikke er muligt at fremstille medicinen. Så det er virkelig en balancegang. Mit indtryk er, at det er udviklingen, der er dyr. Og så er spørgsmålet, hvordan man får nedbragt udgifterne”.

Louise C. Druedahl er kandidat i farmaci fra KU, og det var hendes interesse for kemi, der fik hende til at søge ind på det farmaceutiske studie. Men hendes ph.d.-projekt er i høj grad en tværfaglig øvelse, hvor der skal fiskes i den samfundsvidenskabelige værktøjskasse, blandt andet i forhold til at udrede den omfattende jura, der omgiver det medicinske område.

“Fra mit speciale, som handlede om unges brug af ADHD-medicin, har jeg en del erfaring med at gennemføre interview. Og så synes jeg, at jeg har en stor fordel i at have farmaci som baggrund, fordi det gør, at jeg forstår de naturvidenskabelige og tekniske aspekter ved de her lægemidler. Det juridiske er nyt for mig, så jeg har brugt min juravejleder rigtig meget. Men præmissen, når man arbejder tværvidenskabeligt, er jo, at man ikke er ekspert på alle områder”.