Jeg er ikke en robot [x]

Ifølge den østrigske litteraturs folkekære geni, Johann Nestroy (1801-1862), har fremskridtet det med at se større ud end, det rent faktisk er. Nestroys bonmot stammer fra et teaterstykke, der havde premiere i 1847, et år før 48-revolutionen udspillede sig i store dele af Europa, og et år før publikationen af Det Kommunistiske Manifest. Stykket skildrer de økonomiske og sociale omvæltninger i kølvandet af den første industrialisering. Nestroy benægter ikke omvæltningernes kolossale omfang. At fremskridtet skulle se større ud end det rent faktisk er betyder snarere, at vi først opdager det efter, at det er sket. Desuden kritiserer Nestroy fremskridtets ideologisering, der gør os blinde for de ofte store negative omkostninger, der er forbundet med udviklingerne, uden at reflektere over om de overhovedet er ønskelige eller lader sig omgøre.

Denne tankegang kan anvendes på den aktuelle altoverskyggende fremskridtsfortælling – eller mareridtsfortælling, alt efter, hvem man spørger. Der er naturligvis tale om kunstig intelligens, især dens generative version, der benytter sig af statistiske modeller for at fabrikere digitale tekster, billeder eller lyd på basis af store datamængder. Anledningen er rapporterne, der alle som én konkluderer (nogle gange med slet skjult skadesfryd), hvor mange stillinger der kan spares væk i den nære fremtid, især blandt de ellers nyttesløse akademikere.

Forskerforum (2/2024) har lige bragt en artikel på baggrund af netop sådan en undersøgelse, udarbejdet af Danmarks Statistik. Undersøgelsen, så vidt jeg kan se fra artiklen, forsyner blot dagsaktuelle opfattelser med en kvantitativ fernis. Konklusionen er derfor ret så forventelig: ”undervisning og forskning ved universiteter og højere læreanstalter ligger helt i top over brancher med arbejdsfunktioner, der kan udføres af ChatGPT og lignende værktøjer”.

Modfortællingerne går bl.a. ud på at teknologiske landvindinger blot bidrager til opfindelsen af helt nye arbejdspladser, som erstatter de gamle og nu ubrugelige. Det er ikke forkert, men den slags forsvarstale forvrænger billedet yderligere fordi den ikke sætter spørgsmålstegn ved selve præmisserne. Derfor vil jeg lede debatten i en anden retning. Med afsæt i mit eget fagområde indenfor humaniora, vil jeg hævde, præcist som Nestroy, at udviklingen allerede ligger bag os. Mit håb er at analysen kan overføres til andre områder eller kvalificere debatten.

Arbejdspladser er allerede væk

Min tese er, at de fleste humanistiske arbejdspladser ikke trues af kunstig intelligens af den simple grund, at de ikke længere findes i forvejen. Derved henviser jeg ikke primært til effekten af de seneste årtiers ’effektiviseringer’ og ’dimensioneringer’, som har ramt humanistiske uddannelser særdeles hårdt. Som jeg vil påpege i det følgende, mener jeg snarere at humaniora (eller det der blev tilbage) har allerede ændret sig så meget, at robotterne blot repræsenterer det næste evolutionære skridt inden afskaffelsen. Ikke en revolution. Revolutionen vender jeg tilbage til.

Undersøgelsen, som Forskerforum referer til, viser at ”arbejdsfunktioner, der overvejende består af kognitive rutineopgaver [har] mest potentiale til at blive udført af ChatGPT og lignende værktøjer”. Den ser det største potentiale i juridisk arbejde, ”efterfulgt af undervisning og forskning, og helt i bunden af listen findes maling og rensning af bygninger.” Lad mig lige sætte det på spidsen: Maling og rensning af bygninger er mindre rutinepræget end forskning og undervisning.

