Vis dit ph.d.-projekt: “Jeg er blevet en bedre ph.d.-studerende af at være debattør”

Stærke, personlige holdninger og stærk, nuanceret forskning er ikke modsætninger. For Tess Skadegård Thorsen går det faktisk hånd i hånd.

“Jeg er blevet en betydeligt skarpere debattør af at skrive en ph.d. Og jeg er blevet en betydeligt bedre ph.d.-studerende af at være debattør”, siger hun.

Hun skriver ph.d.-afhandling på AAU om racialisering og repræsentation af minoriteter i danske film – altså den måde, minoriteter optræder og fremstilles på. Og det er et emne, hun brænder for, ikke bare fagligt, men også som person.

“Jeg vil gerne have, at der skal være mere lighed, og at alle skal have lige muligheder og adgang. Og det tror jeg ikke, alle har. Men jeg er samtidig meget opmærksom på, at jeg brænder for det, og at jeg skal holde min forskning sober”, siger hun.

Tess Skadegård Thorsens personlige engagement kan man blandt andet se i debatindlæg og på hendes Twitter-profil, hvor hun ofte er stærk kritisk over for medier og politikere. Eksempelvis beskylder hun i en analyse af Socialdemokratiets seneste kampagnevideo partiet for “kontinuerligt at underminere og udviske minoriteter”.

Kritik er et privilegium
Hendes oplevelse er, at rollerne som forsker og offentlig debattør kan være en kontroversiel kombination. Men for hende giver det masser af mening at omsætte sin viden i den offentlige
debat, og så kvalificerer det faktisk forskningen.

“På en måde er det et privilegium. Der er ikke mange ph.d.-studerende, der oplever, at journalister og politikere skriver eller tweeter til en, når man siger noget, der virker aggressivt ellerprovokerende, og vil diskutere, om man i virkeligheden er bias’ed”, fortæller hun.

Kritikken bruger hun nemlig til at kvalificere sine argumenter.

“Der er en journalist fra Berlingske, der hele tiden tweeter til mig. Nogle gange bliver jeg helt træt, når jeg ser hans tweets. Men samtidig er jeg glad for det, for han læser det, jeg
skriver, som Fanden læser bibelen, og de spørgsmål, han stiller, er nærmest “worst case scenario” for den kritik, der kan rettes mod mig. Han tænker, at jeg ser ulighed over det hele, at jeg  har alle mulige ideer om, at Danmark skal skrues anderledes sammen. Så jeg får en unik indsigt i tankegangen hos dem, der mener, at min kritik er noget hippiesnak”.

Vores film fortæller, hvem vi er
Racialisering er, når man bevidst eller ubevidst tillægger folk egenskaber og opfatter dem ud fra deres hudfarve, raciale markører som træk, udseende og tilknyttede faktorer som religion, “kultur” og “etnicitet”.

“Mange tror, racialisering er, at man gør noget negativt eller ondt som at tænke, at folk må være dummere, fordi de er brune. Men det kan sagtens være meget mere nuanceret og diskret. Det kan også være positivt ladede ting – for eksempel at man tror, at en særlig befolkningsgruppe har god rytmesans. Man fastsætter dem i en kategori, der er baseret på racial logik”, forklarer Tess Skadegård Thorsen.

Spørgsmålet er ikke så meget, om det findes i danske film, for det findes næsten overalt. Spørgsmålet er mere, hvordan det opstår og kommer til udtryk.

“Det er ofte i filmverdenen og medieverdenen, vi danner meninger om vores samfund, og det er også der, vi kan forestille os alternative verdener. Jeg tror, vi kan lære meget om os selv, hvis vi lærer vores film og medier bedre at kende”.

Undersøgelser viser, at man som gruppe bliver påvirket af den måde, man fremstilles i medierne på.

“Er du mis- eller underrepræsenteret, kan det påvirke dig på alle mulige måder. Psykologiske studier af noget, der hedder “stereotype threat”, viser, at hvis du forventer bestemte adfærdsmønstre blandt bestemte grupper, så vil det påvirke deres adfærdsmønstre. Fx har det vist, at gør du elever opmærksomme på, at de er minoriteter, før en prøve, klarer de sig dårligere. Det påvirker ens selvtillid, hvordan folk vurderer ens kompetencer”.

Filminstituttets bommert
Tess Skadegård Thorsen praktiserer det, hun kalder produktionsstudier. Hun følger arbejdet med manuskriptet, på filmsettet og i klipningen, og så interviewer hun folk i branchen – castere, skuespillere, manusforfattere, producere, instruktører, klippere og så videre.

