Ekspert: Konklusioner i ny DFIR-rapport om universitetsloven er varm luft

En ny rapport ”Universiteter for fremtiden: Tyve år med universitetsloven” fra DFIR (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd) har set dagens lys. Den er hurtigt og let læst, kun 90 sider og hjælp til læsningen med hyppige opsummeringer i rammer og mange lækre billeder, udelukkende af glade mennesker. På mange måder opløftende læsning.

Efter hurtig gennemlæsning og på baggrund af mine erfaringer tænkte jeg først: Kan det virkelig tænkes, at der nu er tale om et Zeitwende, nye tider, når det angår uafhængig rådgivning om, hvorvidt forskningsfrihed og demokrati hører hjemme på universiteter i liberale, oplyste demokratier? Efter yderligere gennemlæsning kom tvivlen: Det kan nok ikke tænkes, vi kan nok ikke forvente et Zeitwende.

Men måske dog tegn på at Oplysningstidens ideer om universiteter som hjemsted for fri, antifundamentalistisk forskning og tænkning under demokratiske styreformer alligevel er lidt på vej frem i lyset, efter at de i hvert fald i fyrre år at have været trængt længere og længere ud i mørket?

Hårde data kunne faktisk godt tyde på nye toner: helt uventet møder man side efter side gloser som ”demokratiske kultur”, ”frihed”/ ”forskningsfrihed” og ”autonomi” talrige gange i en rapport fra DFIR.

Men hvorfor skulle dette være uventet, vil udenforstående måske her spørge? Er det ikke meget nærliggende at skrive om det i en rapport om fremtidens universiteter?

Nej, slet ikke her i landet. Det er noget helt nyt. I mine årelange studier af forskningsfrihed har jeg gravet mig tilbage gennem stakke af gamle rapporter fra DFIR uden overhovedet at støde på gloser som ”forskningsfrihed” mv. en eneste gang. Så forventningsniveauet er lavt. Og ændringer i retning af demokratisering og frisættelse af forskning fra ekstern styring på baggrund af rapporten og dens anbefalinger ligger ikke i kortene. Men man kan håbe, at rapporten kan bidrage til en ændret dagsorden for debatten.

Rapportens hovedpunkter

• Vidensudveksling og eksternt samarbejde er styrket, især efter 2003-loven. Her står det godt til, om end der stadig er plads til forbedringer.
• ”Udfordret” er derimod ”den interne demokratiske kultur” på universiteterne. Fx frygter mange forskere ligefrem ”repressalier, hvis de udtaler sig om ledelsens beslutninger”.
• Universitetsloven giver ingen garantier for ansattes indflydelse – men giver heller ikke hindringer, siger rapporten. Det er op til ledelse og bestyrelse at sørge for mere ”demokratisk kultur”.

Vildledning af regering og folketing:

Her er det nødvendigt at korrigere DFIR: det er notorisk forkert og derfor groft vildledende at påstå at universitetsloven ikke giver hindringer for demokratisering. Fx kan ledelsen ikke beslutte, at rektor, dekaner og institutledere skal vælges ved afstemning blandt ansatte og studerende. Ledelsen kan heller ikke indføre at stillingsbesættelser og budgetter skal besluttes af Akademiske Råd.

At skrive som om det vil kunne lade sig gøre med den nuværende universitetslov, er kompromitterende for rapportens troværdighed.