Hvis dette var sandt, ville det sandelig ikke være et tab for menneskeheden at overlade humaniora til robotterne. Universitetet har aldrig været tænkt som et sted, hvor kognitive rutineopgaver udføres, medmindre det drejer sig om rutiner, der tjener som grundlag for højere kognitive opgaver (også virtuoser skal øve sig). Hvis de fleste arbejdspladser indenfor forskning og undervisning i princippet kan erstattes, må det nødvendigvis betyde, at der foregår for meget kognitivt rutinearbejde. Det ville næppe være værd at fælde en tåre for det åndelige samlebåndsarbejdes forsvinden.

Kreative fag også truet

Den første store analyse af KIs indvirkning på arbejdsmarkedet, som alle senere analyser bygger på, stammer allerede fra 2012 og blev fortaget af Michael A. Osborne og Carl Benedikt Frey ved Oxford University. Det blev det varmeste emne ved WEF-konferencen i Davos året efter. Osborne og Frey argumenterede for, at kun de arbejdsopgaver, der var præget af kreativitet, social intelligens, eller evnen til manipulation (forstået som evnen til at justere automatiserede processer) ville overleve automatiseringen. Når bl.a. ChatGPT får så meget opmærksomhed for øjeblikket, skyldes det, at kreative fag, som Osborne og Frey stadigvæk troede, ville være hundrede procent ikke-automatiserbare, nu også ser sig truet. Det berører i høj grad humaniora, som altid har insisteret på kreativitetens og den sociale intelligensens betydning for fagområdet.

Lad mig indskyde hvad de store sprogmodeller, som chatrobotterne opererer med, er gode til. Med de rigtige instruktioner kan de sammenfatte og sammenligne tekster. De kan også generere tekst, der på overfladen ligner selvstændigt tanke- eller fortolkningsarbejde. De kan oversætte nogenlunde, når det drejer sig om standardtekster. I alle fald og ifølge mine egne eksperimenter kræver det stadigvæk en hel del efterbehandling, der æder en stor andel af tidsbesparelsen. Omvendt excellerer robotterne i at gengive og variere viden, som vi allerede har i en endeløs spiral af reproduceret mainstream-opfattelser i forhold til det definerede datasæt, en logisk konsekvens af den statistiske metode. Typisk forstørrer den digitale selvlæringsproces de forskellige former for indbyggede fordomme (biases) af datagrundlaget.

Sprogmodellerne er ikke gode til ”skrivning”, som der fejlagtigt står i Forskerforums artikel, men til at simulere skrivning. Simulation af viden i modsætning til sand erkendelse er ikke en ny problemstilling. Platons Dialog Sofisten ville være et godt sted at starte. Lignende diskussioner som dem omkring ChatGPT husker jeg om Google og Wikipedia. Man skal dog først og fremmest spørge sig selv, hvordan sprogmodellerne overhovedet blev i stand til at simulere forskning.

Svaret er indlysende. Det skyldes, at de er som vokset ud af arbejdsformer, der allerede inden chatrobotternes fremkomst har fået stor udbredelse. I store dele af humaniora måtte det langsomme, nøjsomme, grundige og kildekritiske arbejde, den selvstændig tænkende, forsigtige og kreative fortolkning, sansen for historisk situering og den sproglige nuance vige for den nemme opskrift, for rutinemæssige sammenligninger og parafraseringer, tankeløse applikationer af den teoretiske ’værktøjskasse’, der bruger tekster og andet materiale blot som illustration for noget man allerede vidste i forvejen eller til at bekræfte egne normative forestillinger.

Eller netop for at simulere viden. Det passede bedre til masseuniversitetet, til hurtigt at få de studerende ’igennem’, til at oversælge humanioras nytteværdi. Det er præcist dét som maskinen nu kan gøre hurtigere og tit mere elegant. Dermed har politikerne endnu lettere spil til at overbevise befolkningen om humanisternes overflødighed. Ved beredvilligt at følge alle påbud om at blive erhvervsrettet og anvendelsesorienteret, ligner vi mere og mere ofrene, der troede de kunne udsætte henrettelsen ved at grave deres egen grav.