“Jeg prøver at se på alle de forskellige hænder, en film går igennem, og hvor i de processer der sker nogle beslutninger om repræsentation, vi måske ikke har tænkt over før”.

Forskningstemaet er brandaktuelt, for film- og tv-branchen er i høj grad selv optaget af spørgsmålet om, hvordan minoriteter bliver repræsenteret. Det var til dels en episode i 2012 omkring filmen “MGP missionen”, der satte gang i selvransagelsen og den øgede bevidsthed.

“Filmen har den her undertrykte, muslimske pige – Sawsan – der gerne vil synge, men ikke må for sin skrappe far. Så kommer en jysk dreng, der nærmest aldrig har set brune mennesker,
og de kan så hjælpe hinanden – hun kan hjælpe ham med at blive integreret på Nørrebro, han kan hjæpe hende med at turde sige nej til sin far”, fortæller Tess Skadegård Thorsen.

Grunden til, at filmen fik så stor en betydning, var det afslag på støtte, Det Danske Filminstitut (DFI) gav den. DFI begrundede afslaget med, at “film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen”.

“Næsten alle mine interviewpersoner nævner “MGP missionen”, når vi taler om repræsentation, diversitet og forskellighed. Det var jo en noget uheldig formulering, DFI kom af sted med – både fordi den framer danskere med anden etnisk baggrund som ikkeprofitable og det jyske publikum som lutter hvide danskere, der kun vil se noget, der handler om dem selv. Filmen fik
senere støtte og klarede sig o.k., filmens indhold viser også en racialiseringslogik – måden, vi illustrerer racegjorte minoriteter på i danske film, både i forhold til hvilke stereotyper vi bruger og i forhold til de narrativer, der skal til”.

Brune gangstermænd
Selv om der i dag er masser af gode viljer og initiativer i branchen – blandt andet har DFI igangsat diversitetsprojekter om køn og etnicitet – er der dog stadig masser af forbedringspotentiale.

“Det, jeg ser i min afhandling, er, at vi mangler et sprog til at tale om repræsentation. De, der er mest udsatte, er stadig ikke dem, der bliver hørt mest. Så selv om folk snakker, er det stadig
i ret bestemte rammer. Og vi laver stadig en særlig type film. For eksempel “Underverden” af Fenar Ahmad, som handler om unge, brune gangstermænd. Så det kan godt være, der
kommer mere repræsentation, men det er bestemte typer repræsentation”.

Hvad er den gode måde at skabe repræsentation på?

“Det er noget af det, jeg prøver at finde ud af, men desværre ikke har fuldstændigt svar på endnu. En af de ting, vi kan kigge mere på i danske medier, er at se repræsentation på flere måder. Både om der er repræsentation på skærmen, og hvem vi tillader at repræsentere sig selv, og hvordan vi gør det. Får man lov til at fortælle det, man vil, eller sættes man i bås og skal fortælle for eksempel en gangsterhistoriefor at opnå finansiering?”

Vejledte specialer som nyuddannet kandidat

For mange er ph.d.-studiet samtidig det første møde med rollen som underviser. Det er langtfra tilfældet for Tess Skadegård Thorsen, der faktisk var en erfaren underviser og vejleder allerede inden hun begyndte sin ph.d.

“Jeg havde undervist som studenterinstruktor på både AAU og KU og haft små undervisningsjob. Og så opstod et ledigt eksternt lektorat på RUC, hvor jeg kunne vejlede, hvilket jeg gjorde, mens jeg søgte ph.d.-stipendium”.

Hun var en forholdsvis ung kandidat, og det gjorde hende til en særdeles ung vejleder.

“Jeg har tit været meget yngre end mine studerende. På alle universiteter, jeg har været på, har jeg oplevet at de studerende har spurgt til min alder, ofte inden for de første tre minutter. Kort efter at jeg selv var blevet færdig, havde jeg to specialestuderende, der begge var ældre end mig. Den ene ville selv have mig, den anden var lidt utilfreds med at have fået en juniorvejleder, men begge klarede sig fint”.

Erfaringen giver lidt ekstra overskud i forhold til undervisningsopgaverne på ph.d.-studiet.

“Mange ph.d.er gruer for undervisningen, men jeg har altid syntes, at det var vildt sjovt at forberede undervisning, finde videoklip og skrue en forelæsning sammen, så man kommer igennem alt muligt forskelligt materiale, der kan holde dem vågne”.