Vis din ph.d.: Andreas lægger ny fælde for dopingsnydere

Forsøgspersonen Rasmus griner og laver sjov, mens han sidder på kondicyklen og varmer op til de kommende små to timers fysiske strabadser. Men der burde også være lidt ekstra fysisk overskud. Rasmus er nemlig dopet. Dopet med sit eget blod.

Bloddoping er stadig det store spøgelse i moderne udholdenhedsidræt. Efter at man i nullerne fandt en metode til at afsløre EPO, har doping med eget blod været det foretrukne kneb blandt cykelsportens, skisportens og atletikkens snydepelse. Indførelsen af det biologiske pas, som afslører store udsving i blodværdierne, har ganske vist taget toppen af problemet, men eksperter mener, at det stadig er muligt at bloddope sig uden at blive opdaget. Så sent som dette forår blev en østrigsk langrendsløber taget på fersk gerning under VM i hans hjemland, mens han sad og pumpede blod ind i armen på sig selv.

Men det uvæsen håber Andreas Breenfeldt Andersen at være med til at sætte en stopper for. Eller i hvert fald lægge et partisansøm på dopingstien. Hans ph.d.-projekt ved Institut for Idræt og Ernæring på KU går ud på at udvikle en metode, der kan afsløre bloddoping, selv om der kun er tale om doping med små mængder blod.

“Man mener, at snydere er blevet bedre til at tage enten mindre blod ud og mindre ind eller tage det ind over små omgange. Det, man kan kalde mikrodoping. Så kan det godt være, effekten er meget mindre, men der er trods alt stadig en effekt, og det er meget sværere at spore”, fortæller Andreas Breenfeldt Andersen.

Jernhormoner sladrer
Heldigvis har kroppen sine egne små sladrehanke. Og dem, Andreas Breenfeldt Andersen har tænkt sig at konsultere, er jernhormonerne.

“Noget af det, der er vigtigt for røde blodceller, er jern. Jern er den bestanddel i hæmoglobin, der binder ilt. Så vi kigger på de hormoner, der ændres, i forhold til om man har behov for mere eller mindre jern. Har man behov for mere jern, kan det være, fordi man har behov for at gendanne blodceller. Det kan være tegn på, at man har taget blod ud, og hvis man omvendt har højt hormonniveau, kan det være, fordi man har fået nyt blod ind”.

Rasmus er en af de 48 forsøgspersoner, Andreas Breenfeldt Andersen har rekrutteret til at lægge krop til bloddopingforsøgene. De kommer i en periode jævnligt forbi Institut for Idræt og Ernæring på Nørre Allé, hvor de får taget blodprøver, der skal vise, hvordan jernhormonerne i blodet reagerer på udtagning og senere transfusionen af blod. I Rasmus’ tilfælde kræver besøget altså også en tur på motionscyklen. Først en time med jævn belastning og så 40 minutters “enkeltstart”, hvor han giver alt, der er i kroppen. De fysiske test skal bruges til at validere nogle forsøg, som blev foretaget i slutningen af sidste år, der afprøvede effekten af bloddopingen.

“Vi lavede et forsøg med samme setup, hvor fokus var på præstationen. Der så vi, at de forbedrede sig næsten fem procent på en 40-minutters enkeltstart, 24 timer efter at de havde fået blod ind. Det er ret meget”, konstaterer han.

Ville selv være cykelrytter
Da Andreas Breenfeldt Andersen var ung teenager, troede han, at han selv skulle være en af dem, der ligger og træder watt på de europæiske landeveje som professionel cykelrytter. Men som han måtte konstatere: “Enten var det, fordi jeg ikke havde talent, eller fordi jeg ikke gad træne – jeg kunne i hvert fald ikke følge med”.

Det fik ham dog ikke til at opgive cykelsporten. Kunne han ikke blive rytter, kunne han vel i det mindste blive ham, der ordnede deres cykler.

“Så tog jeg faktisk et grundforløb som cykelmekaniker. Men jeg var ekstremt dårlig. Jeg var meget bedre til de boglige fag. Så jeg måtte prøve med gymnasiet”. Men selv på den boglige vej var der plads til at dyrke cykelsportsinteressen. I hvert fald den del, der handlede om dopingproblematikken.

“Allerede da jeg begyndte at skrive større opgaver i 7. klasse, handlede de om Bjarne Riis og Jesper Skibby og deres dopingindrømmelser. Min SRPopgave i gymnasiet handlede om nogle forsøg, jeg lavede med koffein som præstationsfremmende middel med min far som forsøgsperson. Og da jeg så fik mulighed for at skrive bachelorprojekt og arbejde videre med antidoping på idrætsstudiet, så var den sti fuldstændig lagt”.