Sprogspecifikke robotter ikke løsningen

ChatGPT bliver tit kritiseret for dens stærke angelsaksiske bias, selvom man bruger den på andre sprog end engelsk (alt bliver oversat og syntetiseret på basis af en engelsk matrix og den dertil hørende kulturelle verdensanskuelse). Men hånden på hjertet: også her er der intet nyt. Humanistisk forskning oversættes i dag næsten altid til og fra engelsk, både bogstaveligt og i overført betydning. I bedste fald er den tosproget, og indflydelse fra andre verdenshjørner eller sågar egne traditioner kommer derfor som regel kun importeret eller reimporteret fra USA.

Det moderne humaniora opstod ud fra en erkendelse af, at tankens mangfoldighed er afhængig af den sproglige mangfoldighed. Det var et opgør med latinernes intellektuelle ensretning, standardisering og konformitet. Hvis vi overhovedet synes, at vi har brug for humaniora, så burde vi kæmpe for diversiteten af sproglige og intellektuelle traditioner.

Det kunne selvfølgelig være en løsning at bygge sprogspecifikke robotter. Men inden man begynder at søge ekstern finansiering til dette, bør man tænke sig om. De store sprogmodeller vil, selv i en avanceret form, som vi slet ikke kan forestille os omfanget af i dag, aldrig kunne overtage humanistisk forskning af den simple grund, at de ikke er mennesker. Det ligger allerede i navnet humaniora. Vi behøver ikke engang at komme ind på juridiske og etiske problemstillinger (som rent faktisk er slet ikke så nemt at erstatte, men lad det nu ligge).

Vi interesserer os nu engang kun for andre mennesker, dem der ligner os selv, og dem der ikke gør. Vi interesserer os ikke for maskiner uden fantasi, begær, historie. Hvis vi beskæftiger os med humanistisk forskning, så ønsker vi at genkende en personlig og individuel stemme, et bestemt perspektiv, som vi kan og skal forholde os til. Det er blandt andet derfor og altså delvist pga. maskinerne, at humanistisk forskning bliver mere personligt i disse år, at creative writing blomstrer, at kunstverdenen ophøjer kunstneren som aldrig før på trods af utallige teorier om kunstnerens død.

En robot har ikke sit eget syn på verden, den har ingen personlig historie, ingen erindring, den kan ikke fælde æstetiske domme og skelne mellem overleveringer, mellem det vigtige og uvigtige ud fra et specifikt kulturelt, socialt og værdimæssigt perspektiv. Den kan hverken tænke selv eller analysere på et dybt sprogligt og filosofisk niveau. Den vil aldrig være i stand til at forske selvstændigt i et arkiv, at kommentere, bearbejde og udgive en historisk tekst – eller i det hele taget arbejde med noget som ikke allerede er blevet til digitaliseret data. Den kan ikke forholde sig til sproglige forandringer, heller ikke til det faktum, at begreberne har deres egen historie, som hører med til den måde vi bruger dem på. Vi skal fortælle robotten, hvilke metoder og teorier den skal simulere anvendelsen af. Den kan ikke stille forskningsspørgsmål, som ikke allerede ligger implicit i datamaterialet.

Vi spiller stadig skak

Men selv hvis robotterne kunne finde ud af alle disse ting og selv hvis de var tusinde gange mere effektive og præcise end i dag, ville vi næppe være interesseret i resultaterne. Lige siden Deep Blues sejr over skaklegenden Gary Kasparov, den dengang regerende verdensmester, for næsten 30 år siden, har vi været klar over, at kunstig intelligens ikke længere kan slås af mennesker i skak. Er vi derfor holdt op med at spille skak? Naturligvis ikke. Vi vil stadigvæk gerne vide, hvem der er det bedste menneske til at spille skak. Kunstig intelligens er derfor forbudt ved skakmesterskaber. Vi ville ikke anerkende en skakspiller, der blot er bedre til at anvende kunstig intelligens end andre.

