Den identitetspolitiske lukningstrussel

I 1200-tallet overtog den katolske kirkes mestertænker, filosoffen og teologen Thomas Aquinas, den jødiske nyplatoniker Israelis’ definition af sandheden som “adequatio intellectu et rei”, oversat fra latin “overensstemmelse mellem intellektet og tingen”. Lige siden dengang har filosoffer og videnskabsteoretikere talt om korrespondensteorien for sandhed. Idealet er, at virkeligheden svarer til begrebet, som “begreb A” svarer til “virkelighed A”, og når det er tilfældet, er der ikke mere at tale eller tvivle om; ingen grund eller plads til stridende fortolkninger.

Cirka 800 år efter holdes der ikke længere Mexico-temafester på KU, og den canadiske premierminister, Justin Trudeau, klandres for upassende adfærd i forbindelse med en udklædning som Aladdin med ansigtet farvet brunt for mange år siden. Privilegerede hvide kvinder og i særdeleshed mænd bedes om at holde sig tilbage på dansegulvene og i offentlige forsamlinger, hvis de kan risikere at komme til at krænke andre ved blot at være til stede eller åbne munden. Dertil kommer, at tiltaleformer og brugen af binære almenbegreber problematiseres (han, hun, pige, dreng, kvinder, mænd …).

Der er med andre ord ved at gå identitetspolitik i samfundets institutioner og kommunikationssystemer, og universitetet hjemsøges i stigende grad af selvbevidste grupper, der ser ud til at drømme om en nythomistisk nedlukning af alle former for upassende tankegang og sprogbrug.

Men hvor Aquinas ønskede at gøre den kristne kosmologi og tro uangribelig og give den katolske kirke monopol på at kende sandheden om virkeligheden, ønsker nutidens identitetspolitikere at udstyre hver eneste minoritære gruppe med en korrespondensteoretisk forsikret ret til at være den eneste, der kan sige, hvordan der bør tænkes og tales. Ambitionen synes endda at være, at symboler, repræsentationsformer og talemåder kun er tilladte, hvis de svarer 1:1 til den minoritære gruppes særtræk og selvforståelse. Andre mennesker har i princippet ikke lov til at symbolisere, repræsentere endsige italesætte denne.
Overgrebene kommer udefra, og de udefrakommende er principielt udelukket fra nogensinde at komme til at forstå, hvordan insiderne faktisk lever, føler og tænker.

Meget er sket i de mellemliggende 800 år, og i nyere tid har en række naturvidenskabsmænd, logiske positivister, analytiske filosoffer og samfundsvidenskabelige modelbyggere profaneret (verdsliggjort) Aquinas’ budskab. Men i løbet af det 20. århundrede dukkede der en række positivismekritiske positioner frem, der påviste, at korrespondensteorien for sandhed ikke holder vand. I flæng kan nævnes: hermeneutik, fænomenologi, kritisk teori, semiotik, poststrukturalisme, pragmatisme og dekonstruktivisme. Disse tankeformer er meget forskellige, men de synes at være enige om, at der er ikke-identitet mellem væren og tænkning, og at vidensformerne ændres, når der gøres nye erfaringer, eksperimenteres med sproget, frisættes fortolkninger og gennemføres åbne samtaler uden autoritære lukninger.

Ikke bare i tænkningsmæssig, men også i politisk og mellemmenneskelig forstand er det derfor meget overraskende, at Thomas Aquinas’ gamle credo: “adequatio intellectu et rei” bliver gjort til rygrad og revolverpolitik for en anmassende identitetspolitik med forvirrende mange ansigter. Rygrad, fordi den stabiliserer og sikrer det identitetspolitiske projekts selvgivne ret til at lade 1:1-propaganda gælde for sandheden. Og revolverpolitik, fordi identitetspolitikken presser og i værste fald risikerer at tvinge de ikke helt så frihedsforskrækkede ikkeidentitetstænkere til at låse verden fast i nogle tankefigurer, der er udset til at udstyre bestemte mennesker med uangribelige rettigheder til at bestemme, ikke bare hvordan der skal tales, tænkes, fortolkes, repræsenteres og symboliseres, men også hvem der overhovedet må sige noget om noget.

Dertil kommer, at det i praksis vil være helt umuligt at leve i et samfund, hvor der ikke længere må bruges satire og ironi, sendes løse repræsentationsdrillende tegn i cirkulation og/eller eksperimenteres med maskepi, ord og symboler. Hvis religionen, livsformer, etniske segmenter eller seksuelle orienteringer gøres fredhellige og skærmes mod kritik, så stivner kulturen. Ytringsfriheden bliver glatbarberet, mens alverdens (ny)konservative – i selvforståelsen beskyttende og progressive – grupperinger ånder lettet op og nyder livet inden for deres hermetisk lukkede reservater. Safe spaces træder i stedet for kulturbrydninger og frie meningstvister. Utopisk-universelle visioner om en kosmopolitisk brug af fornuften bliver hjemløse.

Identitetspolitiske strømninger synes at være tilhængere af fundamentale kompleksitetsreduktioner i uoverskuelige moderne samfund. De tåler og tolererer ikke usikkerhed og forlanger respekt, før de overhovedet har mødt eller udvekslet med andre. For dem er identitet ikke et livslangt mellemværende, men en skrøbelig eller selvforvisset fiksering, der må værnes om.

Det er næsten for trist til at være sandt.

Men det er også hævet over enhver tvivl, at klassiske binære identitetsbegreber ikke bør kanoniseres. De “kalder” på at blive drøftet højlydt og kritiseret behørigt. Således er det ikke alle, der kan se sig selv i tiltaleformerne: “han” eller “hun”, “dansker” eller “fremmed”, og det er et civilisatorisk fremskridt, at minoritetsgrupper har gjort indhug i “klassiske” privilegier og erobrer og indtager talepositioner, der i årevis har været forbeholdt majoritetsgruppen. Med rette er normalmeteren blevet udfordret.

Det var næsten for godt til at være sandt.

Men hvordan undgå at skylle barnet ud med badevandet – det barn, der ganske langsomt blev født, da der blev lagt afstand til den tvingende, éndimensionale, sikkerhedsgivende, men også uhyggelige korrespondensteoretiske sandhedsteori: “adequatio intellectu et rei”?

* Opslaget “adækvat” i Poul Lübcke (red.): Politikens filosofi leksikon. København: Politikens Forlag 2003, s.10, danner klangbund for bidraget.