• Forskningsfriheden (den individuelle) på de danske universiteter ”er under pres”. Det skyldes dels mangel på forskningstid og ressourcer, men – hvad værre er, som raporten rigtigt fremhæver - også, at forskere på kontroversielle emner frygter repressalier og mangler opbakning fra ledelse. Pres og mobning kommer fra mange kanter: eksterne, private såvel som myndigheder, ledelse og kolleger. (Man glemmer: Politikere. De burde også være nævnt).
• Universiteternes formelle autonomi overfor eksterne, fx hvad angår udpegning af ledelse, indre organisering, ressourceallokering, personalepolitik, ansættelser og fyringer, akademiske anliggender er i rimelig god stand.
• Noget andet er den reelle autonomi: den er ”udfordret” af mange politiske reformer og af finansielle forhold: især underfinansiering af uddannelser og ubalance mellem basismidler og ekstern finansiering. Hvad sidstnævnte angår kommer hertil manglende dækning af indirekte omkostninger (overhead).
• En særlig opmærksomhed får husleje, idet staten ejer bygningerne (bortset fra på DTU og CBS) og bestemmer huslejen. Huslejen er sat over markedsprisen, så der bliver færre penge til forskning. Selveje ville give ledelsen større handlemuligheder.

Alt dette rummer intet nyt. Det har mange dokumenteret og gentaget monotont i årevis. Det nye er, at regeringens rådgivere nu selv har undersøgt det med samme resultat – og så omsider rapporterer det. DFIR har gennemført en spørgeskemaundersøgelse, udsendt til 9.578 professorer, lektorer, seniorforskere og adjunkter, svarprocent 34,67%, og til institutledere, 147, svarprocent 80,14. Desuden foretaget stakeholdersamtaler mv.  

Sagt en passant: flere har faktisk også i årevis talt for, at der jævnligt, som fx i Norge, skulle gennemføres landsdækkende surveys blandt forskere vedr. forskningsfrihed, på linje med apv-undersøgelser. Jeg tror at Rasmus Willig var den første, der foreslog det. Så point til DFIR for nu at have gjort det – og anbefalet at universiteterne selv tager det op.

Der anvendes gennemgående et direkte og usminket sprog. Læserne får et nogenlunde klart indtryk af, at det vitterlig står ringe til, når det angår ”demokratisk kultur” og (om end mindre udpenslet) forskningsfrihed.

Bemærk i øvrigt, at der tales om ”demokratisk kultur” – ikke substantivet demokrati. Glosen demokrati forekommer ikke. Man finder det også nødvendigt et sted, for en sikkerheds skyld, at pointere, at man ikke ønsker at vende tilbage til gamle dage (før 2003-loven). ”Demokratisk kultur” defineres ingen steder.

Men velgørende er det alligevel, og tak for det.

Men, men, men …. Hvad anbefaler man?

Efter årtiers ørkenvandring og tørke vil få dryp af vand let kunne virke himmelsk og skabe overdrevne forhåbninger. I dette tilfælde bliver sådanne dog hurtigt kvalt. Det sker når man kommer til anbefalingerne. Så kommer vi tilbage i den vante skure. Udvalgte eksempler:

Angående demokratisering:

Man finder ikke behov for at ændre universitetsloven, men lader det være helt op til ledelsens gode vilje.

Man anbefaler fx (s. 12), at

• Universitetsledelsen på universitets- og institutniveau tydeligt kommunikerer rammerne for medarbejderinddragelse, herunder hvem, hvordan og hvornår væsentlige beslutninger træffes, og hvordan medarbejderne kan få indflydelse herpå …

Rammerne? Og hvem der beslutter? Rammerne er jo klare ifølge loven: ledelsen beslutter. Skal det bare kommunikeres tydeligere?

Det kunne jo have været nyttigt at vide, hvad DFIR konkret mener. Skal rammerne ændres? Hvis ja, hvordan? Skal Akademiske Råd fx have besluttende kompetence over ansættelser og afskedigelser? Budgetter? Nej, det kan ledelsen ikke beslutte inden for den nuværende lovs rammer. Hvad kan det så være, DFIR har i tankerne?

• sikrer at medarbejdere i de akademiske fora får den nødvendige administrative støtte og taletid (sic!) på bestyrelsesmøder ….

Taletid er selvfølgelig altid en start. Det har måske hidtil være en mangelvare? Men, men, men ….

Når det angår ansættelse af egne ledere, anbefaler DFIR at den ”styrkes” ved at

• medarbejdernes synspunkter tillægges ”stor vægt ved ansættelse af ledere på åremålsansættelser”.