David Dreyer Lassen, prorektor for forskning på Københavns Universitet, øjner ifølge Forskerforums artikel muligheden for, at ”forskere, der kan finde ud af at bruge kunstig intelligens, vil kunne publicere mere forskning, skrive flere forskningsansøgninger og arbejde hurtigere og mere effektivt. Hvis du er bedre til at bruge ChatGPT end din kollega på nabokontoret, vil du løbe fra vedkommende, så det vil give yngre forskere, der generelt er hurtigere til at tilegne sig ny teknologi, et skub fremad.” Læg mærke til adjektiverne: der er ikke tale om bedre eller mere originalt forskning, kun om forøget kvantitet og frekvens.

Jeg vil mene, at det er et trist syn på forskning uanset område, men indenfor humaniora kan der slet ikke være nogen diskussion om, at det giver lige så lidt mening at øge ”produktiviteten” her som i skakspillet eller, for at bruge en anden analogi, i en strygekvartet. En strygekvartet består i dag af det samme antal mennesker som i 1700-tallet. Den er dyrere i dag sammenlignet med dengang, fordi der ikke er så mange andre aktiviteter, der bruger den samme slags arbejdskraft til den samme opgave som i 1700-tallet, ikke engang til rensning af bygninger. Vi kan ikke erstatte halvdelen af kvartetten med synthesizere fordi vi så ikke længere ville have en strygekvartet; og der findes mange grunde til, hvorfor vi stadigvæk fortrækker at se og høre rigtige mennesker spille på analoge instrumenter. Kvartetten kan heller ikke øge produktiviten ved at spille hurtigere.

Robotter bedømmer robotter

Forskerforums artikel citerer ydermere en bekymrende tendens i videnskabelige tidsskrifter, hvor angiveligt ca. 30 procent af alle fagfællebedømmelser allerede bliver lavet af kunstig intelligens. Hvis vi bruger tallet til et tankeeksperiment, der blot fremskriver disse tendenser, kan vi se ind i en fremtid, hvor chatrobotter assisterer i (simuleret) skrivning og selv indsender artikler som så bliver bedømt, redigeret og udgivet af andre robotter. Det er vist supereffektivt og superproduktivt i forhold til en forskningspolitik, der primært måler outcome kvantitativt, men det er åbenlyst til ingen verdens glæde og i hvert fald helt absurd indenfor humaniora. Det minder mig om en vittighed af anarko-filosoffen Slavoj Žižek om hvordan det ville hjælpe med at tage presset fra det moderne parforhold hvis man uddelegerede samlejet til batteridrevne sexlegetøj der går i gang i soveværelset mens man selv får ro til dybe samtaler og movie nights.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om KI fungerer bedre indenfor eksempelvis medicin idet robotternes mønstergenkendelse unægtelig har potentialet til at lede til nye erkendelser helt uden menneskelig indblanding, bortset selvfølgelig fra det menneske, der sidder som første og sidste led i forskningskæden. Men i de discipliner, som handler om menneskets egen refleksion af og positionering vis à vis andre mennesker, organismer eller maskiner, vis à vis kunst, historie, sprog, m.m. ville det bogstaveligt talt være meningsløst. Robotter har indtil videre ingen selvbevidsthed. De kan tilsyneladende ikke engang selv svare på spørgsmålet om de er robotter. Og indtil vi rent faktisk kan ane konturerne af en generel kunstig intelligens, er humanistiske forskningsresultater ikke i sig selv relevante, men kun, når de er vigtige for nogen og fordi vedkommende interesserer sig for andre mennesker og deres frembringelser. Det var kunstværkerne, der blev reddet først mens Børsen brændte, ikke computerne.

