Historien om et forudsigeligt mord

Vi lever i samtiden for de små ungdomsårgange, selvom spraglede flåder af motoriserede “hestevogne” ultimo juni ganske rituelt, behørigt og tydeligt for enhver forbipasserende sendte tusindvis af færdigudklækkede, højlydte og lettere overrislede gymnasieunge ud i samfundet fra Gedser til Skagen. Således er der rift om de unge inden for det videregående uddannelsesfelt, og utvetydigt kan det slås fast, at stadigt færre af dem vælger at læse humanistiske fag. Denne sommer er ansøgertallene styrtdykket til “klassiske” åndshistoriske fag – herunder sprogfagene og andre studier, der i højstemte stunder kald(t)es for kulturbærende.

Det er der sikkert mange årsager til; men overraskende er det bestemt ikke. Med andre ord synes vi at bevidne et forudsigeligt mord. Måske ligefrem et strategisk designet og dermed bebudet mord, og var der tale om en krimi eller en film, var vi nok for længst faldet i søvn. Eller i vort stille sind havde vi drømt om og krævet et bedre plot.

For humaniora har igennem de senere år været udsat for hidtil uhørt dårlig “presse” og en tenderende hadsk omtale inden for det (uddannelses)politiske felt. De negative statistiske data bliver derfor høstet på baggrund af en omfattende humaniora-bashing. Fra mange sider forlød og forlyder det, at det er usikkert og uklogt at satse på humaniora, og at der er ganske få attraktive job inden for det uoverskue­lige “område”, der udgør det humanistiske arbejdsområde. Humaniora er den direkte vej til arbejdsløshed og spild af din egen og samfundets tid. Humanistiske fag er unyttige, elitære og uvidenskabelige.

Er du heldig at få job, kan du se frem til både en lav startløn og en sølle livsindkomst efter 40-45 års arbejde sammenlignet med en biokemiker, en læge eller en forsikringsmatematiker. Dertil kommer, at det er meget lettere at få adgang til ph.d.-stipendier og forskerstillinger inden for natur- og samfundsvidenskaberne.

Nudging og skrøbeligt forbundne kar

Undervisningsministeriet har simpelthen gjort alt, hvad der stod i dets magt, for at nudge de nuværende og kommende studerende til at fravælge humaniora. Det er sket ved hjælp af en række æggende og oplysningsintenderede teknologiske værktøjer såsom UddannelsesZoom og Læringsbarometret, der på brøkdele af et sekund kan vise alt fra studietilfredshed, startløn og arbejdsløshedstal til adderede livsindkomstmålinger, der både kan friste og afskrække.

Således må de faldende ansøgertal til humaniora på alle landets universiteter umiddelbart karakteriseres som værende en succes for de systemiske og systematiske initiativer, der blevet sat i søen for blidt og gelinde at skubbe de kommende studerendes livsstrategiske refleksioner og studievalg i det, som majoriteten af de samfundsmæssige beslutningstagere og “aftagere” af færdige universitetskandidater opfatter som dén rigtige retning.

I modsætning til tidligere generationer har de unge både rettet sig og rettet ind. Efterretteligt og i stigende grad både servilt og individuelt livsanticiperende har de fravalgt de “brødløse” humanistiske fag, men uheldigvis også dårligt lønnede lærer-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelser, der efter sigende peger frem mod krævende, belastende og stressende arbejdsfunktioner.

Noget helt andet er så, om det er velgørende for et samfund, at unge mennesker fravælger at udforske og tage livtag med humanistiske spørgsmål, og om det er fornuftigt, at vi har indrettet universitetssektorens budgetter således, at de humanistiske institutter og fag mister deres ressourcer og i sidste ende tvinges til at fyre de ansatte forskere og undervisere (på moderne dansk hedder fyring “personalejustering”), hvis ansøgertallet falder, og de færdiguddannede kandidater ikke kommer i job, meget kort tid efter at de har afsluttet deres studier. For lige så sikkert som amen i kirken er det, at akkrediteringsmaskineriet herefter vil rulle ud med en plan for et minimeret studenteroptag, der skal implementeres de kommende år af uddannelsesstederne selv. Ganske snedigt, for på slig vis bidrager de institutionsbærende humanister ganske frivilligt og ivrigt bistået af såkaldt objektive tal til at skære halsen over på sig selv.

Men retteligen er der tale om skrøbeligt forbundne kar, når det alt overvejende er ansøgertallet og beskæftigelsesgraden, der 1:1 afgør, om humanistisk forskning og undervisning overhovedet skal have en fremtid i Danmark. Økonomistyringen determinerer såvel uddannelses- som forskningspolitikken.

At bryde(s) med den økonomiske autisme

Det er tanke- og urovækkende, at der er politisk konsensus om, at “det økonomiske” tilsyneladende udgør – og dermed tiltager sig ret til at være og fungere som – sin egen begrundelse. Den økonomiske autisme bag “det hele” er lige så hårdtslående, som den er simpel at forstå: Det er godt at spare penge, fordi det er godt at spare penge, og det er godt at være effektiv, fordi det er godt at være effektiv. Næsten ingen vover at tale imod dette profant-sakrosankte paradigme, der ligner en perfekt reinkarnation af Guds genkomst i neutrale datagevandter.

I en tid, der efter mange års automatpilotkørsel er ved at blive tvunget til at besinde sig på at løskoble sig fra den kapitalistiske vækstlogiks destruktivitet, forekommer det kortåndet og tosset alene at forlade sig på de skrøbeligt forbundne kars logik, der bl.a. kan risikere at skævvride og ødelægge universitetet.

Grundlæggende gælder det også, at vi lever i en uoverskuelig global verden ladet til randen med en række ubalancer, herunder ufred, ulighed og uretfærdighed. Mange samfundstænkere – herunder en række (selv)kritiske humanister – er derfor også intenst optaget af at gentænke store ontologiske, teleologiske og epistemologiske spørgsmål af typen: Hvordan undgå, at alt og alle – fra natur, dyr og mennesker til kommunikation, kultur og kunst – gøres til instrumenter og objekter for økonomisering med det principielt ikkeøkonomiske og dermed ikkeøkonomisérbare?

For lige meget hvordan vi vender og drejer det, kan og skal et filosofisk overraskende klarsyn, en tankes eksistentielle og sociale værdi, et kunstværks æstetiske tryllekreds, et digts sproglige kraft, en ny historievidenskabelig erkendelse og en solopgang over havet ikke reduceres til noget, der kan og skal styres af ministerielle nudging-tiltag og alle hånde dataansamlinger.

Summa summarum: Et samfund, der gør sig afhængigt af økonomisk ritualiserede datakørsler, bliver et blindt, historieløst og fordummende samfund. Et samfund, der nudger unge til frie, men i bund og grund ufrie valg, er ufrit.