Og at:

• ”det ved forlængelse og genansættelse af ledere på åresmålsansættelser sikres, at relevante medarbejderfora høres”.

Kræver næppe kommentarer. Varm luft og høj bullshit-faktor er let at genkende.

Har ledelsen skjult reserver eller ødslet penge væk?

Forskningsfriheden (den individuelle) skal ”sikres bedre”, skriver man (side 13). Nemlig ved at:

• Universitetsledelserne tydeligt støtter op om medarbejdere, der ender under uretmæssigt pres ….
• Universitetsledelserne giver forskerne bedre økonomiske rammer, bedre tid til forskning …
• Bestyrelserne monitorerer, evaluerer og sikrer forskningsfriheden …

Disse anbefalinger er smukke formaninger henvendt til ledelserne. Problemet er, at det er tomme ord, så længe de ikke bygger på en analyse af, hvorfor det ikke allerede sker, og hvad der skal til for at få det til at ske. Hvad har afholdt ledelsen fra at støtte medarbejdere under ulovligt pres? Og hvad skal der til for at de begynder at gøre det? Og hvad sker, hvis de alligevel ikke gør det? Hvorfor har ledelsen ikke givet ”forskerne bedre økonomiske rammer”, hvis de har haft mulighed for det, som DFIR lader til at mene? Hvad skulle så få dem til at gøre det? Hvor har pengene været skjult? Hvad i al verden tænker DFIR, når det skriver sådan noget?

Og at sikre forskningsfriheden er jo allerede pålagt i universitetsloven. Problemet er, at det ikke understøttes af en demokratisk ledelsesstruktur. Ledelsen arbejder i beskyttet værksted. Selv når ledelsen fx udsteder ulovlige mundkurve, blokerer for forskningsemner, fyrer ulovligt, eller blåstempler brud på god videnskabelig praksis, kan forskere stå magtesløse, viser eksempler. Hvad vil DFIR foreslå at gøre ved det?

Det er forstemmende, at DFIR efter at have afdækket alvorlige problemer, som har være kendt længe, stadig kan bringe så tandløse anbefalinger, rent ud sagt bullshit, til torvs. At det skal overlades til en enerådig magtfuld ledelse at beslutte, om den vil dele magten med ansatte!

I politisk videnskab og filosofi opererer man med begrebet ”den benevolente diktator”, der af sit hjertes godhed giver folket del i magten. Historien viser, at det nok kan forekomme, men kun meget sjældent. Gode liberale tænkere har i århundreder understreget at magt korrumperer, og at absolut magt korrumperer absolut. Det er derfor magten skal deles. Selv demokratisk sindede ledere ender ofte som autokrater, hvis der ikke er kontrol og modvægt. Glidebanen kan udmærket starte med gode hensigter – fx fordi man i alles interesse må handle hurtigt og/ eller træffe beslutninger, der på kort sigt er upopulære, fordi man forventer, at de på længere sigt er gavnlige.

Der er gode grunde til, at man i udviklede demokratier har magtdeling, og at ledere skal vælges, kontrolleres og kunne afsættes af folket ved åbne valg.

Angående universiteternes institutionelle, reelle autonomi

Her kommer vi omsider til anbefalinger, der henvender sig til regering og folketing. Man skal være opmærksom på, at når man taler om ”universitetets autonomi” handler det med den nuværende styrelsesordning og ledelsens autonomi, eftersom ledelsen har suveræn magt. Intern demokratisk kultur og forskningsfrihed er derfor op til ledelsen at klare, mener DFIR. Noget andet er det med ledelsens egen autonomi.

• Den første anbefaling er at regering og folketing skal reducere antallet af reformer.

Alle med deres gang på universiteter kan slutte op om dette.

Værre er det, når vi kommer til, hvordan det alvorlige problem med manglende overhead skal løses:

• Universiteter og private fonde viderefører den igangværende dialog med henblik på etablering af en ensartet model for finansiering af indirekte omkostninger.