Tankeeksperimentet indeholder endnu en pointe. Lad os forstille os at vores discipliner kan effektiveres således at robotterne kun skal fodres med ideerne og så ellers klarer resten selv, inklusivt forskningsansøgningerne (som ligeledes bliver bedømt af andre robotter). Vi ser også bort fra effektiviseringshåbets naivitet. Den tid vi ville spare ville selvfølgelig aldrig gå til fordybelse eller formindskelse af stress, men tværtimod blot dreje skruen endnu strammere. Men altså i den bedste af alle verdener: Hvad skulle vi som humanister bruge den tid på, som vi havde sparet? Publicere standardiserede artikler, som i sidste ende igen kun genererer input til de næste artikler, der også kun bliver læst af maskiner og ikke menneskene de handler om? Svaret på spørgsmålet er svaret på hvad humaniora egentlig er sat i verden for.

Humaniora kan ikke måles og vejes

Hvad i alverden er det så? Hvorfor skal humaniora hele tiden være så anderledes og besværligt? Hvorfor modsætter den sig at blive målt og vejet? Hvorfor kan den ikke bare baseres på matematik, eksperiment og statistik ligesom alle andre videnskaber? Faktisk er det slet ikke svært at forstå. Det er jo ikke fordi humanister er dovne eller dårlige til tal, og der findes naturligvis hæderlige humanistiske videnskabsgrene, der benytter natur- og socialvidenskabelige tilgange der, hvor det kan lade sig gøre. Men der er simpelthen områder og forskningsgenstande, som ikke egner sig til statistiske metoder eller laboratorieeksperimenter. Vores værdier, fordomme og antagelser, vores æstetiske greb om verden og kunstneriske udtryksformer, vores traditioner, tænkning, historie, eksistens, tro, sprogbrug, identitet, vores tolkning af os selv og andre mennesker og mange mange andre dimensioner af det at være et menneske, måske oven i købet i en bestemt tid og på et bestemt sted, kan ikke udelukkende beskrives og forstås rent kvantitativt eller instrumentalt. Skal vil derfor lade være at studere dem?

Blot fordi humanioras genstandsområde kan være flertydigt, befængt af normativitet, svær at indkredse, for meget ligesom kunst, skal det ikke forvises fra videnskaben eller blot stedmoderligt tolereres. Tværtimod betyder det, at vi bliver nødt til at (gen)udvide vores alt for snævre videnskabsbegreb. Der er flere ligeværdige måder at være videnskabelig på. En god humanist bliver man sent i karrieren idet, at det forudsætter omfattende dannelse, belæsthed og overblik, som tager lang tid til at opnå. Selvom ens genstand er fuzzy, lærer man som humanist at være præcis i beskrivelser og vurderinger, at undgå modsigelser, at blive bevidst om relevans, aktualitet og originalitet. Humanister er dygtige til begrebsliggørelse, og de er opmærksomme på, hvordan vores begreber og deres historie præger vores tænkning. De lærer at argumentere og at skelne valide kilder fra fake news, retoriske kneb fra substans, at læse mellem linjerne.

Pointen er at vores civilisation har frembragt humaniora præcist for at skabe videnskabelige metoder, der egner sig til de områder man ikke kan bruge naturvidenskaben til, men også samtidigt ikke bør overlade til fanatikere og konspirationsteoretikere, influencere, og tiktokere. Humaniora prøver ”at begribe det, der griber os” (Emil Staiger). Det vil sige aspekter der involverer bl.a. menneskers identitet, følelser, tilhørsforhold, selvforståelse og syn på andre kulturer. Er det ikke bedre at uddanne eksperter, der kan forholde sig kvalificeret til dette, fordi de har gennemgået krævende træning og en lang uddannelse, hvor de har tænkt grundigt og ud fra forskellige vinkler derom? Der formår at sætte tingene i et større perspektiv og formidle dem til samfundet på et oplyst grundlag? Humaniora er desuden den videnskabsgren, der tillader os at tænke over hvad videnskabelighed er: For videnskabens skyld må vi hele tiden teste og overskride videnskabens egne grænser.

