Forsvar for hakkebrættet og dets relevans i det 21. århundredes forskerkontor

I det seneste nummer af Forskerforum kan man læse, at tekstbehandlingsprogrammer som Word, som mange af os bruger, stort set ikke har udviklet sig de sidste 30 år. Tværtimod er de modelleret over den gammeldags skrivemaskine og lægger dermed op til, at man skriver sin tekst fra start til slut. Hvilket sjældent er tilfældet i en forskningsproces.

Derfor, anføres det, er det som forsker værd at overveje alternativer, som bedre understøtter, at man løbende arbejder med forskellige afsnit af teksten, som man senere kan arrangere i den rækkefølge, der giver det bedste flow.

Den pointe er jeg bestemt ikke uenig i. Men inden vi alle pensionerer Word og arkiverer skrivemaskinen under elektronikaffald, vil jeg her slå et slag for, at det gamle hakkebræt fortsat har en berettigelse i det 21. århundredes forskerkontor. Også selvom den digitalt indfødte forsker nok hurtigt vil savne computerens sletteknap og copy-paste-funktion. For netop de begrænsninger kan være en fordel i bestemte skrivesammenhænge.

Den første gælder skriveblokaden. Når skriveprocessen en gang imellem støder på grund, søger jeg tilflugt på min Brother rejseskrivemaskine. Her bliver fordringen om at skrive fortløbende skrivemaskinens fremmeste egenskab. For på skrivemaskinen er der ikke andet at gøre end at nedfælde sine tanker i den rækkefølge, de melder sig. Produktet, man sidder tilbage med, kan virke som et ustruktureret virvar af ideer og brudstykker af usammenhængende tekst. Men når tankerne først er sat på papir, kan de altid skrives ind på computeren efterfølgende og omorganiseres til afsnit, der følger på hinanden i en logisk rækkefølge. Her kommer skrivemaskinen indrømmet til kort. Men dens funktion er også primært at slå hul på blokaden, så tankerne kan blive omsat til tekst.

Processen minder pudsigt nok om den moderne skriveteknik ”non-stop writing”, men når man skriver på computer fristes man let til at redigere eller slette. Det er ganske enkelt ikke muligt på skrivemaskinen.

Den anden sammenhæng, hvor jeg vil fremhæve skrivemaskinen, er når ens hovedpointe fortaber sig i forbehold, eller man nærmest får den redigeret væk, inden man har fået den skrevet frem. Det er måske et syndrom, der er mere udbredt på ph.d.-kontorerne, men når man ser sine egne pointer nedfældet på skrift, måske oven i købet i opposition til den eksisterende litteratur, virker den form for selvstændig tankevirksomhed så dristig, at man kan overvældes af en trang til at skynde sig at slette pointerne igen og gemme sig bag et par ekstra referencer i stedet.

Når det sker for mig, tænker jeg på et skilt, der hænger på en af mine kollegers kontordør med teksten ”What would you write if you were not afraid? Write that.”

Til lige netop den opgave findes, efter min mening, ikke noget bedre skriveredskab end skrivemaskinen. For der er ikke nogen mulighed for at slette eller redigere, og man kan dermed ikke dræbe sine idéer næsten før de er formuleret. På skrivemaskinen er der kun én vej: Fremad, videre i tankestrømmen, hen til hovedpointen uden at se sig tilbage.

Og så er der noget nærmest meditativt ved at skrive på hakkebrættet: Den fysiske slagkraft, der skal lægges i tasterne, lyden af typearmene, der slår ind på valsen med papiret, det høje ”pling,” hver gang man når enden af en linje. Og så tilfredsstillelsen ved at se sin tekst fysisk materialisere sig på papiret for øjnene af én.

Så jeg er sådan set enig i pointen fra seneste nummer af Forskerforum om, at man bør tænke over, hvilket skriveredskab, man bruger, fordi teksten bliver til i et sammenspil mellem det valgte redskab og brugeren. Men jeg vil tilføje, at valget af skriveredskab ikke behøver at være det samme hver gang, men bør tages efter devisen ”hvert skriveværktøj til sin opgave.”

I det daglige er de digitale løsninger som Word og Scrivener nok de mest hensigtsmæssige for de fleste af os. Det er immervæk lettere at trykke på slet-knappen end at gå i gang med slettelakken. Min pointe er blot, at den gammeldags skrivemaskine har sine fortrin i bestemte skrivefaser og dermed er værd at gøre plads til i forskerkontorets arsenal af skriveredskaber – hvis man da ellers kan finde en, der fungerer, på historiens mødding.