Hermed melder DFIR helt og holdent pas overfor et problem, der har været stigende og kendt i flere årtier. Det koster nu universiteterne milliarder hvert år af deres basismidler at finansiere husleje mv. til eksternt finansierede projekter. Det har fyringer og lukninger til følge. Peder Olesen Larsen skrev allerede i 2010 om det i sin bog Stadier på forskningens vej, og jeg har skrevet om det i min bog Forskningsfrihed fra 2017 og i talrige debatindlæg. Det har været oppe i spørgetid i Folketinget. Fondene har imidlertid ikke været til hverken at hugge eller stikke i. I 2019 nedsatte daværende forskningsminister Søren Pind et ”forum” for finansiering med repræsentanter for fondene og universiteterne til at finde en løsning.

Der er intet kommet ud af det. Der kommer heller ikke mere ud af det ved at DFIR nu fromt foreslår at fortsætte ”dialogen”. Det må de vide. Enten har man i DFIR ikke kunnet bliver enige, eller også tør man ikke bide til bolle og sige, at det er nødvendigt med et politisk indgreb, så fondene i det mindste følger Den Frie Forskningsfonds sats på 44% for overhead. Fondene må kunne pålægges i det mindste tage dette ansvar for helheden at betale fuld omkostninger, når de har de store skattefordele, som de har. De kan ikke både få skattefordele og andel i basisbevillinger (som også er skatteyderpenge).

Forslaget om at bevillinger til uddannelser skal dække omkostninger indlysende og gammelkendt. Det bliver dog næppe anderledes ved at DFIR nu gentager det. Det samme gælder ønsket om mere kontinuitet i udmøntning af ”forskningsreserve”. De fleste partier i Folketinget vil gerne have penge til deres mærkesager, fx særlige Koldkrigs- og Grundvigcentre ol.

Forslaget vedrørende bygningseje/ husleje kan man nok ikke indvende nogen imod, men er dog af mindre betydning for autonomien. Det er et ledelsesønske at eje sine egne bygninger, især når DTU og CBS må, men ikke de andre.

Svag analyse og svagt fagligt niveau

Når DFIR ikke vover sig mere offensivt frem, når nu problemerne er så alvorlige, som de selv skriver, kan det have flere årsager.

En iøjnefaldende svaghed er fravær af egentlige analyser af årsager til tingenes tilstand og de problemsymptomer, man observerer. Indtrykket forstærkes, hvis man ser på, hvilke kilder, der henvises til, herunder data. Man bygger stort set kun på de data man selv har indsamlet, og ladet det bliver ved beskrivelser af de observationer, man har gjort, uden dybere analyser.

Det er fx en svaghed, at man ikke går nærmere ind på, hvad den høje grad af ekstern finansiering betyder for forskeres frie valg af emner, og – bredere – for langsigtet balance mellem fagområder, personaleprofiler og forskningsstrategier. Man går heller slet ikke ind på, hvad det, at mere end halvdelen af universitetets forskere er midlertidigt ansatte, betyder for demokrati og frihed,

Her kunne man med fordel have inddraget andre, tidligere undersøgelser fra ind- eller udland for også at sætte ind i historisk kontekst, foretage sammenligninger over tid og synkront. Det gør man ikke. Der er en enkelt henvisning til min bog Forskningsfrihed, men den angår blot en (kendt) begrebsmæssig sondring mellem ”frihed fra” og ”frihed til”. Mine og andres undersøgelser, fx fra AU, Akademikerne og IDA af tilstanden med hensyn til forskningsfrihed inddrages ikke. Heller ikke Karran mfl.’s internationalt komparative undersøgelser anvendes.