Enhver der blot overfladisk bladrer igennem folkeuniversitetets katalog, må indrømme at samfundet higer efter klassiske humanistiske fag. Det er ironisk, at der efterhånden findes mere undervisning i klassisk humaniora netop på folkeuniversitetet end fx på Københavns Universitet. Tit undervist af dygtige unge forskere som ikke kunne tilbydes fastansættelse på grund af humanioras gradvise deroute. Hvem skal undervise dem der underviser vores børn? Hvem skal i fremtiden gøre os klogere på andre kulturer, litteratur, sprog, kunst, historie, filosofi? Selvbestaltede eksperter udenfor universiteterne og dermed uden kollegial modspil og peer review? Dem der råber højest? Dem der har ressourcer til at bruge humaniora til tidsfordriv? Eller virkelig dem der er bedst til at bruge ChatGPT?

I form af den alexandrinske filologi i antikken blev humaniora til den første institutionaliserede videnskab. Faktisk forblev filologien, ”erkendelsen af det erkendte” (August Boeckh), mønstervidenskaben over dem alle til langt ind i 1800-tallet. Da det moderne forskningsuniversitet blev grundlagt, var det de humanistiske fag, der først lærte os om den frie og på overfladen nyttesløse videnskabs høje værdi. Begge er ved at forsvinde samtidigt.

Som medlem i det Europæiske Akademi hører jeg tit, at Danmark efterhånden er blevet det land i Europa, hvor der fremhersker den mest reducerede og instrumentalistiske tilgang til videnskab. Humanioras skæbne her til lands regnes kun som et udtryk for dette. Nej, humanistisk videnskab har ikke som primært formål at løse samfundets praktiske problemer og verdens ”grand challenges” (hvem har egentlig lov til at definere dem?). Men den identificerer, reflekter og ligefrem skaber dem ved at tænke over og skrive om den måde, vi er i verden på. Den bidrager ikke til at opnå nogle eksternt definerede mål, men er et mål i sig selv, resultatet af civilisationens udvikling. Dropper vi den, træder vi ind i fasen af civilisationens afvikling.

Menneskelig kontakt kan ikke undværes

Indtil nu har jeg mest skitseret nogle få problemstillinger indenfor forskningssiden. Når det kommer til undervisning, er kunstig intelligens endnu ringere rustet til at gøre det der skal til. Samtkdigt er undervisning centralt. Alt viden og alle kompetencer vi ikke aktivt studerer og underviser i, går tabt, som eksempelvis unge menneskers evne til at afkode geografiske kort eller lave simple regnestykker. Alle rapporter er desuden enige i at de såkaldte care professions er de mest vanskelige at erstatte med robotterne. Det er jo blandt andet derfor regeringen vil udskifte humanister med sygeplejersker. Men det som politikerne slet ikke har forstået endnu, og som jeg har fået bekræftet ved at undervise på mange forskellige universiteter i ind- og udlandet i efterhånden mange år: Undervisning, lige meget på hvilket niveau, er meget tættere på care end vi aner, i dag mere end nogensinde. I Corona-årenes zoom-undervisning lærte vi, at levende undervisere aldrig kan erstattes. De dyreste universiteter i verden tilbyder stadigvæk en-til-en undervisning eller vejledning. Og især på humaniora er der ingen plads til den uambitiøse og rutineprægede undervisning.

Det er de unge, der sværmer for læreroriginalerne i Harry Potter-universet og for dark academia-æstetik når det starter på universitetet. Skuffet vender de sig til youtuberne og andre rottefængere, som simulerer personlighed. Det er kun mennesker, der kan tjene som rollemodeller for andre mennesker. Man kan ikke diskutere med, udvikle sig og vokse overfor ChatGPT eller deep fakes. Vil vi virkelig have at vores børns tanker og intellektuelle hjerteblod bliver bedømt af maskiner? Vil vi outsource deres intellektuelle dannelse til dem? Hvad prioriter vi i stedet for, og er det virkelig vigtigere? I Silicon Valley kan man i dag tjene rigtig godt som lærer og få gode arbejdsbetingelser. Multimillionærerne, der har tjent penge på tablets, forbyder deres børn at lege med dem. De satser netop på humanistiske og kreative fag, på dybdelæsning i fysiske bøger, på bevægelse og udforskning af omverdenen, på mødet med mennesker og deres kunst. Faktisk lidt på dét der fandtes da de selv gik i skole.