Dopingkontrollant
Og mens Andreas Breenfeldt Andersen begyndte at snuse til den teoretiske side af antidopingarbejdet, kom han også til at beskæftige sig med den praktiske udførelse, da han fik studiejob som dopingkontrollant hos Anti Doping Danmark. Det job har han stadig, og det indebærer at tage prøver ved konkurrencer eller møde uanmeldt op hos elitesportsudøvere, der er registreret i det såkaldte “whereabout-system”.

“Så skal man ud og banke dem op – nogle gange meget tidligt – og orientere dem om, at de er indkaldt til prøve. Det er der nogle få, som måske godt kan være lidt irriterede over, men hvis de nægter, giver det fire års udelukkelse, så det sker så godt som aldrig”.

Som dopingkontrollant har han blandt andet taget prøver under VM i ishockey, VM i håndbold og Post Danmark Rundt. Han regner også med at skulle virke som kontrollant ved OL i Tokyo næste år.

Som antidopingforsker og -kontrollant ved man godt, at man deltager i et kapløb, som næppe slutter. Bedst som cykelrytteren Lance Armstrong langt om længe havde tilstået sit systematiske dopingsetup, og man troede, at dopingspøgelset var manet i jorden, begyndte en endnu større skandale at rulle sig ud: det statsstyrede russiske dopingprogram, der blandt andet virkede under vinter-OL i Sotji i 2014, hvor der ud over doping foregik systematisk svindel med dopingkontrollerne. Skandalen førte til, at Rusland blev udelukket fra vinter-OL i 2018.

Dopingkontrol er dyrt
“Det er uden tvivl et kapløb, og det vil det nok altid være. Men man føler, at det, man bidrager med, kan stramme nettet om dem, der snyder. Der er mange, blandt andre tidligere professionelle atleter, der mener, at det biologiske pas ikke gør nogen forskel. Og ja, der er stadig muligheder for at dope sig. Men man kan ikke køre rundt med hæmatokrit 60 i tre uger i Frankrig mere. Man kan altid diskutere, om det, at man “snyder mindre”, er mindre slemt, end hvis man snyder meget. Men alt tyder på, at der trods alt er blevet lagt en dæmper på, så folk ikke kører 180 på motorvejen, men kun 150”.

En af udfordringerne, som Andreas Breenfeldt Andersen peger på, er, at antidopingarbejdet er dyrt. Der er udgifter til kontrollanterne, transporten af prøverne til laboratoriet, hvor de bliver analyseret, gebyret til laboratoriet og det efterfølgende administrative arbejde. Ifølge Anti Doping Danmarks regnskaber løber hver enkelt prøve i gennemsnit op i 6.000-7.000 kroner.

“Problemet i dag er, at der ikke er en fælles kasse, som kan bruges til at støtte antidopingarbejdet i Kenya eller Jamaica. Og jeg forstår jo egentlig godt, hvis de nedprioriterer at bruge mange millioner på at teste 20 udøvere, når landet mangler veje, og befolkningen dør af sult eller tuberkuloseepidemier”, siger han.

Han ser dog selv en mulighed i udviklingen af såkaldte screeningtest baseret på få dråber udtørret blod. Prøverne vil kunne tages hurtigt og billigt, og selv om de ikke giver et detaljeret billede, kan de give et signal, hvis der er nogle personer, man bør teste grundigere. Den slags test er noget, Andreas Breenfeldt Andersen selv håber at komme til at arbejde med senere.

I brug om 6 måneder – eller 6 år
I første omgang gælder det dog hans eget projekt, der også har som delmål at se på kønsforskelle i jernhormonernes opførsel og mulige brug som dopingindikator.

Det er WADA – den internationale antidopingorganisation – der har finansieret forskningsprojektet. Og hvis alt går vel, og metoden virker, kan Andreas Breenfeldt Andersen ende med som dopingkontrollant at skulle udføre sine egne test som en del af den officielle dopingtestning af elitesportsfolk.

“Intuitivt tænker jeg, at man vil kunne se noget på jernhormonerne. Men hvor meget de viser, det er jeg meget spændt på. Uanset hvad skal det nok verificeres af andre forsøg, før det kan komme i brug. Der er både noget jura, noget politisk og måske noget økonomisk, der skal falde på plads, før det bliver en test. Måske efter 6 måneder, måske efter 6 år”.

Andreas Breenfeldt Andersen forventer at sende prøverne til analyse på et laboratorium i Lausanne denne sommer, og til efteråret forventer han at være færdig med sine egne analyser af laboratorieresultaterne. Ph.d.-afhandlingen skal afleveres i 2020.
Alt