Når det angår begreber, springer det i øjnene, at man end ikke har en præcis og komplet definition af forskningsfrihed, selvom det er behandlet grundigt flere steder. Det kunne fx findes i bogen ”Forskningsfrihed. Hvad med juraen” (2022), skrevet af eksperter på juraens forskellige område og redigeret at undertegnede sammen med Ole Gram Mortensen og Morten Rosenmeier. Bogen er end ikke med i litteraturlisten. Som nævnt har man heller ikke en definition af nøglebegrebet ”demokratisk kultur”.

Disse mangler og eksempler på overfladisk behandling svækker rapporten troværdighed, autoritet og vægt.

Når det angår data, savnes begrundelser for afgrænsninger. Det kan især undre, at man har fravalgt post doc’er og ph.d.’er i forskerpopulationen, netop når det angår demokrati og forskningsfrihed. De udgør over halvdelen af forskerstaben på universiteterne, og ansættelsestryghed er helt afgørende for frihed og selvstændighed. Der mangler også frafaldsanalyse.

I øvrigt er det jo også en alvorlig svaghed, at forskere, der er blevet fyret, eller efter ph.d. eller senere har fravalgt forskningskarriere, ikke er blevet spurgt. De ville have været yderst relevante vidner. Men det er dog samtidig en begrænsning, som man ofte ser i den slags undersøgelser.

Hvor er ekspertisen i forskningspolitiske studier?

Det fremgår heller ikke, om der har været inddraget ekstern ekspertise som hjælp. Der henvises kun til et samarbejde med Videnskabernes Selskab, men her findes der mig bekendt ikke forskning eller forskere med erfaring og ekspertise. Der nævnes heller ikke navne. Forskningspolitiske analyser er en specialitet ligesom som andre, som det tager nogle år efter en ph.d.-grad at komme ind i. Der findes meget få her i landet, som har denne ekspertise, og ingen af disse ses at have været inddraget. Hvis man ville være helt sikker på uvildighed, kunne man være gået til et naboland.

I de fleste andre lande laver man nemlig grundige udredninger som baggrund for politiske analyser og rådgivning. Det er der desværre ikke tradition for i Danmark. I 1990’erne, under Nyropregeringen, oprettede Frank Jensen et selvstændigt sektorforskningsinstitut, Analyseinstitut for forskning. Det fik Jens Kampmann som bestyrelsesformand og Karen Siune som den første direktør, begge solide socialdemokrater. Meningen var vist, at dette institut netop – bl.a. – skulle forsyne regering og myndigheder med policy-forberedende analyser. Det blev stort set aldrig brugt til det formål.

Om det var fordi instituttet var for socialdemokratisk ved jeg ikke, men i hvert fald var noget af det første Anders Fogh Rasmussen gjorde, da han kom til i 2001, at nedlægge en række sektorforskningsinstitutter, herunder Analyseinstitut for forskning. Det overlevede i amputeret udgave som Center for Forskningsanalyse under Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Men det bliver stadig sjældent spurgt, når der er brug for udredninger, og heller ikke i dette tilfælde.

Jeg er helt overbevist om, at hvis man havde foretaget mere dybtgående analyser og udnyttet tilgængelige undersøgelser, ville man være nået frem til mere adækvate – og overbevisende – anbefalinger. Det er klart at anbefalinger virker mere overbevisende, jo mere problembeskrivelser og årsagsrelationer er underbygget at fyldigt materiale.

En ledelsesstrategi for bevarelse af ledelsens magt

En sidste faktor man ikke kan komme uden om at nævne, er at flere af DFIRs medlemmer i kraft af ledelsesposter har interessekonflikter i relation til rapportens emner. Ledelsesrepræsentanter undersøger dermed sig selv. Rapporten handler jo blandt andet om ledelsens udøvelse af magt og pligter. Det kan så tvivl om uvildigheden. Når man spørger magtens mænd og kvinder, om det ikke ville være en fordel, hvis de afgav magt, er svaret som regel enten, at det er der ikke grund til, og/ eller, at de i virkeligheden ikke har særlig stor magt.

Man kan få mistanke om, at rapporten skal læses som en ledelsesstrategi for bevaring af den nuværende universitetslov.