Man må nemlig huske, at det går så godt for Danmark lige nu, fordi vi har nogle generationer i spil, som blev uddannet under helt andre forhold og hvor humaniora stadigvæk var en central del af uddannelsessystemet. Og hvor kampen om eksterne midler ikke var det centrale parameter i videnskabernes selvorganisation. Dem, der lukker og slukker for de humanistiske fag nu, har selv nydt godt af dem. Min erfaring siger, at de kommer til at opleve et stort hul af meningsløshed når de selv går på pension. En stor del af dem vil formentlig skrive sig ind på universitetet igen – for at læse humaniora. Det er ikke kun den enkelte, der lever livet forlæns for så at forstå det baglæns, men et helt samfund. Vi valgte engang at gøre samfundets kulturelle selvforståelse til et offentligt anliggende for at ruste den enkelte til livet. Man kan kun være bange for, hvordan de rådvilde nye generationer vil forholde sig til uforudsigelige udviklinger i fremtiden uden adgang til refleksionsevnen, den æstetiske sans og den åndelige resiliens, humaniora giver adgang til.

Tysk næsten forsvundet

Indrømmet, nostalgien er altid forførerisk, også for mig personligt. Det er ikke mange år siden, at man i Danmark havde (for at komme med et konkret eksempel) fem universiteter der udbød studier i tysk kultur, litteratur og sprog, om med mange ansatte. I dag er det kun tre tilbage, og ét vakler allerede gevaldigt. På Aarhus Universitet findes der kun én fastansat forsker i tysk litteratur, på SDU to, på Københavns Universitet tre. That’s it, som man siger på dansk. I hele Danmark. Ingen ekspert i Goethe. Ingen i efterkrigslitteratur. Ingen ekspert i Reformationstiden, barok eller i pietismens tidsalder, som er så centralt for dansk kulturhistorie. Ingen i middelalderlitteratur, der er en kilde til så meget som skete efterfølgende og som også har fået en kæmpe renæssance i fantasy-genren. For slet ikke at tale om forsvinden af den tyske idéhistoriske og filosofiske tradition. Ved at blive meget rigere er Danmark blevet enormt meget fattigere.

Nostalgien er også misvisende og farlig. Der fandtes engang fantastiske, internationalt velansete forskere og undervisere i tysk litteratur- og idéhistorie i Danmark, men også lige så mange kedelige og uinspirerende af slagsen. I modsætning til dengang har vi dog ikke længere råd til rutineforskning og den kedelige underviser. Når vi endelig bruger penge på at lytte til en strygekvartet, skal de kunne mere end bare at beherske deres instrument rudimentalt. Robotterne tvinger os til, og det er ubetinget en god, men også svær ting, i meget højere grad at satse på nyskabende forskning, der ikke måles i antal af publikationer, og på karismatisk undervisning. Hvad skulle ellers være meningen? Resten kan robotterne og videotutorials klare. Vi må genindføre genuin humanistisk lærdom, dannelse, læse- og argumentationskunst, striden om eksistentielle spørgsmål, kunsten at dykke ned i arkiverne og opdage vores historie på ny igen og igen, for at vi sikrer en fremtid for dem, vi er og ønsker at blive.

Indtil videre gør vi det ikke. Studieordningerne bliver mere og mere skoleagtige, anvendelsesorienteret og tømt for genuint videnskabelig substans, kreativitet og faglighed. Vi lader ChatGPT efterabe os og prøver at efterabe den i et kapløb, vi aldrig kan vinde. Det er trivialt, men ikke desto mindre sandt, at vores værktøj former os ligesom meget som vi former det. Vi degraderes til leverandører af gratis data til at træne de funktioner, der sigter mod at afløse os.

Selv de private fonde støtter i stigende grad kun humanistiske forskningsansøgninger der ligner de såkaldte strategiske ’satsninger’, der efterhånden selv virker som begået af kunstig intelligens. Reformerne, der hjemsøger universiteterne med kortere og kortere mellemrum, forøger blot den relative mængde af rutineforskning og -undervisning og forringer vilkårene for kvalitet. Brillante unge forskere får ikke længere chancen for at dele deres entusiasme med de studerende, fordi de kun kan holdes på universiteterne, hvis de er så heldige at få bevillinger med fuld frikøb. Og at være brillant og have nye ideer er nærmest en garanti for ikke at få en bevilling (undtagelser findes).

På den anden side af kloden satser et land som Kina, der på skræmmende vis er meget længere fremme i Kunstig Intelligens end vi er, i meget stor stil på klassiske humanistiske fag. Jeg får selv en utrolig mængde af henvendelser derfra både som forsker og som international tidsskriftsredaktør. Og nej, de er ikke spioner allesammen. De er måske blot i besiddelse af en særdeles avanceret maskinlærd robot, som har fortalt dem, at i KIs tidsalder bliver de klassiske analoge dyder endnu vigtigere. Og så vil de, som jeg har fået at vide flere gange, forstå vores civilisations store historiske succes, som de tydeligvis forbinder med fremkomsten af humanistisk videnskab, der forsker for forsknings skyld og derved lærer samfundet at tænke over sig selv konstant og i omhyggelig omgang med de facetter af menneskets univers, der betyder mest i længden og skaber både intellektuel og affektiv værdi.

Brug for re-volution

Jeg vil derfor ikke ende med at fortælle en forfaldshistorie, men ved at kalde til en revolution for at erstatte den evolution og gradvise destruktion af vores civilisatoriske grundlag som ChatGPT repræsenterer, og som på anmassende vis blot er klædt ud i revolutionens dragt.

I et af hendes hovedværker skelnede den store politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) mellem to revolutionsbegreber, som kunne forbindes med henholdsvis den amerikanske og den franske revolution. Det franske revolutionsbegreb er lineært og progressivt, det satser på at fremtiden vil bringe frelse. Det amerikanske, som svarer til den bogstavelige betydning af re-volution, som noget der vender tilbage til udgangspunktet, vil derimod rette op på nogle udviklinger, der er gået for vidt. De amerikanske regeringsbygninger bevidner at de antikke republikker blev repræsentant for den idealiserede fortid, som var revolutionens mål i modsætning til det absolutistiske styre udefra. Og selvom idealiseringen var og er problematisk, har den haft nogle positive konsekvenser, som vi stadigvæk nyder godt af. Fremskridtet blev dengang tilvejebragt ved at vende sig om. Helt sikkert fandtes der også stemmer, der mente at man ikke kunne skrue tiden tilbage. Men det kan man faktisk; og når uret går for hurtigt, gør vi det allesammen.

Vi har brug for sådan en revolution igen. Hvis KI har potentiale, som nogle mener, til at indlede en ny renæssance, så skal vi også gøre som man gjorde i den historiske renæssance og vende blikket både frem og tilbage. På paradoksal vis kommer vi kun videre som samfund, hvis nogle af os får lov til at blive eksperter i at se tilbage. I renæssancen kaldte man de sidstnævnte for humanister. Mennesker kan kun blomstre ved siden af og sammen med robotterne, når vi samtidigt dyrker den menneskelige intelligens i alle afskygninger og i højere grad end hidtil. Vi skal endelig bruge digitalisering, automatisering og chatrobotterne til det, de er gode til. Men deres største fortjeneste kan meget vel være, at de kan lære os, hvad vi er gode til. ChatGPT kunne blive humanioras redning, hvis vi selv turde at være humanister. Vor fremskridt ligger bag os.